SAMFUND

Det frække frikvarter i en travl hverdag

Carl Nielsen.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Carl Nielsen er 71 år og har i 48 år dannet par med Johnny. Sammen bor de en lejlighed på Frederiksberg nær sexbiografen Body Bio i Kingosgade 7, som de har drevet i over 30 år. Et kendt mødested for både bøsser og biseksuelle mænd, men også heteroseksuelle lægger gerne vejen forbi.

”Homoseksuelle udgør halvdelen af kunderne, og så er der en fjerdedel biseksuelle og også en fjerdedel heteroseksuelle. Det ændrer sig selvfølgelig fra dag til dag. Kunderne kan have et frikvarter her og behøver ikke at tænke på noget. Om eftermiddagen er der mange biseksuelle, og om aftenen efter klokken 20 er der flest bøsser,” siger Carl Nielsen og fortsætter:

”Der kommer også mange heteroseksuelle, som ikke er interesserede i noget som helst med nogen. De kan bare godt lide stemningen og nyder at sidde se film. Nogle af dem har kommet i de tidligere porno-hetero-biografer på Vesterbro og har savnet den stemning, der var der. Den finder de så noget af her i Body Bio.”

Han lægger vægt på, at der er plads til alle i Body Bio. En ting er han dog striks med, og det er, at man skal opføre sig ordentligt.

”Alle er velkomne hos os: bøsser, biseksuelle, heteroseksuelle og transkønnede. Vi siger ikke nej til nogen kunder. Alle socialgrupper kommer, også både ældre og yngre. Tidligere havde vi flere ældre kunder, men vi får nu flere, som er i slutningen af 20´erne og i 30’erne,” fortæller Carl Nielsen.

Indretning er vigtig

Han går meget op i, at de over 300 kvadratmeter, som Body Bio råder over, er indrettet på den bedste måde, og alle de forskellige rum og områder i sexbiografen bliver udnyttet.

”Jeg lægger mærke til de områder, der ikke bliver brugt. For hvis det sker, så skal det indrettes på en anden måde. For indretningen har kæmpestor betydning for, hvordan det bliver brugt. Jeg har heldigvis nogle utrolig dygtige ansatte, som kommer med gode idéer til mig. Det er de små ting, som betyder noget, og det, at vi går så meget op i det, er også en vigtig grund til, at vi fortsat har mange kunder,” lyder det fra Carl Nielsen.

Han går også meget op i, at hans ansatte har gode løn- og arbejdsvilkår, og han har også tegnet overenskomst med den lokale HK-afdeling. De ansatte i Body Bio trives også godt på deres arbejdsplads, og flere af dem har været ansat der i mange år.

God service

Noget, som han indprenter de ansatte, er, at de skal være serviceminded og altid give kunderne den bedste service.

”Jeg sørger altid for, at de ansatte bliver lært ordentligt op, for det er meget vigtigt, hvordan de behandler kunderne. De skal have en rigtig god fornemmelse, når det kommer herned. Specielt den første gang, når nogen besøger os. Og det gælder især turister, som skal føle sig godt modtaget. Det ved jeg fra mig selv, at når jeg er ude at rejse, at så lægger jeg mærke til, hvordan man som turist bliver behandlet. Det er vigtigt, at de ansatte smiler og er venlige. De repræsenterer ikke kun Body Bio, men på en måde hele Danmark over for turisterne,” forklarer Carl Nielsen.

Diskretion

En anden og vigtig ting er, at der er pænt og rent i Body Bio, og at tingene fungerer. Og når man kommer som gæst, får man udleveret store, lækre og rene håndklæder. Endelig lægger Carl Nielsen meget vægt på diskretion.

”Vi har ikke nogen lysskilte på vores facade. Det er meget diskret, og der står kun et lille skilt på døren, hvor der står Body Bio. Vi skal ikke have noget udenfor, der kan virke anstødeligt over for andre. Hvad der derimod sker indendørs, det er helt op til folk. Jeg har heller aldrig haft problemer med nogen her i gaden, hvor vi bor,” forklarer Carl Nielsen.

Tidligere var det meget filmene, der trak kunderne til. Det er det ikke mere, for alle kan jo sidde på internettet og se film. Både tidligere og i dag kommer mange for at møde nogen, som de kan have sex med.

”Vi har selvfølgelig rum, hvor man kan se film og få et blowjob. Der er også rum, hvor man kan gå ind og være privat samen med en anden, man har lyst til. Vi har også en del biografer. Desuden er der en lille sauna, hvorfra man også kan se pornofilm. Og der er gloryholes ind til saunaen,” fortæller Carl Nielsen og fortsætter:

”Vi har også to bade dernede. Men det er nu ikke sådan, at man skal være afklædt, når man kommer her.  Man kan vælge at komme med tøj, eller man kan få et skab og adgang til bad og sauna. Det er tilkøb, man kan gøre sig.”

Se også: Body Bio

Læs også: EU kan skabe bedre LGBTQ-rettigheder