KULTUR

Sinan og Costa truet på livet efter fotoartikel i Politiken

Foto: Mikael Costa

Muslimske – og åbent homoseksuelle – Michael Sinan Aslanes blev forrige uge portrætteret i en større fotoartikel i Politiken om tro og homoseksualitet. Og den muslimske Sinan, som i 2012 vandt MrGay.dk på Rådhuspladsen, deler vandene i det muslimske miljø.

Foreløbig har Sinan og hans ægtemand, den kendte DJ, Mikael Costa, politianmeldt en implicit trussel på de to mænds liv. Kommentaren blev fjernet fra Facebook, kort efter den blev postet, men politiet er bekendt med afsenderens identitet.

Fotoartiklen førte en storm af kommentarer med sig, hvoraf adskillige indeholdt fordømmelse og flere meget grovfilede udtalelser om Michael Sinan og Mikael Costa. Både Michael Sinan og hans mand er dybt chokeret over reaktionerne, men understreger, at der fra muslimer af begge køn, dog fortrinsvis i deres indbakke på Facebook, også er kommet massiv opbakning og respekt tilbage.

Michael Sinan besluttede sig tidligt for ikke, at læse kommentarerne i kølvandet på fotoserien, men har senere meldt sig ind i debatten i enkelte af de mest kradse kommentarer. Han udtaler til Out & About om den hårde tone: “Jeg vil ikke finde mig i, at skulle dømmes af folk jeg ikke kender eller som ikke kender mig. Ønsker ikke dialog med folk, som bruger religion generelt som undskyldning, for at hade andre. Disse mennesker er hverken oplyste eller velintegrerede. Der findes desværre kun LGBT-muslimske organisationer i England, USA, Frankrig og Sydafrika, hvad jeg ved…. Så står på den måde lidt alene.”

Læst kommentarerne og været med i debattråden fra starten, har til gengæld ægtemanden til Michael Sinan og han forstår ikke at indvandrere og nydanskere ikke har større ydmyghed, når man er uenig med modparten: “Hvorfor skal det altid ende ud i trusler, grimme ord og tilsvininger. Hvorfor kan man ikke bare nøjes med at skrive, ”Det er jeg ikke enig med dig i”, siger Mikael Costa.

Tråden, i forbindelse med sagen, flyder over af kommentarer om dét at være homo og muslim på en gang. Specielt mange som må antages at være muslimske mænd mellem 20 og 40 år, er på banen med kraftige tilsvininger og fordømmelser i Allahs navn. En er som nævnt, anmeldt til politiet.

Det står i nogen kontrast til Sinans eget udsagn og fornemmelse, før artiklen kom på, hvor han følte det havde været værre, at være konverteret, dansk muslim end muslimsk homo men tanke på de kommentarer han hidtil havde modtaget. Noget han dog har fået et mere grumset syn på nu: “Jeg har en holdning til de muslimske mænd, som tydeligvis ikke har selvindsigt. De selv samme råber på respekt og tolerance, dog uden at give det selv.”

Fotografen bag fotoserien, Janus Engel Rasmussen, er glad for, at der er kommet en debat om et mere nuanceret islam frem i lyset, men det var ikke en opgave uden bump på vejen. Faktisk var det kun Michael Sinan, der i sidste ende accepterede, at der blev taget billeder i privaten, mens fem andre, som Sabaah havde haft dialog med, af forskellige årsager ikke kunne være med. Sabaah er en forening for unge LGBT’ere med muslimsk baggrund.

“Jeg synes det er fedt, at folk tør stå frem. Der er jo en hel masse mod i det her, fortæller Janus Engel Rasmussen til Out & About og fortæller videre at han kun har fået positive tilbagemeldinger på fotoartiklen.

Engel Rasmussen vil, sammen med en journalist vil følge op på hele sagen når en stor undersøgelse om det at springe ud, som homoseksuel muslim i Danmark, offentliggøres. Det er Analysefirmaet Als Research der arbejder på en denne og rapporten ventes færdig inden sommer. Det er allerede kommet frem, at det ofte har voldsomme konsekvenser for en muslim, som springer ud af skabet – ikke bare på det familiære plan, men også det mentale og mange slider til og med med selvmordstanker.

På det seneste har der ofte lydt stadig stærkere krav om, at imamernes stemmer kommer på banen. Til dr.dk sagde Saliha Marie Fetteh, der selv er muslim og ekstern lektor i Arabisk på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, tidligere i marts, at flere ting, som kultur, æresbegreber og social kontrol og selvsagt religion, spiller ind, når man taler om de konsekvenser, det har at springe ud af skabet som muslim og homo: “Imamerne tackler det enormt dårligt. De unge mennesker, der kontakter imamerne, bliver bedt om at undertrykke deres seksualitet eller får at vide, at det er en sygdom. Det er ikke hensigtsmæssigt.” Fetteh nævnte også at homoseksuelle muslimer slet ikke altid har være så ilde set i islam og henviser til tiden man kalder for den islamiske guldalder i 700-tallet.

Selvom de seneste ugers højvande og ubehagelige udspil fra folk fra hans eget miljø, så fortryder Michael Sinan ikke at han stod frem – ikke mindst på grund af den store opbaknnig til ham, personligt, og hans mand, Mikael. Til Out&About siger han: ‘’Jeg stod frem, for at få noget frem i lyset. Noget folk ikke tror eksisterer (muslimske homoseksuelle, red. anm.). I andre lande kender man til det, men ikke i Norden. Har 3 homo-imamer på min venneliste… desværre fysisk langt væk,” slutter Michael Sinan Aslanes til Out & About.

 

Læs også: Politiet henlægger drabstrussel mod Sinan-Costa