San Francisco: Rejs ikke til North Carolina
![](https://outandabout.dk/wp-content/uploads/2020/03/EdwinLee.jpg)
San Franciscos borgmester Edwin Lee har forbudt byens ansatte at rejse til North Caroline i forbindelse med deres arbejde. Det sker efter North Carolina har vedtaget en kontroversiel lov der diskriminerer LGBT-personer.
Den homofobiske lov republikanerne fornylig vedtog i North Carolina viser sig nu at få konsekvenser for staten.
Borgmester Edwin Lee, der selv er demokrat, har fordømt North Carolina, efter guvernør Pat McCrory underskrev en ny lov der forkaster lokale myndigheders mulighederne for at lovgive mod diskrimination af LGBTere.
Loven forbyder blandt andet transpersoner, at benytte offentlige toiletter og omklædningsrum der matcher deres kønsidentitet.
Den principfaste borgmester siger i en udtalelse, at ”San Francisco står sammen om at fordømme North Carolinas nye diskriminerende lov der skruer tiden tilbage for beskyttelse af alle amerikaneres rettigheder, inklusiv LGBT-personer. Med øjeblikkelig virkning forbyder jeg alle offentligt ansatte i San Francisco, at rejse til North Carolina medmindre det er absolut nødvendigt af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed”.
Som borgmester i San Francisco taler borgmester Lee med særlig vægt. Byen er kendt som USAs, måske hele verdens, hovedstad for LGBT’ere i alle afskygninger. Det var her kampen for LGBT-rettigheder for alvor tog fart i 1960’erne, og byen blev en magnet for LGBTere.
”Jeg er fuldt ud overbevist om, at vi skal gøre meget mere for at forebygge diskrimination mod LGBT’ere, og ikke fjerne den beskyttelse loven giver dem”, fortsætter Lee.
Han slår også fast, at San Francisco ikke vil bruge skattekroner på at støtte diskriminerende lovgivning mod LGBT’ere i en eneste by eller stat i landet. Det sker med henvisning til andre stater som for eksempel Georgia der i øjeblikket arbejder på en lignende lovgivning.
Et lignende forbud mod rejseaktivitet blev givet sidste år, da Indiana vedtog en lovgivning der ligner den North Carolina nu har vedtaget. Forbuddet blev dog trukket tilbage, da Indianas guvernør overraskende nægtede at underskrive den.
Store virksomheder som Apple, Facebook og Google har udtalt deres modstand mod loven i North Carolina. I et tweet fra deres officielle konto siger Google: ”Vi tror på lige rettigheder og lige behandling for alle. Denne lov i North Carolina er vildledende og forkert. #WeAreNotThis”.