KULTUR

Sådan bliver Copenhagen Pride paraden 2020

Copenhagen Pride Parade 2017.
Foto: Pilu Ottosen

En parade i et helt nyt format, lover Copenhagen Pride, der netop har afsløret, hvordan de har tænkt sig at gennemføre en spændende digital udgave af den ikoniske parade den 22. august. Denne gang er hele landet med.

”Det måske mest ikoniske element i Copenhagen Pride, er paraden. En dag vi ser frem til hvert år. Den kan vi ikke være foruden, og det sker heller ikke i år. Vi har tænkt helt nyt og har skabt et format, som vi glæder os meget til at prøve af”, fortæller Lars Henriksen, forperson i Copenhagen Pride.

”En pride der på trods af det nye format, stadig er den samme vigtige demonstration for grundlæggende menneskerettigheder uanset seksualitet og kønsidentitet”, tilføjer Lars Henriksen.

2020 udgaven af pride paraden kommer til at bestå både en digital og fysisk manifestering.

Den digitale del af paraden, der bliver bragt online i samarbejde med TV2 Lorry indeholder tre hovedelementer.

Copenhagen Pride Parade Challenge, Paradehilsner og ‘’Stride With Pride’’

 

’Copenhagen Pride Parade Challenge’

”Copenhagen Pride Parade Challenge” begynder med, at én person viser sig i sit hverdagslook og derefter holder hånden hen over kameralinsen. Når personen afslører sig selv igen, er personen i sit ”pridelook”.

Hvordan du så lige fortolker ”pridelook” er helt op til din egen fantasi. Om det er et festligt outfit eller et skilt med en mærkesag eller hilsen, er helt op til dig. Du kan vælge at gøre det alene eller sammen med en gruppe venner.

Hvis du har brug for hjælp til at optage din video, kan du møde op i Ørstedsparken i København den 8. august mellem kl. 15.00 – 21.00, hvor Copenhagen 2021 har arrangeret en picnic.

Du kan se en lille instruktionsvideo her

Copenhagen Pride Parade Challenge bliver til sidst en kæde af mennesker, der bringer politiske og humanitære budskaber, hvilket vil fungere som en solidarisk synlighedsmarkering af Copenhagen Pride Parade 2020.

Du kan sende din video ind på dette link.

 

Paradehilsner

Også organisationer og partnere får mulighed for at give hilsner om en god pride til miljøet, men kan også sende politiske og humanitære budskaber. Copenhagen Pride håber selvfølgelig på mange bidrag – i særdeleshed fra LGBTQIA+-organisationer.

Vil man gerne have sin paradehilsen med skal man skrive til projektleder Benjamin Hansen på benjamin.hansen@copenhagenpride.dk .

 

Stride With Pride – i hele Danmark

”Stride With Pride” bliver dette års fysiske manifestation.

”Vi vil have marchelementet tilbage på en forsvarlig måde, og gøre pridebevægelsen synlig ud over hele landet. Vi vil nemlig, ved at gå fysiske ruter, der hver danner et bogstav, skrive P R I D E henover hele landet,« fortæller Benjamin Hansen.

”Derfor har vi samlet den danske pridebevægelse ved at samarbejde med de prides, som desværre har måtte aflyse i år. Aalborg, Aarhus, Viborg, Ringkøbing-Skjern, Kolding og Fanø er alle med i demonstrationen. I samarbejde med lokale prides defineres der ruter i hele landet som man går, i formen af et af bogstaverne i P R I D E. Disse ruter marcheres i mindre grupper, med forskellige starttidspunkter og med antal i henhold til Sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og vi får på denne måde skrevet P R I D E hen over Danmark. Det hele optages og bringes som en del af den digitale parade”, uddyber Benjamin Hansen.

 

Bindes sammen af studieværter

Dette års Digitale Copenhagen Pride Parade bliver sendt kl. 18.30 lørdag d. 22. august som optakt til det store Pride Show 2020. Paraden kommer til at indeholde stærke og vigtige budskaber, bl.a. gennem interviews med udenlandske aktivister og tale fra overborgmester Frank Jensen, men også en solidarisk, landsdækkende inkludering af miljøet.

Paraden bindes sammen af to kommentatorer, som humoristisk og kritisk vil kommentere på årets parade, live-on-tape, hvilket skal være med til at gøre paraden både underholdende og seværdig.

 

Læs også: Københavns Rådhus finder penge til digital Copenhagen Pride