Retsopgør venter efter dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek

I næsten to uger blev et dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek genstand for national opmærksomhed og diskussion. Der blev afholdt både demonstrationer for og imod dragshowet, og de to dragqueens, der var i centrum for hele debatten, modtog utallige hadefulde beskeder og flere trusler om vold og mord.
Ligeledes blev medarbejderne på biblioteket også udsat for massivt pres med hadefulde opkald, mails og voldstrusler. Selvom showet er afholdt, er sagen dog langt fra slut. Foreningen Lev og Lad Leve vurderer nemlig, at der er foretaget mere end 50 politianmeldelser i forbindelse med sagen. Selv har foreningen brugt sociale medier til at hjælpe andre med at anmelde sager. Både op til, under og efter showet. Lev og Lad Leve er en forening, der siden 2020 har arbejdet for at forebygge og stoppe hadforbrydelser mod queer-personer.
Under demonstrationen ved Frederiksberg Bibliotek oplevede mindst to queer-personer eksempelvis hadforbrydelser. En blev spyttet efter og en anden modtog en dødstrussel i kommentarsporet på en live-stream af demonstrationen. Begge episoder blev anmeldt til politiet. Ligeledes fortæller foreningen Lev og Lad Leve, at deres indbakke er fyldt op med beskeder fra folk, der har blandet sig i debatten online. Folk der i den forbindelse har modtaget hadefulde og ærekrænkende beskeder.
Online had anmeldes i højere grad
“Den her sag har fået manges øjne åbne op for, at vi ikke længere skal finde os i had, selvom det foregår online. Hadefulde ytringer, dødstrusler og anklager om pædofili er meget alvorlige. Vi har derfor hjulpet mange med at få anmeldt deres oplevelser til politiet. Online had mod queer-personer er desværre intet nyt. Men det nye er, at vi i langt højere grad end før har anmeldt forbrydelserne til politiet”, fortæller Michael Bjerring, der er talsperson i Lev og Lad Leve.
Selv har han bl.a. politianmeldt Livah Sunshine, der arrangerede mod-demonstrationen og i den forbindelse kaldte drag showet for “grooming”.
“Vi har brug for et opgør med hadforbrydelser mod LGBTQI+ personer”, lyder det videre fra Michael Bjerring.
Både episoderne under demonstrationen, alle dødstruslerne op til og alle anklager om pædofile og grooming er ifølge Lev og Lad Leve blevet anmeldt til politiet som hadforbrydelser. Processen med at vurdere alle politianmeldelserne, der er lavet i denne sammenhæng kan dog blive lang.
Ifølge foreningen er Københavns Politi vendt tilbage på flere af de anmeldelser, de har lavet og fortalt, at politiets jurister og Statsadvokaten vurderer hver enkelt sag med henblik på at starte en efterforskning.
Peter Hove har de sidste to uger brugt alt sin fritid på at guide andre til, hvordan man kan anmelde en hadforbrydelse. Han håber, at de mange anmeldelser kommer til at gøre en forskel for LGBTQI+ personers retssikkerhed.
“Jeg håber, at der vil falde domme i mange af de sager, vi har anmeldt. Det vil gøre retspraksis stærkere og bidrage til at gøre mørketallet mindre. Samtidig gøre fokus større på, at vi har brug for et opgør med hadforbrydelser mod LGBTQI+ personer”, fortæller Peter Hove, der også er en af talspersonerne i Lev og Lad Leve.
De fleste hadforbrydelser anmeldes aldrig
En ny hjemmeside skal være med til at ændre dette. I Rigspolitiets rapport om hadforbrydelser i 2021 fremgår det, at der blev registreret 102 hadforbrydelser mod LGBTQI+ personer. I Justitsministeriets Offerundersøgelse anslås det dog, at det er op til 3.000, der årligt udsættes for vold pga. deres LGBTQI+ identitet.
Der er altså store mørketal på området og sagen fra Frederiksberg Bibliotek har ifølge Michael Bjerring understreget, hvorfor alt for få anmelder.
“Vi har de sidste par uger haft utallige samtaler med queer-personer, der oplever en masse barrierer for at lave en politianmeldelse. Mange kender ikke deres rettigheder. Flere er usikre på, om politiet vil tage dem seriøst. Mens andre udsættes for så meget had, at det kan være svært at finde ud af, hvor man skal starte. Derfor har vi knoklet for at lave en ny hjemmeside, der skal gøre det meget nemmere at få anmeldt hadforbrydelser. Når vi anmelder hadet, er det første skridt til at stoppe det”, fortæller Michael Bjerring.
Hjemmesiden Anmeldhadet.nu er ifølge foreningen lavet til at hjælpe queer-personer til at kende deres rettigheder og blive guidet igennem, hvordan man laver en anmeldelse, så de “ikke giver op efter at have været på politiets egne portaler”.
Mere om foreningen Lev og Lad Leve finder du her.