ANMELDELSER

Ny dansk dramatik: Regnbuefar rammer os alle

Mikkel Arndt spiller rollen som regnbuefaren Mikkel.  Foto: Camilla Winther

Det er sjovt, det er nærværende, og så rammer det os alle: Regnbuefar er historien, tankerne og drømmene om det at stifte en regnbuefamilie og om det at blive far.

I forbindelse med Copenhagen Pride opføres på Skuespilhusets Lille Scene de kommende dage forestillingen Regnbuefar.

Regnbuefar er et stykke ny dansk dramatik skrevet af Mikkel Trier Rygård, der selv har gjort sig mange tanker om det som homoseksuel at få barn og at stifte en regnbuefamilie. Og lad det være skrevet med det samme: Går man med tanker eller planer om at stifte sin egen regnbuefamilie, eller kender man nogen der gør, vil det give god mening at se forestillingen, respektive tage dem med ind og se den.

For som stykkets forfatter Mikkel Trier Rygård tidligere i et interview til Out & About har fortalt, så ligger det at få barn eller børn for en stor del af befolkningen måske lidt mere lige for, når man har fundet sig en livspartner, end når man er en del af det homoseksuelle miljø og påtænker at få barn. Her er det ofte et anderledes og ofte langt mere bevidst tilvalg, at skulle være mor, far, eller at stifte en regnbuefamilie i det hele taget. Og måske kan forestillingen være med til at give svar, eller måske rettere åbne øjne for nye facetter, der bør tænkes igennem, inden man skrider til handling

Fertilitetsklinik og regnbuemødre

Regnbuefar har som de fleste gennem perioder af sit liv leget med tanken om at være far, og om, hvordan det er at være det. Men vejen dertil er lang. Fra mere eller mindre akavede dates med potentielle kommende regnbuemødre, til overfald og hed sex, superhelte forstås, på Sorø Station perron 2, videre over rave-fester med masser af sex, frigørelse og indtagelse af MDMA på billig ture til Berlin, til flugt til nordsvenske skove, videre over besøg på en fertilitetsklinik. Og alt sammen med ønsket om at stifte egen familie, respektive beskytte og forsvare familien, hvis først den er etableret.

Mikkel, der er hovedpersonen i Regnbuefar, drømmer om at blive far til en dreng, som naturligvis skal hedde Storm. Foto: Camilla Winther

Mikkel Arndt spiller alle roller

Regnbuefar bliver dygtigt, malerisk, levende, og til tider måske også lidt vel karikeret, fremført af Mikkel Arndt, der spiller rollen som regnbuefar Mikkel, der drømmer om at blive far, og naturligvis til et barn med navnet Storm.

Vi oplever Mikkel Arndt i forskellige roller i det persongalleri, der omgiver Regnbuefar. Det være sig venner, familie, arbejdskolleger og chef, til de potentielle mødre, han møder på sin vej, og som alle giver næring, grobund, og inspiration til det at skulle være far og stifte egen familie. Men som i enkelte tilfælde måske også ligefrem gør, at tanken om at blive far, ligger langt væk.

Og nok føler man sig god nok til at være far, men kan man også være sikker på, at kvinden man vælger ud fra svar på ”kontaktannonce” om babydates, er god nok til at være mor til ens barn? Og hvordan kan man være sikker på, at man også har alle de rettigheder, der ønskes, og være sikker på, at man ikke dømmes ude på et tidspunkt?

Nøgen sort kulisse

Forestillingen sætter med sin nøgne sorte kulisse og ganske få virkemidler fokus på de mange mange tanker, der skal tænkes og debatteres, inden man har fundet det rette valg. Hvis man da gør det.

Slutningen skal ikke nævnes her – for bliver Mikkel Regnbuefar, eller skal han fortsætte med at drømme, hvordan det er at beskytte og lege med Storm. Nævnes kan dog at klassikeren Over the Rainbow indgår, og jo mon ikke de fleste tænker Oh why, oh why cant I?

Henrik Grimbäck har instrueret, mens Mikkel Trier Rygård har skrevet teksten.

Og lad os så slutte som inspiration med grundlaget for det hele, nemlig den kontaktannonce som Regnbuefar lagde op. Den gjorde, at Mikkel fik henvendelser fra mange forskellige kvinder, der som han havde samme ønske: At stifte deres egen regnbuefamilie:

”Mit navn er Mikkel. Jeg er 42 år gammel og til daglig arbejder jeg med grøn teknologi (blinke-smiley). Jeg har et godt netværk af venner, familie og kollegaer, og jeg er sød og stabil, hvis jeg selv skal sige det (udråbstegn). Og jeg tror, at jeg kan blive en rigtig god far (hjerte). Lad os mødes i virkeligheden, det er jeg mest til (chokeret smiley). Kærlig hilsen Regnbuefar (og smilende smiley med tykke kinder).”

 

Læs også: Regnbuefar – ny dansk gaydramatik på Det Kongelige Teater

Bestil billetter her

OBS : Kun kort spilleperiode.