Regnbuedag i Nykøbing Sjælland

Foto: Thomas R. Kristensen
Lørdag den 30. august 2025 inviterer foreningen Under Regnbuen til årets Regnbuedag i Nykøbing Sjælland – en gratis og åben dag for hele familien, hvor mangfoldighed, kærlighed og fællesskab er i centrum.
Igen i år har foreningen Under Regnbuen, sammensat en inkluderende og sjov dag, der bugner af oplevelser for både børn, unge og voksne.
Regnbuedagen er skabt i samarbejde med Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuse. En dag der er skabt som en tryg og inkluderende dag med masser af musik, workshops og ikke mindst talks om LGBT+ liv og fællesskab. En dag hvor alle uanset seksualitet, kønsidentitet eller alder kan være med og føle sig velkomne.
“Det betyder meget for os, at hele familien kan være med. Vi ønsker at vise, at det er helt naturligt at tale om mangfoldighed, også med børn, og at Odsherred er et sted, hvor der er plads til alle,” udtaler foreningen Under Regnbuen til Out & About.
Rainbow Walk
Dagen skydes i gang kl. 10.30 på Holtets Plads, som er startstedet for årets Rainbow Walk. Efter man har hejst regnbueflaget bevæger optoget sig mod Pakhustorvet.
På den udendørs scene er der efter taler fra byens borgmester og en repræsentant fra Under Regnbuen masser af musik med blandt andet Patrick Spiegelberg og Freja Kirk. Er man til dragshows får man også opfyldt sit behov her. På den indendørs scene i Pakhuset er der flere spændende debatter. Her slutter elever fra Dragskolen debatterne af med et farvestrålende dragshow. Senere er der afterparty.
Skaber plads, glæde og tryghed
En af dem der er glade for at Odsherred Kommune har sin egen regnbuedag er Kommunens Borgmester Karina Vincentz fra Nyt Odsherred. Til Out & About udtrykker hun det således:
”Det gør mig stolt. Det viser, at Odsherred er fyldt med mennesker, der vil hinanden. Mennesker som skaber plads, glæde og tryghed for andre. Det er det fineste, vi har.”
”Dagen er vigtig fordi alle skal kunne føle sig trygge og velkomne i Odsherred. Uanset hvem de er, og hvem de elsker. Det er et spørgsmål om respekt og fællesskab”, tilføjer borgmesteren.
Skulle der sidde nogen og mene, at det burde de som kommune ikke bakke op om, så har hun også her klar i spyttet.
”Jeg forstår, at vi ikke alle deler samme synspunkt. Men som kommune har vi et ansvar for at stå på side med dem, der stadig oplever diskrimination. Det handler ikke om symboler, det handler om mennesker”, lyder det kontante svar fra borgmester Karina Vincentz.
Der er altid noget at gøre bedre
Men hvordan arbejder de med mangfoldighed i kommunen. Det svarer Karina Vincentz også på:
”Vi arbejder med bevidsthed og medmenneskelighed. Både i mødet med borgerne og internt. Vi er ikke perfekte, men vi øver os hver dag på at være mere åbne og lyttende. Der er altid noget der kan gøres bedre.”
Sidste år vedtog Odsherred Kommune således en intern mangfoldighedspolitik.
”Den handler om, at alle ansatte skal mødes med respekt og lige muligheder. Uanset køn, alder, etnicitet, seksualitet eller livsbane. Den er både et signal og en praksis, vi bygger videre på. Vi er derudover i overvejelser om at opstarte et mangfoldighedsråd. Vi tror på, at den kultur vi skaber sammen med medarbejderne, smitter af på den måde de møder borgerne” forklarer borgmester Karina Vincentz.
Åben for LGBT+ politik
Borgmesteren er også åben for at gå ind i arbejdet med at fa skabt en decideret LGBT+ politik i kommunen. En politik lig den som f.eks Odense kommune har lavet.
”Vi har ikke truffet beslutning om det, men vi er åbne for det. Det vigtigste er, at det ikke bare bliver papir – men faktisk fører til handling, bevidsthed og bedre møder mellem mennesker”, slutter borgmesteren.
Et fællesskab for hele
Dagen for næste års Regnbuedag ligger også allerede fast. Det bliver den 29. august, så du kan allerede nu sætte et farvestrålende og mangfoldigt kryds i kalenderen.
