Tivoli præsenterer ballet i verdensklasse

Stjernespækket besætning af de bedste dansere fra hele verden vil forføre dig til Tivolis stort opsatte internationale balletgalla. Tivoli har samlet nitten af verdens førende solodansere fra seks ledende balletkompagnier.
Publikum kan se frem til solodansere fra National Ballet of Canada i Toronto, New York City Ballet, Royal Ballet London, Hamburg Ballet, Kammerballetten og Dutch National Ballet. De får selskab af dansere fra Tivolis egen Balletteater.
Stjernedanserne Heather Ogden, Genevieve Penn Nabity og Ben Rudisin fra National Ballet of Canada skal opføre to værker om ekstraordinær kærlighed af koreograf Emma Portners. Værket hedder Islands. En nyskabende kærlighedsduet, hvor to kvindelige dansere udfordrer klassiske normer og udforsker fysisk og følelsesmæssig nærhed.
Almindeligt og ekstraordinært
Sammen med Ben Rudisin opfører Genevieve Penn Nabity også værket On the Nature of Daylight. Et værk, der udforsker idéen om kærlighed som både noget almindeligt og ekstraordinært.
Og det elskede søskendepar er også på scenen. Danske solodanser Ida Praetorius, som til daglig er en del af Hamburg Ballet, er blandt hovednavnene ved årets balletgalla. Hun anses i dag for at være en af verdens førende kvindelige dansere. Hende vil man kunne opleves i to forskellige sammenhænge i løbet af aftenen. Som en del af Hamburg Ballet danser hun John Neumeiers Adagietto sammen med Matias Oberlin. Derudover medvirker hun også i balletgallaen som en del af Kammerballetten. Her danser hun værket Oenothera, koreograferet af sin bror Tobias Praetorius. I Oenothera (natlys på latin) deler hun scenen med Den Kongelige Ballets Astrid Elbo og Ji Min Hong.
Adskillelse og længsel
Tobias Praetorius indtager også selv scenen i Tivolis Koncertsal, hvor han sammen med spanske Alba Nadal danser Kristian Levers værk Unravel, som er en intens og følelsesladet pas de deux, der udforsker temaer som adskillelse, længsel og forbindelse.
New York City Ballet, som anses for et af verdens ypperste balletkompagnier bidrager med Sara Mearns og Tyler Angle med værket Diamonds Pas de Deux, som er en del af George Balanchines ballet Jewels fra 1967, der er skabt til netop New York City Ballet.
The Dutch National Ballet har sendt danserne Anna Tsygankova og Giorgi Potskhishvili. De skal opføre den teknisk enormt krævende pas de deux fra Don Quixote. Mens stjernedanserne Fumi Kaneko og Vadim Muntagirov fra Royal Ballet London danser uddrag fra en anden klassik fortælling, nemlig Kenneth MacMillans Romeo og Julie. Her kan publikum se frem til den ikoniske scene, hvor de to unge elskende mødes ved Julies balkon.
Publikum får mulighed for at opleve, hvordan balletstjerner fra forskellige traditioner og skoler tolker og danser uddrag fra en række klassiske og nyere værker. Danserne bliver akkompagneret af Tivoli Copenhagen Phil med gæstedirigent Maria Seletskaja. Trio Vitruvi akkompagnerer Kammerballetten.
En hyldest til dansen
Den gennemgående røde tråd i International Balletgalla 2025 – A Celebration of Dance er en fejring af dans og ballet som kunstform. I løbet af forestillingen vil publikum derfor være vidne til highlights fra det klassiske repertoire. Men også opleve nyere værker opført af nogle af verdens dygtigste dansere. Publikum vil kunne opleve dansere på toppen af deres karrierer opføre værker fra nogle af det 20. og 21. århundredes vigtigste koreografer.
Der er lagt op til et brag af en danseforestilling med de ypperste værker og de mest fantastiske dansere. Der er god grund til at skaffe sig en billet til denne balletgalla. En eventyrlig aften venter dig.
“A Celebration of Dance-forestillingerne i Tivolis Koncertsal er en enestående mulighed for at opleve elegance og styrke i verdensklasse hos solodansere fra nogle af verdens førende balletkompagnier. Vi har udvalgt kompagnier, der hver især repræsenterer noget unikt. Fra de store klassiske traditioner til det nyskabende repertoire. Balletgallaen skal ses som en fejring af balletkunsten, hvor vi i særlig grad ønsker at hylde de kvindelige dansere og deres centrale rolle i balletten. Publikum kan se frem til en aften, hvor de største talenter på verdensscenen løfter kunsten til det højeste niveau.”, udtaler Tivolis balletchef, Peter Bo Bendixen.
Om International Balletgalla 2025 – A Celebration of Dance
Ballet / Tivolis Koncertsal / Dansere fra hele verden / Orkester Musikere fra Tivoli Copenhagen Phil og Trio Vitruvi / Spilleperiode 28. til 30. august 2025 / Pris Fra 245 kr. inkl. gebyr og entré til Tivoli.
