SAMFUND

Folkemøde i Odsherred : Synlighed redder liv – lokal regnbueforening vil ses

Under Regnbuen, Odsherred tager imod med åbne arme til Folkemødet i Odsherred. Foto: Privat.

Synlighed skaber forskel mener LGBT+ foreningen Under Regnbuen, Odsherred. Igennem stærk lokal deltagelse og engagement kæmper de for accept, tryghed og dialog. Det sker for eksempel i deltagelse i Folkemødet i Odsherred, med blandt andet et stort kreativt univers som fællesskabende middel.

På grundlovsdag den 5. juni, dagen hvor også fædre hyldes, er det efterhånden også en ganske fast tradition at Odsherred Kommune afholder deres årlige folkemøde.

Faste deltagere er den lokale LGBT+ forening: Under Regnbuen, Odsherred. De har deres eget farverige aktivitetstelt fyldt med kreativitet, samtale og fællesskab.

”For os i Under Regnbuen er det en vigtig og meningsfuld mulighed for at være synlige, tage del i demokratiet og styrke fællesskabet i Odsherred. Det handler ikke bare om at ”være med” – det handler om at gøre en forskel. Når vi deltager, får vi muligheden for at engagere os direkte i den lokale dialog. Møde både unge og voksne ansigt til ansigt og tale åbent om livet som LGBT+ person i et landområde. Samtidig er det en måde at vise, at mangfoldighed ikke kun hører til i storbyerne – men også her, hvor vi bor. ” forklarer Sabrina Lindenstrøm, der er bestyrelsesmedlem og projektleder i foreningen.

”Vi tror på, at synlighed og samtale skaber tryghed og inspiration – og Folkemødet giver os rummet til netop dét. Vi er her for at sprede kærlighed, viden og fællesskab – og for at vise, at alle har en plads”, tilføjer hun.

De er der altså for at fremme forståelse og nedbryde fordomme. Skabe nye samarbejder og relationer i lokalsamfundet. Dele budskabet om, at Odsherred er for alle – også LGBT+ personer, samt for at lytte, blive klogere og være en aktiv stemme i debatten.

Synlighed redder liv

Så det er vigtigt med tilstedeværelse og at møde folk. At vise flaget?

”Ja – 100%. Synlighed redder liv. Når vi fysisk er til stede med vores flag, vores farver og vores fortællinger, viser vi, at LGBT+ personer findes alle steder – også her i Odsherred. For nogle mennesker er det første gang, de møder en LGBT+ person i øjenhøjde, uden filter eller fordomme. Det møde kan ændre noget. Det kan åbne op for forståelse, empati og respekt. Jo, mere vi bliver set og hørt, jo, sværere er vi at ignorere. Tilstedeværelse er en vigtig del af kampen for lige rettigheder, accept og tryghed – særligt i mindre byer, hvor ensomhed og usynlighed stadig kan være en realitet.”

Sabrina Lindenstrøm tilstede ved sidste års Folkemøde i Odsherred. Foto: Privat.

Et folkemøde skaber rum for at mødes på tværs

Hvad er det så lige præcis et folkemøde kan i den sammenhæng?

”Et folkemøde kan noget helt særligt. Det skaber rum for, at mennesker mødes på tværs – af alder, baggrund, identitet og holdninger. Det er en platform, hvor man ikke bare taler om hinanden, men med hinanden. Folkemødet gør det muligt at tage store emner som LGBT+ rettigheder, tryghed og mangfoldighed ned på jorden og ind i hverdagen. Det er et sted, hvor man kan mærke, at man ikke er alene – og hvor man sammen kan være med til at rykke noget. Det er det, folkemødet kan. Samle mennesker, inspirere til forandring og vise, at fællesskab og forskellighed kan gå hånd i hånd. Det er levende demokrati i praksis – og det elsker vi at være en del af.”

Rig mulighed for kreativ udfoldelse

I Under Regnbuen, Odsherred’s aktivitets telt kan du male dit eget lille maleri som bliver en del af en samlet udstilling der vises frem til Regnbuedagen (Odsherreds bud på en Pride) den 30. august 2025. Hvert maleri skal bærer regnbuens budskab om mangfoldighed og kærlighed.

Man kan også gå på regnbuebiblioteket, hvor man kan “låne” et menneske og få en personlig samtale med en LGBT+ person.

Du kan skrive en kærlig hilsen til LGBT+ personer på Den Positive Væg, blive pyntet med ansigtsmaling og glimmer, tegne Magic scratch-tegninger og deltage i teltets badge-værksted. Der er altså godt gang i teltet under hele Folkemødet. Udover muligheden for de store kreative udfoldelser, kan man også møde foreningens frivillige og samt om, hvordan foreningen arbejder for mere åbenhed og synlighed for LGBT+ personer i Odsherred, og ikke at forglemme deres arrangementer i løbet af året. Blandt andet Regnbuedag, Regnbuebanko, ungegruppen, 18år+ regnbuehyggeaftener og netværksmøder i samarbejde med FSTB.

Glimmer, farver og kreativitet som tilgang til dialog

Kigger man på teltets aktiviteter og har man fulgt Under Regnbuen, Odsherreds virke generelt, så springer det kreative i øjnene.

”Kreativitet er en kæmpe del af vores måde at mødes og skabe fællesskab på. Vi bruger glimmer, farver og kreativitet som en åben og legende tilgang til dialog. Det gør det nemmere og tryggere at starte samtaler – også om emner, der kan være svære. Det handler ikke kun om pynt, det handler om at bygge broer mellem mennesker. Vi elsker også det kreative, fordi det inviterer hele familien med – også børnene. Når hænderne er i gang, åbner munden sig ofte også, og så opstår der ægte, nærværende møder på tværs af generationer”, fortæller Sabrina Lindenstrøm

Det er altså en tydelig og bevidst valgt del af deres DNA, faktisk mener hun, at det er noget der ligger til området.

”Og så bor vi jo i Odsherred – et område med stærke traditioner for kunst og kultur. Som lokal forening lægger vi os naturligt op ad det kreative DNA, der allerede findes her. Det skaber genkendelighed og gør vores aktiviteter endnu mere relevante og nærværende i lokalsamfundet.

Så ja – kreativitet er både vores redskab, vores sprog og en naturlig del af vores regnbuefællesskab.”

Forberedelserne til Folkemødet i Odsherred har været i gang længe hos under Regnbuen. Der er for eksempel lavet kyskager. Foto: Privat.

Lån en person

I har også et tiltag der hedder regnbuebiblioteket. Hvad går det ud på?

”Vores Regnbuebibliotek er inspireret af det originale Menneske-bibliotek. Du kan ”låne” et menneske i stedet for en bog, og få en ærlig, åben samtale om deres liv og erfaringer – uden filter og uden fordomme. Det handler om at skabe forståelse, nedbryde fordomme og åbne for de samtaler, vi sjældent tør tage. I vores regnbuebibliotek kan du f.eks. møde: en transkønnet person, en homoseksuel, en aseksuel, en forælder til en transperson. Hver ”bog” deler ud af sit liv – med sårbarhed, humor og ærlighed. Du får mulighed for at stille spørgsmål og lytte til erfaringer, du måske aldrig har hørt før. Der er enkelte enkle regler, som man skal værne om. Vi tror på, at én ærlig samtale kan ændre holdninger og skabe nye forståelser. Det er netop dét, Regnbuebiblioteket kan.”

Under Regnbuen, Odsherred er tilstede med et aktivitetstelt. Her ses teltet fra sidste år. Foto: Privat.

At skabe liv, stolthed og et stærkere fællesskab

Drivkraften er tydelig og stor hos Sabrina Lindenstrøm. Hun er heller ikke er et sekund i tvivl om værdien af Folkemødet, ikke mindst for lokalområdet. At det det er med til at skabe en mere levende kommune:

”Det betyder rigtig meget. Et folkemøde i Odsherred er med til at skabe liv, stolthed og et stærkere fællesskab – lige her, hvor vi bor. Det sender et klart signal om, at vi i Odsherred tager samtalen alvorligt. At vi tør stå ved vores forskelligheder og skabe plads til dem alle. Når borgere, foreninger, unge, ældre og ildsjæle samles, opstår der noget særligt: lokalt engagement, mod og samhørighed”.

Og skulle du stadig være i tvivl på nuværende tidspunkt, så slår hun det lige fast med endnu en gang, Under Regnbuen, Odsherred glæder sig til Odsherred Folkemøde og er meget glade for at være en aktiv del af det:

”Vi er stolte af at være med til at styrke det lokale fællesskab, inspirere nye samtaler og vise, at også et mindre område som Odsherred kan være fyldt med liv, mening og mangfoldighed.”

Folkemødet i Odsherred er en demokratifestival for alle Odsherreds borgere og fritidsborgere. Alle udefra er dog mere end velkomne. Der gratis adgang, og det foregår på grundlovsdag torsdag den 5. juni på Den Rytmiske Højskole.

Folkemødet i Odsherred startede i 2017 på initiativ af lokale aktører. Du kan læse mere om festivalen programmet her.

Under Regnbuen, Odsherred er udover at agerer som social forening og arrangere mindre komsammener og events året rundt også hoved arrangør af Odsherred Kommunes bud på en Pride. I år finder Regnbuedagen afsted den 30. august i Nykøbing Sjælland. Læs mere på foreningens hjemmeside her.