Postkort fra Femø

Femø-sange, øl og tequila. Elli Ott ordner bålet.
Foto: Pernille Rübner-Petersen

Downsizing Kvindelejren på Femø – Hvad kan et fællesskab af kvinder i dag? Hver sommer rejser en kvindeverden sig. I mere end 50 år har kvinder hvert år valfartet til Femø, dog med en Corona-afbrydelse i 2020. I år er jeg med på efterlejr.

Af Pernille Rübner-Petersen

Den første lejr på Femø blev lynhurtigt arrangeret i foråret 1971 af entusiastiske kvinder og afholdt om sommeren. Civilforsvaret leverede telte, som befalingsmænd og værnepligtige unge mænd satte op teltene op, og et træskur med toiletter og bad.

Kvinde-verden har eksisteret siden 1971, kun afbrudt af Corona i 2020. Om sommeren på strandengen, om vinteren i kvinders fortsatte fællesskab og hjerter.

Initiativtagerne havde ikke nået at gøre sig tanker om organisering. Problemer blev løst ad hoc med et anstrøg af kaos. Efterhånden blev organiseringen af lejren mere struktureret og skrevet ned i manualer. Kvinder satte selv teltene op.

Rygertelt med teltet intakt lidt endnu. Det er mest, den yngre generation, der ryger.

Heteroseksuel, lesbisk – alle kvinder

I mange år var det fortrinsvis heteroseksuelle kvinder, der rejste til Femø.

Her blev det private udvekslet og reflekteret i et kollektivt forum. Man var fælles om at køre lejren praktisk uden en formel ledelse. Kvinder høstede erfaringer med basisgrupper – at gøre det private politisk – og omvendt. De blev afgørende for kvindebevægelsens udvikling og betydning.

Morgenmøde. Her fordeles dagens opgaver.

Efterhånden blev lesbiske mere synlige i kvindebevægelsen og i Kvindelejren på Femø. Særskilte lesbiske uger blev indført.

”Dem, der oplevede sig selv som lesbiske havde et andet behov for at møde hinanden, flirte, danse, feste og holde ferie sammen, fortæller Pernille Rathje. Som 18-årig sprang hun ud i 1983. Opsat på at møde andre lesbiske tog hun selv på de lesbiske uger: ”Jeg var fuldstændigt solgt”.

Nu giver det ikke mening at arrangere specifikke lesbiske uger for det er overvejende lesbiske kvinder, der kommer på lejren.

”Men det har altid været sådan, og det er stadig sådan på kvindelejren, at alle kvinder er velkommen.”, understreger Pernille.

Symbol for en kvindeverden og/eller lesbisk kærlighed. Hænger på skuret for indendørsbad.

Når kvinder løser opgaver

Ret hurtigt blev Pernille optaget af selve organiseringen af lejren: ”Det var meget overvældende at opleve, hvordan ting fungerer, når det er kvinder, der organiserer det hele. Også når det er kvinder, der skal løse alle praktiske opgaver.”  Pernille begyndte at deltage i forlejr med opsætning og efterlejr med nedtagning.

Fællesteltet er det første telt, kvinderne tager ned på efterlejren. Proceduren tales igennem, indsatsen koordineres, alle rykker samtidig.

”Det er her et fællesskab for hvordan, vi løser denne her praktiske opgave med nogle ting, som egentlig er lidt for tunge til at man kan løse det alene. Hvordan organiserer vi det, så vi kan få det løst alligevel.

”Jeg oplever markant en anden kultur omkring arbejdet, når det udelukkende udføres af kvinder. Det går i højere grad ud på at snakke opgaven igennem, og at lytte til hvad der kan være af løsningsforslag til de udfordringer, hvor vi ikke kender svaret på forhånd.”

”Der er ikke i så høj grad nogle, der kommer ind og dominerer. Og ligesom tager lederskab på det og siger: Det her finder jeg ud af, og I skal gøre, hvad jeg siger. Denne her dominans, hvor der er en, der tager alfarollen, den er ikke så udtalt, som når jeg er i sammenhænge, hvor der ikke kun er kvinder. Især når det handler om fysisk arbejde.”

Silke og Ophelia ordner reb.

Nu til dags tilbyder Kvindelejren forskellige emner gennem seks uger. Denne sommer så programmet således ud: Feministisk uge, Musikuge, Familieuge, KreAlternativ uge, Sportsuge, International uge. Desuden en forlejr, hvor alt blev bygget op i løbet af 10 dage. En tilsvarende efterlejr, hvor alt blev taget ned og pakket væk, typisk 5-6 dage i august.

Den tog jeg på.

Aftensmad. Kvindelejren, rækker langt videre end ferie og samvær en uge eller to, oplever Julie Gad Isager (nr. fra højre).  “Der ligger en enorm empowerment i at kvinder deler og får indsigt i hinandens livstrategier. Og det slutter ikke her. Bagefter fortsætter kontakten med hinanden som et netværk, du kan trække på – og byde ind på. Du rækker ud, og der vil altid være kvinder parat til at hjælpe. Har man først været på Femø, er det forever.”

Efterlejr

En sen eftermiddag kører jeg afsted til Kragenæs med en brændende augustsol i bilen. Den er proppet med tøj, telt og toilettaske til mulige og umulige situationer. Jeg har ikke besluttet om jeg vil sove alene i eget telt eller fællesteltet. Begge dele er skræmmende. Ikke siden jeg som 16-årig stod i mudder op til lårene på Roskilde festivalen, har jeg sovet i telt. Og da besluttede jeg, at det var sidste gang.

Når jeg ankommer, er aftensmaden overstået. Mange af deltagerne er blevet fra den sidste uge, International Week, heriblandt et par kvinder fra Tyskland og en fransk kvinde bosiddende i Danmark. Dermed foregår meget af kommunikationen på engelsk.

Bordplade lastes. Lastbilen er lejet så længe, lejren varer. Når efterlejren går i gang, kører lastbilen i fast rute til og fra laden, hvor alt fra lejren skal opbevares.

Vi er cirka 12- 20 deltagere i løbet af de 5-6 dage efterlejren varer. Nogle kommer ned senere, nogle tager hjem tidligere. Aldersmæssigt befinder vi os i to hovedkategorier – så vidt jeg kan vurdere – i 20’erne og 50-60’erne. Velsagtens fordi denne lejr med nedtagning ikke appellerer til kvinder med børn.

Kvinderne er opsat på at gå i gang med nedtagning af telte, så kvikt som muligt den følgende morgen. Dagen forinden lokkede det dejlige vejr kvinderne til at nyde samværet lidt endnu på den sidste dag i den internationale uge. Nedtagningen af det første telt, fællesteltet, som sædvanligvis tages ned her, blev udsat.

Der kom byger, og teltene blev så våde, at de måtte tørre hele søndagen. De må end ikke være fugtige, når de pakkes sammen for vinteren. I stedet har kvinderne stavlet kajakker op i en lade omtrent en kilometer væk. Laden er lejet af en gårdejer og her opmagasineres hele lejren for vinteren til næste sommer.

Nedrullet, sammenklappet og opstablet, overvintrer lejren i en lade til næste sommer. Trine Frost (i midten) deltog i Sportsugen, som hendes første gang på Kvindelejren og kom tilbage for at være med på efterlejren: “Det er helt vildt, den kontakt og genkendelse, jeg har oplevet. På en uge har jeg mødt kvinder for første gang og fået det som om, jeg har kendt dem hele livet. Det er life changing!”, siger Trine begejstret.

Femø-ånden

Der er rester at spise. Jeg spiser ikke løg og hvidløg og nøjes med en portion ris. Det er fint. De følgende dage, sørger Eva Achilles fra Tyskland for, at jeg får mad uden løg og hvidløg. Ligesom hun sørger for glutenfri og laktosefri mad, vegansk og vegetarisk mad, kød og fisk til dem, der ønsker det. Ofte kan folk også undgå nødder og mandler og få spelt- i stedet for hvedemel.

Eva har et eminent overblik over, hvad der skal laves af mad, til hvor mange og hvordan. Her forbereder hun lasagne. Eva opdagede kvindelejren for mange år siden, da hun var på cykeltur i området. Lige siden er hun kommet til Femø.

Ambitionen er, at der tages hensyn til alles madpræferencer. Alle skal føles sig velkommen og inkluderet. Eva smiler skævt. Der var en udfordring det år, en kvinde end ikke tålte aromaen fra tilberedning af hvidløg i nærheden af den mad, hun spiste. Rummelighed og imødekommelse er essensen af Femø-ånden. Således også i “Femø style talking groups”, forklarer Eva:

”Vi starter med et tema, en titel eller et emne. I en cirkel kan hver kvinde fortælle, hvad hun ønsker om dette. Reglen er, at vi taler om os selv, vores erfaring, vores tanker vores følelser. Det betyder, at vi ikke dømmer eller diskuterer. Vi deler bare.”

”Der er selvfølgelig flere andre foredrag og diskussioner, i løbet af en lejruge og også på for- og efterlejr. En talegruppe i Femø-stil udvikles ved at fortsætte i flere dage på denne særlige måde, og det, der sker dér, bliver dér..”

Evas redegørelse for talegrupperne minder mig om princippet fra basisgruppen fra 70’erne. Blot tilsyneladende mere orienteret mod personlige forhold end politisk aktivisme.

Fællesskab

 Jeg går ned gennem lejren og diskuterer frem og tilbage med sig selv om at sove i fællestelt eller eget telt. Det er helt almindeligt nu til dags på kvindelejren, at deltagerne selv tager telt med. Til eget brug, evt. også en partner eller andre, man har aftalt at bo med. I forlængelse af de store telte, er der masser af plads på strandengen til private telte.

Mit telt. To af efterlejrens deltagere, sætter det op for mig på en kvarter.

Nogle kvinder sover i deres bil, der står på en parkeringsplads lige op ad lejren. Men det fælles sovetelt er for mange stadig et hit og inkarnerer en del af den specielle Femø-ånd af sammenhold og fællesskab.

Det hører med at sove i fællestelt, tænker jeg entusiastisk, men jeg vælger privaten. Udslagsgivende er, at jeg er hysterisk lydfølsom og altid vågner om natten for en kortere eller længere periode.

Uvant med camping og nymodens telte, tyr jeg til hjælp. Mit medbragte telt, som jeg har lånt, sættes op af beredvillige deltagere, Jo og Elli Ott. De sætter det op på et kvarter. Jeg ser på og satser på at tage det ned selv, når jeg skal hjem.

Samme aften laver vi bål på stranden. Ikke en vind rør sig. Vi sidder på stole og madrasser ovenpå stenene i sandet. Vandet duver som i en kæmpe vandpyt lige ved siden af os. Det er lavt mange meter ud.

Udendørstoiletter. Toiletterne tømmes og rengøres grundigt minimum fire gange i døgnet.

Vi synger sange fra Femø-sangbogen, mens guitaren skifter hænder og akkompagnement. Sange, som er blevet sunget gennem alle årene, og fortsat lever her og nu.

Da jeg går i seng ved midnat, føler jeg mig udsat og sårbar i mørket med kun en teltdug mellem mig og en stjerneklar himmel over strandengen. Tænk, hvis der kommer en øksemorder forbi..

Risikoen er snarere, at jeg får besøg af ørentviste. De er efter sigende en fast bestanddel i teltene og invaderer ALT. Jeg insisterer på, at holde dem ude. Det lykkedes ved at holde telt og baggage hermetisk lukket. I løbet af tre dage har jeg kun besøg af et stankelben.

Efter Ute er rejst hjem til Tyskland, har Julie toilettjansen. Toiletternes indhold tømmes ned gennem et hul til en septiktank. Dette hul kaldes Mandehullet – ingen ved hvorfor! Derefter lukkes lugen med handsker på, og der placeres en sten. Når der er børn i lejren er lugen låst med en lås.

Koordinering af downsizing

Den første morgen sover jeg over mig, men når at få yoghurt, te og en af Evas nybagte boller. Så er der morgenmøde med fordeling af dagens opgaver. Pernille står foran tavlen og skriver navne på, efterhånden som kvinderne byder ind. Efter deltagelse i årevis på for- og efterlejr, er Pernille for første gang hoved-koordinator:

”Jeg har påtaget mig at stå for efterlejren og har denne her koordinerende rolle med at guide folk igennem for de opgaver vi skal løse, så det kan hænge sammen tidsmæssigt. Men det er ikke noget med, at jeg nødvendigvis skulle sige til alle, hvad de skal gøre, hvor de skal holde og løfte.”

”Jeg vil gerne brede ansvaret for arbejdet mest muligt ud for ikke at brænde sammen. Men altså uden dog at risikere, at noget vigtigt bliver glemt.”

Et tungt køleskab bliver bakset på plads på havnen til videre transport dagen efter.

Strategien for nedtagning af lejren er downsizing. Dag for dag bliver lejren mindre, mere tom således at det, der ikke kan eller nødigt vil undværes for den fortsatte forplejning pakkes indtil kun køkkenteltet står tilbage. Det ryger som det sidste. Udover downsizing er der naturligvis dagligdags tjanser som at lave mad og vaske op, der også skal gøres.

Den store opgave er naturligvis nedtagning af telte på en forsvarlig og ordentlig måde, således at de pakkes sammen rene og tørre uden at nogen kommer til skade.

Alting lastes på en mindre lastbil og køres til opbevaring i den lejede lade.

Pernille og Jo pakker overskydende kolonialvarer, der ikke kan holdes sig til næste sommer, i kasser. De gives til samarbejdspartnere på øen. Deltagerne på efterlejren pakker også en kasse til sig selv. Sammen med andre ting, bliver resten kørt til Kvindehuset, når lejren er helt afryddet og kan forlades.

Fysisk arbejde

Husene, kvinder besatte i 70’erne, istandsatte de selv. Vibeke Vasbo tog job som kranfører og har i bogen Al den løgn om kvinders svaghed (1976) beskrevet, hvorledes det omsorgsarbejde, som kvinder traditionelt gør, er meget hårdere end traditionelt mandearbejde. Mange kvinder i dag udfører tekniske og fysiske opgaver i hjemmet uden en handy-mand.

Alligevel har vi tilsyneladende fortsat et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor fortrinsvis mænd tager sig af det tunge, fysiske arbejde.

Telt tages ned.

Nedtagning af en lejr kræver en koordineret fysisk indsats, hvor kvinder kan få erfaring med at løfte i flok.

Empowerment

Mænd ville sikkert være hurtigere til det, men kvinder får her erfaring med at udføre opgaven sammen, og det giver empowerment, siger Pernille:

”Jeg er med på, at man kan godt gøre det hurtigere, hvis det er – hey to gutter – kom med mig – vi fixer lige det her – bang, så er det løst”.

”Men det er ikke det vigtigste, at det bliver super hurtigt og effektivt. Det er til gengæld vigtigt, at det bliver en fælles proces, og at der ikke er nogen, der føler sig kommanderet rundt med af andre. Vi taler opgaven igennem, finder ud af hvad der skal gøres og gør det.”

”Det giver den her følelse at jeg kan styre det, der er vigtigt i mit liv i modsætning til, at andre må komme og hjælpe mig. Hvis man alligevel vitterlig har brug for hjælp, beholder man ejerskabet over det, man gør”.

At tage telte ned kræver en del hænder.

Efterfølgende uddyber Pernille:

”At mænd er stærkere kan blive en undskyldning for at holde kvinder udenfor det meget synlige arbejde det er, at gøre noget fysisk – og overlade det til mænd. Men man mister den her erfaring: vi gjorde det; og man bliver afhængig af, at der kommer nogen og får noget til at ske. F.eks. at bygge en teltlejr.”

”Måden vi gør det på handler meget om at aftale på forhånd præcis, hvad vi gør. Så vores kræfter arbejder sammen. Men også sådan at vores oplevelse er, at vi alle sammen er en væsentlig del af det. Der skal helst ikke være nogen, der bagefter tænker: ’så holdt jeg lidt i hjørnet’.”

Træk!

Det er vigtig kollektiv erfaring, at vi sagtens kan. På efterlejren fik vi pakket alting ned, og der var  ingen, der slog sig voldsomt, ødelagde ryggen eller fik noget over tæerne. Vi løftede ikke noget, som alligevel væltede og gik i stykker. Vi havde ingen tab.”

Oplyste nætter

De næste dage bliver solrige og afsindig varme. Nætterne er klare og stjernebesatte uden vind på vej mod en fuldmåne.

Men den danske sommer kan være nok så hed om dagen. Om aften er det køligt, om natten koldt.

Jeg sover iklædt skiundertøj og et par sweatre og sover på to madrasser, som jeg har tiltusket mig fra fællessoveteltet. Som en rigtig prinsesse!

Jeg har husket meget, jeg ikke har brug for men har glemt en beklædningsgenstand, som virkelig anbefales på Kvindelejrens hjemmeside: en hue! Den savner jeg.

Velfortjent pause. Vandkamp.

Som forudset vågner jeg om natten og vikler mig ud af flistæpper, sovepose, dyne, tre teltåbninger med lynlåse (inklusiv myggenet). Fødder med skisokker stikker jeg ned i et par sandaler og bevæger mig lydløst forbi de store telte. Kun på denne tid af døgnet, benytter jeg friluftstoiletterne. Månen er mit eneste vidne.

Jeg glor ud i det halvt oplyste mørke som åbner uendeligt under stjernehimlen. Ud over strandengens lave bevoksning og vandet på den anden side, som jeg dog ikke kan se. Her er en kolossal fredfyldt stilhed.

Kvindelejrens udfordringer i dag

 Siden Femø-lejrens start i 70’erne har en palet af kønsidentiteter sig foldet ud, og gør det stadig. Kategorien kvinder bliver beriget eller bestjålet alt efter hvem man spørger. Kønsopfattelser og kønspraksis kolliderer i det gængse samfund. Også i kvindelejren. Men ligesom madpræferencer respekteres og rummes, er det intentionen at praktisere det overordnede princip om inklusion.

Og så røg teltet til rygerne ned.

Tidligere opstod der spændinger og konflikt i kvindebevægelsen og på Femø mellem heteroseksuelle og lesbiske kvinder. Beslutningen om, at drenge, der fyldte 12 år ikke mere kunne komme med deres mødre på lejr, var mange uenige med.

Således er Kvindelejren også i dag i fortsat udvikling omkring hvordan den grundlæggende præmis, eksklusion af mænd, inklusion af alle kvinder udspiller sig.

 Kvindeverden i verden

Netop fordi kvinder ikke har samme fysiske styrke som mænd inviterer det fysiske arbejde til mere koordinering og bevidsthed om, hvordan det skal udføres. Den ikke-hierarkiske tilgang til det praktiske og fysiske arbejde konsoliderer samværet og oplevelsen af sammenhold, som en del af den umiskendelige Femø-ånd.

Der mangler lige de sidste telte.

Det kan den kapitalistiske konkurrencestat med patriarkalske rødder lære af! – konkluderer jeg oprømt og kampklar.

Det tager mig en time selv slå mit medbragte telt ned og pakke det sammen. Fyldt af sol, sange, samvær, foretagsomhed, afslapning, god mad, røg fra bål og urolig søvn i telt, kører jeg væk fra lejren ad grusvejen langs markerne.

Farvel lejr, tak for denne gang. Da jeg forlader Femø står kun køkkenteltet tilbage. Det ryger dagen efter. De sidste ting køres til laden eller bliver i lastbilen. Og så går turen hjem til Kvindehuset i København.

Det kan være Kvindelejren fysisk går i hi for vinteren. Men kvindeverden lever videre – i netværker, arrangementer, i hjertet, sammen og hver for sig.

Tak til Lone, Ute, Trine, Katarina, Edith, Elli Ott, Jo, Silke, Ophelia, Amy, Julie, Pia, Mai Kristine, Ida- Marie, Lene, Billie, Helle, Eva og Pernille.

Flere indtryk fra Femø kan du få her:

 
Der skal en del hænder til at få lagt de store telte ned.
 
Slagplan lægges før teltet lægges ned.
 
Teltdugene skal være helt tørre før de foldes sammen.
 
Der skal arbejdes godt sammen.
 
Hold fast.
 
Så er teltet nede.
 
Der er masser af detaljer, der skal fikses før teltet kan foldes.
 
Reb fra teltene rulles op og samles ind.
 
Teltene gøres klar til at blive foldet sammen.
 
Telte venter på at blive foldet sammen.
 
Hvem sagde store vaskedag?
 
Der nydes en øl før aftensmaden, som står på grillede bøffer, pølser og vegetarpølser. Grillet kalkunstege til frokost dagen efter.
 
Femø-sange, øl og tequila.
 
Bålhygge.
 
Tidlig morgen før de sidste telte tages ned.
 
Køkken. Omkring morgenmadstid kl. 8.
 
Alle dage stod solen stærkt fra morgenstunden. Katarina er på vej hjem til Tyskland
 
Tavle med dagens opgaver.
 
Amy efter et dejligt lunkent bad! Udendørsbadet bruger solopvarmet vand fra en tyk vandslange, der ligger i cirkler. Stativet med sidestykker, der ellers skærmer den badende, er taget ned. (Den gasopvarmede varmtvandsbeholder i badet i skurvognen gik i stykker i den sidste uge, Sportsugen. Smeden havde været forbi, men beholderen virkede stadig ikke).
 
Fællesteltet er det første telt, kvinderne tager ned på efterlejren.
 
Hver morgen bager Eva boller til morgenmaden, ’almindelige’ og glutenfrie. En aften, før hun går i seng, tryller hun sandkager frem til os andre. Ligeledes en almindelig og en glutenfri/veganer (og dermed også laktosefri)-kage. For Eva er essensen af Kvindelejren fortællingen om sig selv, hvor man i flere runder i løbet af ugen, deler sit liv med andre. Det, man har brug for og lyst til: ” Hver gang er det transformerende. År efter år.”

 
Dagens program tales igennem.
 
Billie afbryder vandtilførslen til køkkenet.
 
Jo rengør ”risten” til afløbet for køkkenvasken.
 
De rene toiletter.
 
Opvask foregår i flere omgange. Først afskylning i vask til det ser rent ud. Dernæst dyppes service etc. i fire baljer, to med opvaskemiddel, to uden. Vandet i den fjerde holdes meget varmt til især tallerkener, bestik og glas. Når den første balje bliver snavset, tømmes den i en grøft, der svarer til køkkenvaskens afløb. Den anden balje bliver den første, den tredje balje bliver den anden, opvaskemiddel tilsættes, den fjerde balje bliver det tredje. Den tømte balje, der har ligget nummer et, fyldes på ny med meget varmt vand og bliver den nye nummer fire.
 
Ida-Marie rydder op i det mobile kontor. Hun har været på efterlejr de sidste 12-14 år og været en del af koordination de sidste 10. Efter aftale med Pernille, kommer Ida Marie i år senere ned på efterlejren, hvorved Pernille kan introducerer sin måde at koordinere nedtagningen på.
 
Lastbilen lastes atter en gang.
 
Afsted mod laden med et læs.
 
De tørre telte opmagasineres til næste år.
 
Nedrullet, sammenklappet og opstablet, overvintrer lejren i en lade til næste sommer.
 
Der er altid noget at gøre i køkkenet.
 
Grundet en dårlig fod, vasker jeg en del op; i bagende sol.
 
Velfortjent pause. Vandkamp.
 
Køkkenet ryddet op. Kun få måltider tilbage, der skal laves. Køkkenteltet er det sidste, der tages ned. De, der ellers sover i fællesteltet, sover den sidste nat i køkkenteltet og i lastbilen.

Mere om Kvindelejreren finder du her.

læs også: Program for Danish Rainbow Awards 2022