SAMFUND

Kærlighed på Mælkevejen

I Matchet på Mælkevejen skal Magnus på blind date med Jacob. De to er blevet matchet ud fra deres fødselshoroskop. Men kan man finde kærligheden med hjælp fra stjernerne?.
Foto: Louis Gretlund/ DR

Kan man finde kærligheden ved at spørge stjernerne om hjælp? Det skal 24 – årige Magnus finde ud af, når han skal på date med sit astrologiske match Jacob i Matchet på Mælkevejen på DR.TV.

Den 24 -årige Magnus Johansson meldte sig til DR-programmet Matchet på Mælkevejen, fordi han var nysgerrig på om det kunne lade sig gøre at finde kærligheden og den eneste ene med hjælp af ens fødselshoroskop.

”Og så kunne det være sjovt at prøve det af”, fortæller Magnus til Out & About. Til hverdag læser han multimedie design i København og når han ikke sidder på skolebænken optræder han som dragqueenen Diana Diamond.

” For mig var det vigtigt, at jeg ikke blev fremstillet som stereotyp homo, der går i dametøj i fritiden. At jeg laver drag er kun en del af mig- det er mit erhverv. Som menneske er jeg jo meget mere kompleks”, fortæller Magnus om de betænkninger han havde forud for optagelserne.

”Så var jeg selvfølgelig også nervøs for, om det var en jeg allerede kendte. Ville jeg overhovedet kunne date en, jeg ikke var fysisk tiltrukket af? Det var jo som en blind date”, tilføjer Magnus.

De to første afsnit kan allerede nu ses på DR.dk, hvor der i december kommer to nye afsnit til hver søndag.

Og Magnus er ret begejstret, for det han indtil nu har set.

”Jeg synes faktisk, at jeg bliver fremstillet som den jeg er. De venner jeg har set de første afsnit med kan også genkende mig. Det er ret autentisk mig”.

Magnus har de seneste tre år optrådt som dragqueen under navnet Diana Diamond. Han vandt for nylig drag-konkurrencen Absalons Drag Race.
Foto: Camilla Trine Jensen

Læser ikke stjernerne

Stjernetegn er ellers ikke noget Magnus går op i. Selv er han skytte, mens Jacob som han skal på date med er skorpion.

”Stjernerne er ikke noget jeg selv læser, og jeg har da heller aldrig før fået lagt mit horoskop. Jeg vil heller ikke påstå, at jeg som sådan tror på det”, tilstår Magnus, der allerede sprang ud i ottende klasse.

“Men det er da interessant at finde ud af om de to astrologer, der har matchet os, nu også havde ret”, fortæller Magnus

Faktisk er Magnus meget glad, for det han indtil nu har set af optagelserne.

”Jeg kunne selv godt have brugt at se homoseksuelle fremstillet på den måde, da jeg voksede op”, lyder det ærligt fra Magnus.

“Dengang var det svært at finde nogen, man kunne spejle sig i på dansk tv”.

Følelser, følelser følelser

Optagelserne til programmet stod på i lidt over en måneds tid. Konstant blev Magnus af filmholdet bedt om at forholde sig til sine følelser.

” Det var nok noget af det sværeste hele tiden at skulle sætte konkrete ord på ens følelser. Men jeg synes faktisk ikke, jeg lavede om på mig selv. Det hele kommer ligesom frit fra leveren. Sådan som jeg er til hverdag”, husker Magnus.

Om Magnus finder kærligheden med Jacob kan du følge hver søndag i december på DR.TV.

Se Magnus og Jacob på date i Matchet på Mælkevejen her.

Læs også: Antallet af nye hiv-tilfælde fortsætter med at falde