SAMFUND

Populær cruising skov begrænses

Det populære fynske cruising område ved Staurby Skov bliver indskrænket. Kommunen vil bygge nyt vandværk.

Et af Fyns mest kendte cruisingområder begrænses nu endegyldigt.

Middelfart Kommune har henvendt sig til LGBT+ foreningen Lambda. Det har de for at få dem til at sprede et budskab til alle der kender til og benytter Staurby Skov ved Middelfart. Et populært cruising område for mænd, der har sex med mænd.

Staurby Skov, der ligger klos op ad Den Fynske Motorvej tæt ved Lillebæltsbroen, har gennem mange år været kendt som et cruising-sted, der bliver brugt af både lastbilchauffører, familiefædre, homoseksuelle mænd, men også heteroseksuelle par.

Fyns Stiftstidende kørte i 2021 en række artikler om stedet. I en af dem beskriver én af de mænd, der har brugt Staurby Skov til at dyrke sex i, stedet som et fristed. Her kan man få afløb for seksuelle fantasier med fremmede mennesker.

Nyt vandværk tager pladsen

Det kendte cruising sted, bliver i fremtiden begrænset. Grunden er at der skal bygges nyt. Et nyt vandværk er på vej og dette betyder at en del træer i det populære skovområde må lade livet.

Den fynske LGBT+ forening Lambda vil gerne være med til at sikre at den nye info kommer videre ud til brugerne af skoven.

Derfor har foreningen delt følgende del af kommunens henvendelse.

“Jeg skriver til jer, da jeg er projektleder for en skov i Middelfart (Staurby Skov), hvor der skal fældes træer i september og anlægges et nyt vandværk. Skoven bruges aktivt som mødested for mænd fra hele landet. Det er nødvendigt med et nyt vandværk, og det har på ingen måde til hensigt at indskrænke brugernes bevægelsesrum. Det er dog ikke hele skoven som fældes, men den del der er tættest på parkeringspladsen. Det er desværre også primært den del hvor mændene er mest aktive.”

Om det nye vandværk absolut behøver at blive placeret i Staurby Skov kan man kun gisne om. Kommunen har flere gange tidligere ønsket de seksuelle aktiviteter stoppet ved at åbne området for offentligheden. Det gjorde man blandt andet ved at åbne en ny moutainbikesti gennem området. En rute som gav cykelrytterne oplevelser, de normalt ikke ville få på deres ture med jernhesten.

Det greb skabte en del polemik. Men mountainbikestien forblev på området.

Nu skal der så bygges på dele af området. Så de der benytter sted til cruising må i fremtiden længere ind i skoven.

 

Læs også: Den Blå Kaftan – årets “must see” LGBT+ film