Politikerne mangler viden om transkønnede og interkønnede

Den 36-årige Johnni Maarup Andersen var med til at stifte og er i dag leder af Regnbuenetværket i Socialdemokratiet.
”Det var vigtigt for mig, at der var et netværk, hvor man kan være sig selv i et stort traditionsbåret parti som Socialdemokratiet. Vi kommer med viden og input til politikerne, og jeg opfatter, at de lytter og tager os meget seriøst. Og vi har virkelig gjort en forskel fra, da vi startede som Regnbuenetværk i 2019 og frem til i dag”, siger Johnni Maarup Andersen.
Han oplever, at politikere mangler viden om både transkønnede og om intetkønnede.
”Politikerne spørger ofte os om råd, og det er helt fra det basale om, hvordan det er at være transkønnede og intetkønnede. Det mangler de viden om. De ved godt, hvad det vil sige at være bøsse og lesbisk”, forklarer Regnbuenetværkets leder.
Han flyttede fra Hjørring til Hovedstadsområdet for få år siden. Da han gerne ville have flere muligheder, både i forhold til uddannelse og arbejde og det at være bøsse. Han er meget optaget af LGBT+ personers vilkår i samfundet, og han har især fokus på de dårlige sundhedsforhold, som LGBT+ personer har.
”Der er mange unge, som mistrives psykisk og socialt i vores samfund, og det gælder især unge LGBT +personer. Der er også en stor ensomhed”, forklarer Johnni Maarup Andersen.
Han mener også, at der skal være større fokus på transkønnedes vilkår.
”Jeg hører fra transkønnede, at de ikke føler, at de bliver godt behandlet i sundhedssystemet. Det betaler vi alle til, så der skal også være plads til dem, og de skal have støtte og hjælp. Det er noget, som vi skal have meget mere opmærksomhed på”, fastslår Johnni Maarup Andersen.
Da han i sin tid boede i Nordjylland, manglede han nogle forbilleder.
”Jeg tog derfor kontakt til Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet, som er åben bøsse og valgt netop i Nordjylland. Og det var en stor hjælp for mig at have en rollemodel, som også var aktiv i Socialdemokratiet. Det har stor betydning for os alle, at vi har nogle rollemodeller, som vi kan spejle os i, ”fortæller Johnni Maarup Andersen, som i den kommende weekend 23 og 24 september 2024 deltager i Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg. Og her vil han og flere andre aktive slå et slag for Regnbuenetværket.
