ANMELDELSER

Perle efter perle i Revyperler på Stevns

Foto: Mathias Rasmussen

Det er morsomt, det er vedkommende, ind imellem skarpt. Årets Revyperler i Rødvig på Stevns er i den grad underholdende, og er en ægte Sommerrevy med twist.

Dette års Revyperler – Sommerrevy med twist, er i sandhed en perle af en revy. Sjældent har min medanmelder og jeg moret os så godt, som tilfældet var hin aften i Rødvig på Stevns. Blot en lille times kørsel fra København.

Revyens aktører på scenen er Anne Karin Broberg, Joachim Knop, og Lukas Birch.

Anne Karin Broberg er den mest garvede. Hun medvirker for 6. gang i Rødvig, og har flere end 40 revyer på sit revy-CV. Joachim Knop har tidligere medvirket i Rottefælden i Svendborg, og i Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup. Og så endelig er der Revyperlers Benjamin, 24-årige Lukas Birch. Lukas Birch har siden teenage-årene leveret tekster til forskellige revyer. Han var med på scenen i Revyperler 2023, og har i år fået genvalg. Nu både som revyskuespiller, som tekstforfatter, og ikke mindst som kunstnerisk leder.

Ikke mindst sidstnævnte kan være noget af en udfordring, også for langt mere erfarne revyfolk. Herfra skal derfor lyde et stort respekt, for det er mange ben at stå på for Lukas Birch. Men det lykkes tydeligvis til fulde. Med charme, selvsikkerhed, og stram styring som leder, og det samme som skuespiller på scenen, på samme måde som hans to medskuespillere.

Til at akkompagnere sig har de fire på scenen kapelmester Jan Overgaard, der assisteres af Mikkel Find og Jesper Egelund Pedersen.

Godt og dygtigt team bag revyen

Denne korte introduktion indledningsvis, for samlet har revydirektør Tom Bang formået at sammensætte et særdeles godt team, der har fået rigtig meget godt ud af de i alt 25 tekster og dermed numre, som årets Revyperler er bygget hen over.

Helt i top

Samlet er meget godt, både når det gælder valg af tekster, fremførelse, kulisser, kostumer, koreografi og akkompagnement. Så meget godt, at Out and About, her, hvor vi er pænt henne i revysæsonen, må konstatere, at efter denne anmelders smag så rangerer revyen meget højt på ranglisten. Hvis ikke højest sammen med den noget mindre Amagerrevyen. Så enkelt er det!

Det skal her nævnes, at Out and About først overværede revyen en god uge efter premieren, hvilket måske medvirker til den helstøbte og meget sikre fremførelse af revyen, den aften denne anmelder var til stede i salen.

De første 175 år

I år er det 175 år siden, at den første danske revy blev afviklet. Lukas Birch med flere har selvfølgelig været i gemmekassen og fundet et par håndfulde af de største revyhits frem. Derfor lagde Revyperler ud med et velfungerende potpourri. Og dermed var grobunden lagt, stemningen sat, for en særdeles god og underholdende revyaften. Med efterfølgende tekster fra nogle af Danmarks mest kendte og respekterede tekstforfattere: Vase og Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Leif Maibom, Søren Anker Madsen, Jan Svarer og ikke mindst Lukas Birch selv, kunne det næsten ikke gå galt. Hvilket det heller ikke gør, ikke mindst grundet stram styring, hvor ene nummer tager over efter hinanden i hastigt tempo.

Fem flotte funklende velfortjente stjerner

Samlet blev det til to timer i særdeles godt og underholdende selskab, hvor den ene gode idé og tekst efter den anden blev fremført, hvorfor Out and About ikke tøver med at tildele Revyperler 2024 5 flotte og særdeles funklende velfortjente stjerner.

Gode tekster, gode fremførelser

Carl-Erik Sørensen har skrevet teksten Ovre i privaten. Her spiller Lukas Birch selv overlægen, der dels arbejder for det offentlige hospitalsvæsen, dels har lidt ekstra lægegerning hjemme i privaten. Og jo så vælger lægen jo nok hvad han vil beskæftige sig med.

Revyens to andre skuespillere kommer fint på banen i På Strandvejen i Lukas Birchs tekst om prepperparret, der er ude og se efter en bunker, som de kan være i med alt det de har købt ind, hvis nu krigen kommer eller landet lukker ned.

Den sorte svane, og morsomme Ibrahim

Lukas Birch står også for den næste geniale og særdeles aktuelle tekst. Her møder vi Lukas selv stærkt spillende som rokkeren, indvandreren og bistandsmodtageren Fasar Abrar, der er på jobcentret, hvor han får fin hjælp af Jobcentrets medarbejder spillet af Joachim Knop. Aktuelt nummer med en vedkommende tekst.

Ligeså træfsikkert spiller Lukas Birch i Charli Busk vidunderligt morsomme tekst om Ibrahim fra Høje Tåstrup; Ei, det er bare for sjovt, man!

I det hele taget er det svært at komme uden om Lukas Birch i Revyperler: Han skal også fremhæves for sin noget underspillede rolle i Farshad Kholghis tekst, eller næsten mangel på samme, i nummeret Den kvindelige bokser. Nummeret har en morsom drejning, og det samme har nummeret Discountjet af Søren Anker Madsen og Jan Svarrer. Og nej her skal man ikke lade sig støde, men blot nyde endnu et sjovt kapitel i dansk revyhistorie.

Kan vi høre noget? Om vi kan!

Anden akt lægger ud med nummeret Blodhævn efter en morsom idé af Michel Castenholt, med video af Mathias Rasmussen, og med alle medvirkende plus en gæst. ”Gæsten” har en overraskende rolle, om end det ikke er det, der er omdrejningspunktet. Det skal ses, opleves, og høres – om man kan,….

Joachim Knop er uddannet operasanger. Og heldigvis har han taget noget af sit talent og viden derfra med sig til Revyperler. Ikke mindst i nummeret Familiebiler skrues der op for den perfekte sangstemme.

Virkelig velfungerende numre

I bund og grund kunne jeg nævne det ene gode nummer efter det andet, for Revyperler er i år spækket med udelukkende gode numre. Afslutningsvis skal nævnes nummeret Partibussen, underskyld Partybussen, med Lukas og Anne Karin som de to kvindelige Kristendemokrater, der kommer med en forkert bus, da de skal ind og se udråbelsen af Kong Frederik X. Lukas Birch har, fristes jeg til at skrive, igen begået en rigtig sjov tekst, og spiller selv den ene rolle. Til gengæld har han overladt hans egen tekst om Den nye Nationalhelt til Joachim Knop og med tekst af Jan Overgaard. Begavet, underholdende, og virkelig morsomt.

Teksterne Humør for begyndere og Undskyld, med tekster af henholdsvis Carl Erik Sørensen, og Lukas Birch og Anne Karin Broberg, men alle med sidstnævnte alene på scenen, er ikoniske. Numre af den underspillede kaliber hører næsten med til enhver revy. Men det bliver det bestemt ikke mindre sjovt af.

I Morgen er der også en dag

Revyperler slutter af med en af mine yndlingssange I Morgen er der også en Dag med tekst og melodi af Andreas Odbjerg. Bedre kan en fantastisk revyaften næppe slutte. Tak for Revyperler 2024 – Sommerrevy med twist. Det var en perlende fornøjelse og med et twist som Out and Abouts anmelder i den grad synes om. TAK.

 

Kort om forestillingen

Spillested: Harmonien, Rødvig, Stevns

Skuespillere: Anne Karin Broberg, Joachim Knop, og Lukas Birch

Kunstnerisk leder og Instruktør: Lukas Birch

Medinstruktør: Martin Knudsen

Koreograf: Jeff Schjerlund

Scenografi: Lukas Birch

Kapelmester og komponist: Jan Overgaard

Lysdesign: Phillip Kaaber og Martin Knudsen

Lyddesign: Phillip Kaaber

Kostumer: Christina Stenderup

Producent: Revyperler ApS

Revydirektør: Tom Bang

Billetter  0g spilletider.