Opfordrer til forfølgelse af homoseksuelle

Blot få uger efter sin udnævnelse til justitsminister i Den Demokratiske Republik Congo opfordrer Constant Mutamba til trods for manglende lovhjemmel myndighederne til at forfølge homoseksuelle.
Allerede inden sin udnævnelse havde den 36- årige politiker fremsat et lovforslag, der ville kriminalisere homoseksuelle handlinger.
Som landets justitsminister går han nu skridtet videre. I et brev til landets statsanklager beklager han sig over at homoseksuelle ”krænker” moralen og familien. Derfor bør man strafforfølge “gerningsmændene til afvigende praksisser af seksuel og homoseksuel karakter”, som Mutamba skriver i brevet.
I brevet hævder justitsministeren at han konstant modtager klager over ”velorganiserede grupper”, der promoverer orgier og homoseksualitet over nettet.
I Congo har homoseksualitet siden landets grundlæggelse i 1960 ikke været kriminaliseret. I modsætning til landets nabo Uganda, som sidste år strammede lovgivningen for homoseksualitet.
Lovforslag mod homoseksuel praksis
I april fremsatte den nye justitsminister Mutamba, der dengang sad i opposition til regeringen et lovforslag, der ville straffe homoseksuelle handlinger med lange fængselsstraffe uden prøveløsladelse og høje bøder.
Lignende lovforslag har de senere år dog ikke fundet genklang i landets parlament. Og justitsministerens lovforslag, ser heldigvis også ud til at lide samme skæbne.
