SAMFUND

P3 sætter fokus på Priden

Dragcentralen sender tirsdag live fra scenen på PrideSquare under Copenhagen Pride Week.
Foto: Emma Ishøy/DR.

I hele Prideugen sætter P3 fokus på Copenhagen Pride Week. ‘Dragcentralen’ sender live fra Pride-scenen, Nina Rask tager lytterne med til fester i LGBT+miljøet, og Anders Ugilt og Anna Tychsen undersøger vigtigheden af Priden i radioprogrammet ‘Pride på P3’.

“Man må spørge om alt, så længe man spørger med kærlighed?”. Sådan lyder mantraet på redaktionen på P3-programmet ‘Pride på P3’, der bliver sendt mandag til fredag fra 10.00-12.00 hele Prideugen. I anledning af Copenhagen Pride Week forsøger radioværterne Anders Ugilt og Anna Tychsen at finde svar på, om Priden overhovedet er vigtig for unge.

“Lytterne kan forvente køns-, kærligheds- og identitetsradio i øjenhøjde. De kan forvente, at vi tager hånd om dem, både som queer og som allieret. Det bliver ikke nogen lukket fest – alle må være med. Vi inviterer gæster, der har noget på hjerte, ind i vores paneler, og vi er ikke bange for at svare på de spørgsmål, som mange måske er bange for at stille”, fortæller Anders Ugilt.

Hver dag tager programmet fat på et tema under den store Pride-paraply, hvor både gæster og lyttere får lov at byde ind. Værterne dykker ned i spørgsmål som “Må jeg være drag uden at være gay?”, “Hvad betyder det at være demi-seksuel?” og “Hvordan er jeg en god allieret?”.

Anders Ugilt, Anna Tychsen og Frederik Birch sender hver dag Pride på P3 fra 10-12 under Copenhagen Pride Week.
Foto: Emma Ishøy/DR.

Svært ved at tage imod programmet

Anders Ugilt sendte også ‘Pride på P3’ sidste år. Her oplevede han, at nogle lyttere først havde svært ved at tage imod programmet. Men at stemningen vendte og var meget mere positiv i slutningen af Pride-ugen.

“I starten af ugen var der ret meget modstand, fordi folk ikke var vant til, at vi snakkede om kønsidentitet mandag formiddag klokken 10.30. Men på et tidspunkt vendte stemningen. Mange sagde tak for, at vi havde skabt en platform, hvor man kunne stille spørgsmål. Og derfor er vores tema i år, at man må spørge om alt, så længe man spørger med kærlighed. For vi ved godt, at det kan være svært at finde rundt i alle de bogstaver”, forklarer han.

Også på det helt personlige plan, er Priden vigtig for radioværten. Han omtaler Copenhagen Pride-ugen som “en tryg havn”, hvor han kan være en mere ægte udgave af sig selv. Et sted, hvor man kan tale højt om, at man må være, som man føler sig, uden at være bange for at opleve diskrimination.

Jeg sprang selv ud over for mine forældre til Priden

“Jeg sprang selv ud over for mine forældre til Priden, da jeg var 17 år. Jeg havde skrevet et brev til dem om, at jeg var taget til Pride i København, at jeg er bøsse, og at jeg håbede, de stadig ville elske mig. De fandt det i postkassen, mens jeg sad i kælderen under Illum under paraden, og der kom verdens længste sms fuld af hjerter. Det kom ikke som den store overraskelse for dem, og de elsker mig og glædede sig til at snakke med mig om det. Det tænker jeg på hvert år, når der er Pride. Det er et kærligt tilbageblik på den beslutning, jeg traf”, fortæller Anders

Mens Anders Ugilt og Anna Tychsen inviterer gæster i radiostudiet, tager reporteren Frederik Birch ud og taler med nogle af de LGBT+ stemmer, der traditionelt ikke er en del af Pride-dækningen. Og netop det, at være nysgerrig og starte en åben og ærlig samtale, er essentiel for Pride-ugen, mener Anders Ugilt.

“Det er vigtigt, at vi dækker Priden, fordi det er en god anledning til at snakke om, hvad det vil sige at være sig selv, når man stikker uden for normen. Det er en kæmpe fest, hvor vi hylder, at kærlighed har mange former”, slutter han.

 Glimmer, fjer og højt humør: ‘Dragcentralen’ sender live fra Pride Square-scenen 

Podcasten “Dragcentralen” havde premiere i februar, og lige siden har de tre dragqueens, Annie Rection, Karli Kuff og Sascha Holiday, underholdt lytterne på DR Lyd og P3 hver onsdag. Tirsdag den 16. august klokken 17.00 rykker damerne ud af radiostudiet og ind på Pride Square-scenen i København. Her vil de så forsøge at svare på alt, og der findes ingen dumme spørgsmål.

“På scenen er der dømt glitter, høje hæle og tre drags, der skaber sig. Vi er tre halvdele af et helt fjols”, siger Anne Rection.

De tre dragqueens byder indenfor i et rum, hvor det er naturligt at tumle med livets store og små spørgsmål. I “Dragcentralen” får du svar på det hele – naturligvis pakket ind i fjer, rhinsten og højt humør.

“Dragcentralen” er en brevkasse, der er lavet af tre piger i deres bedste alder, som du ikke vidste, at du manglede. Vi giver svar på alt! Det er ikke sikkert, at det er et godt svar, men du får svar”, tilføjer Karli Kuff.

Genhør med “Hvor regnbuen ender”

“For enden af regnbuen” fik sidste år Medieprisen til Danish Rainbow Awards, og serien genudsendes under prideugen mandag til fredag klokken 22.00 på P3, men kan allerede nu findes i DR Lyd. Her tager Nina Rask lytterne med til en række centrale fester i LGBT+ miljøet.

På mandag den 15. august kan du på DRTV se premieren på den nye dokumentarserie ‘Min vilde forvandling’. Serien følger Max og Bastian fra de er 12 til 14 år. Max er født som pige, men er lige sprunget ud som transkønnet dreng. Mens Bastian er født som dreng, men begynder at føle sig som en pige. Seerne bliver taget med i alle de mange spørgsmål, der fylder for Max og Bastian, der står midt imellem kønnene.

Dokumentarseriens seks afsnit kan alle ses på DRTV fra den 15. august klokken 06.00.

Mere om programmer på P3 finder du her.

 Læs også : Copenhagen Pride: Oslo Pride går forrest i paraden