Out & About sortlistet af Never Mind
En artikel om dørpolitikken på Never Mind har fået Never Minds ejer til også at smide Out & About på porten.
Outandabout.dk skrev 18. januar om den 40-årige argentiner Julian, der 10. januar var blevet afvist i døren på Never Mind, angiveligt fordi, at han ikke ”passede ind”.
Julians to danske venner måtte gerne komme ind. Men Julian fik at vide, at han ikke passede ind. For Julian var det svært at opfatte som andet end, at dørmændene reelt frasorterede ham på grund af hans hudfarve.
Never Minds ejer, Christian Carlsen, fik mulighed for at kommentere begivenheden til outandabout.dk, hvor han blandt andet sagde, man skal være i besiddelse af et VIP-kort, når man besøger Never Mind i weekenderne.
Denne udmelding undrede dog Julian, for den pågældende nat var ingen af hans venner i besiddelse af et VIP-kort, men kom alligevel ind på Never Mind.
Det er ikke første gang, redaktionen på Out & About har fået henvendelser om lignende episoder, og ikke kun vedrørende Never Mind.
Der kan være tale om en misforståelse en gang eller to, men når gentagne sager om diskriminering i dørpolitikken dukker op, giver det selvfølgelig anledning til at undersøge sagen yderligere.
I den pågældende artikel (Afvist i døren på Never Mind fordi han ikke passede ind) er begge parter kommet til orde. Ud fra journalistiske kriterier skal alle behandles fair, og Christian Carlsen fra Never Mind har naturligvis også fået mulighed for at komme til orde i artiklen.
Derfor er det påfaldende, at Never Minds ejer, Christian Carlsen, bagefter reagerer ved at smide Out & About på porten, beder os stoppe den gratis leverance af Out & About og kræver baren slettet fra Out & Abouts guidesider over homo-barer i København.
Never Mind har før haft sager i medierne om diskrimination. Senest i Metroxpress i april 2013 og på modkraft.dk i september 2013. [Er homo-baren Never Mind kun for hvide?]
Nu er Out & About altså også smidt på porten. Det er en pris, som vi er klar til at betale for at være et frit og troværdigt medie.
Fremover må du besøge nogle af byens andre homo-barer, hvis du vil sikre dig en nummer af Out & About.