Oslo Pride aflyser årets parade

Norges statsminister, Erna Solberg, gik med i paraden til Oslo Pride 2019.
Norges statsminister, Erna Solberg, gik med i paraden til Oslo Pride 2019.
Foto: Thomas R. Kristensen

Corona-krisen rammer nu også priden i Oslo. Arrangørerne aflyser paraden og andre fysiske dele af priden. Til gengæld lover de en digital pride for 2020.

Sommerens pride-parade gennem den norske hovedstad skulle have fundet den 27. juni 2020.

Normalt er op mod 450.000 mennesker på gaden til den årlige parade. Men på grund af corona-smittefaren har pride-arrangørerne fundet det uforsvarligt at gennemføre paraden i år.

”Vi ser ingen anden udvej end at måtte aflyse Oslo Pride 2020 i den form, vi er vant til. Det  er allersidste udvej, og vi har vendt hver en sten i  jagten på en mulig løsning,” skriver Oslo Prides forperson, Frederik Dreyer.

Inden Oslo Pride tog den tunge beslutning at aflyse paraden og de andre fysiske pride-arrangementer, overvejede de at udsætte priden til senere på året.

Men i stedet har de valgt at gå i gang med at arrangere en digital pride for 2020 i samarbejde med andre LGBT+-aktører i Norge.

”Vi er allerede i gang med at planlægge alternative markeringer for at vise styrken i vores fællesskab. Der bliver live-streaming af events, debatter som viser bredde i bevægelsen, samt mangfoldigheden i vores samfund. Vi skal fortsætte med at markere os som normbrydere på alle sociale medier, og vi vil have dig med på holdet!” skriver Oslo Pride.

”Vi vil se dine regnbueflag, T-shirts og alt, hvad I har af regnbueeffekter! I en tid, hvor vi ikke kan være fysisk sammen, betyder bevægelsens digitale støtte utroligt meget.”

Oslo Pride opfordrer til at bruge hashtagget #oslopride2020 til en digital fejring af mangfoldigheden.

 

Klik her for at læse mere om Oslo Pride.

 

Læs også: Sådan kan corona påvirke sommerens prides