Om at blive anerkendt for den man er

Forlaget Cobolt udgiver i disse år flere og flere tegneserier om LGBT+ miljøet og personer. Denne gang har vi igen fat i en dansk tegner, som har en vigtig historie på hjertet.

Misha og deres mor kører af sted, men meget hurtigt farer de vild i en skov. Pludselig ender de et underligt sted med meget forskellige væsner. Stedet kaldes åndernes rige, og kun én har en idé om, hvordan man kommer væk derfra. Så nu er de tre, der går ud i åndernes rige for at finde en portal, som kan føre Misha og moderen tilbage til den virkelige verden. Det er dog ikke nemt og gruppen forsvinder længere og længere ind i denne verden.

Mens de tre prøver at finde vejen ud, kommer der en større og større kløft mellem moderen og Misha. For Misha er det svært at forstå, hvordan det kan være så svært for deres mor at huske at bruge de rigtige pronominer. Samtidig forstår moderen ikke, hvorfor Misha ikke forstår, at de altid vil være hendes datter. Ingen af dem har sprog og mod nok til at tale sammen om det.

De fleste mennesker vil prøve så godt som overhovedet muligt at forstå og bruge de rigtige pronominer, når man står overfor en nonbinær. Men et fåtal har selv prøvet at være i en nonbinærs sko. Derfor er det heller ikke tit, man kan komme med ind i en nonbinærs tanker. Men det gør vi i ‘KH Misha’. Mishas mange tanker og frustrationer kommer frem gennem minder fra opvæksten, nutids situationer og fremtidens håb i denne bog.

Da jeg læste tegneserien, kom det bag på mig, hvor meget det betyder for Misha, at alle bruger de rigtige pronominer. Jeg forstår godt det betyder noget, men at det jeg selv tænker, som en lille tale fejl, på ingen måde er lille for den person, som står i den, var en overraskelse. Jeg tror simpelthen at mange af os er naive og glemmer, at det er en lang lang proces at nå til konklusionen at; “jeg er nonbinær.” Bogen er helt sikkert relevant i Danmark, og tilgængeligheden for alle vil give en bredere viden. Derfor er det også smart tænkt, at historien er en tegneserie, hvilket gør den mere tilgængelig for alle.

Godt nok er ‘KH Misha’ en tegneserie, og jeg er overbevist om at forfatteren har overvejet hver eneste streg. Jeg har dog nogle anker. Farvevalget i bogen forvirrede mig. Det er fine tegninger, men de er meget dystre. Ligegyldigt hvilket rige man er i eller sindsstemning. Personligt synes jeg det er synd, at farverne skal være så dystre. Jeg mener når man laver et nyt univers, så er det skørt, at det hele skal tegnes i mørke farver. Samtidig er det mig en gåde, hvorfor de væsner i åndernes rige skal være så kedelige. Når så jeg har sagt det, er der rigeligt plads til fire stjerner for  ‘KH Misha’ . Mest på grund af beskrivelsen af forholdet mellem mor og barn.

316 sider