Ny ledelse i Sabaah

Moeisha Aden og Mateen Malik Hussain.
Moeisha Aden og Mateen Malik Hussain er ny forperson og næstforperson i Sabaah.
Foto: Sabaah

Moeisha Aden er Sabaahs nye forperson og Mateen Malik Hussain er ny næstforperson. Den hidtidige forperson Fahad Saeed får ny rolle i foreningen.

Sabaah oplyser blandt andet, at ”med en bestyrelse og et sekretariat, hvor sammensætningen af køn, kønsudtryk samt seksuel orientering afspejler den diversitet, vi ønsker at se i samfundet, mener vi, Sabaah er godt rustet til at takle de udfordringer, 2017 må bringe vores vej.”

Som ny forperson er Moeisha Aden ikke et ukendt ansigt. Hun er en flittig debattør, og har blandt andet medvirket i DR-dokumentaren ’Når 2 køn ikke er nok’ tidligere på året.

Mateen Malik Hussain er international/interkulturel socialrådgiver, skribent og en ivrig debattør med en lang række udgivne debatindlæg i landsdækkende aviser.

Han fortæller til Out & About, at den hidtidige forperson Fahad Saeed måtte træde tilbage fra posten som forperson, da han er tiltrådt i en betalt stilling som konsulent i Sabaah.

Posterne som forperson og næstforperson skal supplere hinanden og ikke forstås som en hierarkisk struktur, da alle vedtagne beslutninger i foreningen kun kan gennemføres ved en flertalsenighed i bestyrelsen.

Mateen Malik Hussain fortæller om sin egen motivation for arbejdet i Sabaah:

”Jeg er en del af Sabaah, fordi det er vigtigt for mig at agere talerør for en målgruppe, der ikke har en stor stemme i mangfoldighedsdebatten. Jeg er en del af Sabaah fordi vi udfører et helt exceptionelt arbejde selvom vi til tider kæmper mod svære odds. Mest af alt er jeg en del af Sabaah fordi jeg kan se, hvordan de små positive historier fungerer som et lys i mørket. Et lys i mørket som for mange skaber et håb.”