KULTUR

Nu fortryder familien at have udstødt transkønnede Melissa

Lotterigevinsten har medført stor mediefokus på transkønnede Melissa Ede. Her er hun i Good Morning Britain.
Foto: Good Morning Britain / Twitter

Transkønnede Melissa Ede fra England har netop vundet 33,5 millioner kroner, og nu fortryder familien bittert, at de udstødte hende.

Melissa Ede er taxachauffør og transaktivist fra Hull i Nordengland. Hun er også kendt for at dokumentere sit liv og transition på sociale medier. Og så har hun har netop vundet fire millioner pund, eller 33,5 millioner kroner på et skrabelod.

”De udstødte mig”

Den 57-årige Melissa begyndte sin transition for 12 år siden, og gennemgik kønsrekonstruktive operationer for syv år siden. Ifølge The Sun reagerede mange i hendes familie negativt på hendes transition. Deriblandt hendes børn på henholdsvis 19, 29, 30 og 39 år. Det kan de nu ærgre sig over, da de ikke vil blive tilgodeset nu, hvor Melissa er blevet millionær.

Melissa Ede som glad lottomillionær.
Foto: The National Lottery / Twitter

”Jeg ved, at man altid skal elske sine børn betingelsesløst, men de udstødte mig. De var der ikke for mig gennem den hårdeste tid i mit liv”, fortæller Melissa Ede og fortsætter:
”Jeg elsker dem stadig, men jeg ønsker ikke falsk kærlighed, fordi jeg har fået penge.”

”Mine børn undsagde mig, og ændrede deres efternavn for ikke at blive associeret med mig. Men for de mennesker der stod sammen med mig i tykt og tyndt, er det nu tid til at betale tilbage.”

Melissa Ede siger, at hun nu ser frem til at flytte ud af sin lejelejlighed og til at købe sig et hus og en bil. Det sidste år har Melissa Ede bedt om hjælp til at indsamle penge til en kosmetisk tandoperation, men nu ser hun frem til selv at betale for operationen.