KULTUR

Maria Gerhardt er død

Maria Gerhardt døde torsdag i en alder af kun 39 år.

Den kendte dj og forfatter Maria Gerhardt døde torsdag efter længere tids sygdom kun 39 år gammel. Hun var også kendt som dj’en Djuna Barnes.

Det er Maria Gerhardts hustru Rosa Nøss Bendixen der offentliggør nyheden på Maria Gerhardts Facebookside. Maria Gerhardt er død af kræft.

Et længere kræftforløb
Maria Gerhardt blev ramt af brystkræft tilbage i 2013, hvor hun fik fjernet begge bryster. Allerede fra start var hun meget åben omkring sin sygdom.

Hun formåede at overvinde kræften og blev erklæret rask i 2014, men da hun var til et rutinetjek i juni 2015 vendte den tilbage, og denne gang meddelte lægerne, at de kun kunne give hende livsforlængende behandling.

Undervejs i sit sygdomsforløb skrev Maria Gerhardt blandt andet sin debutroman ’Der bor Hollywood-stjerner på vejen’, en personlig beretning om at være ramt af brystkræft.

I sin roman beskrev hun også, at hun var klar til at dø.

”Jeg vil ikke have det hvide mere. Jeg vil ikke bede om mere af det hvide. Ikke flere hospitalsskjorter i medium eller large. Ikke flere træsko eller sandaler eller Stan Smith. Ikke flere lyse striber eller forpustet brød. Jeg skal om på den anden side. The place that scares you”, skriver hun.

”Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer.”

Maria Gerhardt var også kendt som DJ under navnet Djuna Barnes. I 2011 var hun en af dommerne i X Faktor.

Out & About havde Maria Gerhardt på forsiden i november 2014, og bragte et længere interview.