Lotte Eriksen – Musikken gør mig høj

Lotte Eriksen, 78 år og bor i København. Hun voksede dog op i Odense hos hendes bedsteforældre.

”Jeg har altid følt mig anderledes, og allerede fra jeg var 2-3 år insisterede jeg på at ville gå i lange bukser. Jeg ville nemlig helst gå i drengetøj. Jeg voksede op hos farmor og farfar, og fik meget min egen vilje”, fortæller en af Danmarks første lesbiske DJ til journalisten Bjarne Henrik Lundis i den første ud af to podcast på Regnbueland.

Lyset gik op for mig

Da hun var 17 år, flyttede hun til København. Hun havde i begyndelsen en kæreste, der hed Ole, og sammen gik de en dag på baren El Toro Negro – også kaldet for Tyren – i Boldhusgade i det indre København. En fortrinsvis bøssebar i to etager, hvor der på 1. etagen også kom lesbiske.

”Jeg så på Tyren på nogle andre kvinder danse sammen, og der gik det op for mig, at homoseksualitet eksisterer. Selv om jeg ikke kendte til det, så var det ikke fremmed for mig. For jeg havde en fornemmelse af, at jeg var anderledes. Det har jeg vidst lige siden jeg var barn”, husker Lotte Eriksen.

Fandt sig selv

Allerede den næste dag gik hun alene ind på Tyren.

”Jeg mødt her en anden pige, som jeg kyssede med, og jeg vidste med det sammen: Det er det her”, lyder det fra Lotte Eriksen og fortsætter:

”Det var flirten med kvinder, og så var der musikken. Det der var den bedste musik. Det var bøsserne, der havde valgt den. Det var soul med blandt andre navne som Martin gay og, Aretha Franklin. Det var før diskoen”.

Havde kæreste, men også utro

Lotte Eriksen fik også en kæreste, men hun var nu ikke særlig monogam.

”Jeg var vild med at gå ud og kunne også tåle meget alkohol. Jeg var også en flirt, men det blev ikke bare ved det. Jeg var også seksuelt sammen med andre kvinder, og det var ikke så godt i forhold til min kæreste”, lyder det fra Lotte Eriksen med et smil. Men de flyttede alligevel sammen og var kærester i 3 år.

Blev gift for at kunne få lejlighed

Tilbage i 1960’erne kunne man næsten kun få en lejlighed, hvis man var gift, og hun blev derfor – på papiret – gift med en anden mand, som hun ikke kendte.

”Han hed Steen og boede på Christianshavn, og jeg havde kun mødt ham en gang. Det var meget almindeligt, at man dengang giftede sig for at kunne få en lejlighed”, forklarer hun.

Med i kvindebevægelsen

Som kun 21-årig deltog hun i første Femølejr i 1971.

”Jeg var gået ind i kvindebevægelsen som en af få lesbiske i starten, senere kom der flere med”, fortæller hun.

Ville være åben homoseksuel

Hun var også aktiv i F 48, i dag LGBT+ Danmark.

”Det var mange borgerlige bøsser her, og de elskede at kalde hinanden ved adel-lignende navne. Vi var en stor ungdomsgeneration, og der var ved at ske et systemskifte i F48, også kaldet i forbundet. Det store spørgsmål var om, vi skulle åbne eller lukkede som homoseksuelle. Og det var med god grund, for der havde lige i begyndelsen af 1960’erne været Den grimme lov, som diskrimerede bøsserne. Og vi skal ikke glemme, at det at være bøsse og lesbisk blev set som en psykisk sygdom. Men vi unge homoseksuelle ville være åbne og vil ikke bare være en lukket subkultur. Jeg var en ung og stolt lesbisk. Men jeg var klar over, at mange havde det svært med at være homoseksuelle, og det synes jeg var meget uretfærdigt”, fortæller Lotte Eriksen.

Dobbelt undertrykte 

Hun var med til at starte Lesbisk Bevægelse i 1974, og hun oplevede, at der her var meget kraft og energi. Hun var også med i en basisgruppe.

”Vi var aktive hele tiden, for vi lesbiske havde ikke en mand, som vi skulle tage os af. Den lesbiske kamp begyndte vi for alvor på i 1972. Vi lavede et meget radikalt blad, der hed ”Kvinder Kvinder”. Vi var i den lesbiske kamp inspireret fra USA. Vi kæmpede både den generelle kvindekamp, og desuden for at skabe bedre forhold for vi lesbiske. Hvis der skulle ske noget, så måtte vi selv gøre noget. Vi kæmpede mod en dobbelt undertrykkelse”, forklarer Lotte Eriksen, som også flyttede i kvindekollektiv.

Begyndte i det små som DJ

Hun begyndte at spille musik til kvindearrangementer, blandt andet på Femø.

”Vi holdt store fester i kollektivet, hvor jeg boede, og jeg var DJ. Jeg købte en kassettebåndoptager og begyndte at lave festbånd. I 1970’erne var der i kvindebevægelsen mest livebands og folkemusik. Jeg spillede også Trille og Jomfru Ane Band, men der var meget få på dansegulvet, når jeg spillede det. Så slukkede jeg lyset og tændte for diskomusik, og dansegulvet var helt fyldt”, husker Lotte Eriksen.

Musikken gør noget ved mig

Musikken gjorde også noget ved hende selv.

”Musikken går lige i kroppen på mig. Jeg kunne ikke sidde stille og blev meget påvirket af musikken. Jeg dansede og kunne danse hele natten. Jeg blev høj, og så var det også en god måde at score nogen på. For man kan se ret sexet ud, når man danser, og det giver også point, siger Lotte Eriksen med et smil.

 

Se også: Bør staten støtte religionernes diskrimination af LGBT+ personer?