Svært at være kendis i det lesbiske miljø
78-årige Bente Clod debuterede som forfatter i 1975, og allerede året efter fik hun sit store gennembrud med bogen Brud. Bogen byggede på egne erfaringer og blev en sællert i alle skandinaviske lande.
”Jeg havde haft nogle forhold til mænd og var kørt træt i det. Jeg blev så forelsket i en kvinde, som jeg læste sammen med på HF, og vi var i gruppe sammen og tilbragte derfor meget tid sammen,” husker Bente Clod.
Hun mødte op til intro-aften i Lesbisk Bevægelse, som var startet i 1974.
”Jeg turde ikke gå til det lesbiske fællesmøde hver måned, men jeg vovede mig ind i Intro-gruppen og blev helt høj af det. Jeg kom igen ugen efter og var nu den, der bød på kage og var hjemmevant. Det foregik i Kvindehuset på Christianshavn, hvor vi fortalte vores historier og gav vores erfaringer videre. Vi kunne være anonyme. Det var meget et vigtigt tilbud til os, der endnu ikke vidste, om vi var lesbiske,” understreger hun.
Hun oplevede af flere grunde, at det var svært at være en kendt forfatter i Lesbisk Bevægelse.
”Jeg var et kendt ansigt og måtte forholde mig til, hvad pressen skrev. Jeg var lidt bange for, at andre havde en forudindtaget holdning om mig, selv om de aldrig selv havde mødt mig og ikke kendte mig,” fortæller Bente Clod til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.
Dårlig anmeldelse
Hvis hun fik en dårlig anmeldelse af en af sine bøger, kunne hun heller ikke tale med de andre lesbiske om det.
”I Lesbisk Bevægelse læste man ikke de mandsdominerede medier. Lesbiske lavede et duplikeret blad, Hvidløgspressen. Her skrev man aldrig under med eget navn. Man var anonym eller en gruppe. Det var fint til alle de nyheder, der aldrig blev nævnt i de traditionelle medier, men dækkede ikke traditionelle kulturudtryk,” forklarer Bente Clod.
Ud over at skrive sine egne romaner og digtsamlinger, begyndte Bente Clod også at undervise i at skrive, blandt andet på Kvinfos Kvindekurser i København. Bente Clod deltog også i den lesbiske kvindelejr på Sejrø.
”Den lesbiske uge blev så populær i hele Europa, at vi i flere år arrangerede en anden lesbisk ø-lejr over hele sommeren på Sejrø i 1970’erne,” husker Bente Clod.
Hun var også med i støttegruppen for Kvindehøjskolen, medstifter af kvindeforlaget Kvindetryk, af Kvindekulturlegatet og af den kvindegruppe i Dansk Forfatterforening, der stadig eksisterer i bedste velgående.
”Vi var nogle kvindeforfattere, der var trætte af, at mændene fyldte det hele, blandt andet i bestyrelsen i Dansk Forfatterforening. Det var ikke nemt. De mandlige forfattere forstod ikke, hvorfor der nu skulle være en kvindegruppe i foreningen. Det gjaldt blandt andet forfatteren Martin Elmer, der selv var bøsse.”
Magasinet Seksualpolitik
Hun var også med til at gendanne magasinet Seksualpolitik sammen med sin gode ven, forfatteren Christian Kampmann.
”Vi gik ud på biblioteker og fortalte om seksualpolitik.
”Vi gik ud på biblioteker og fortalte om bladet og om seksualpolitik, og hvorfor kvinder måtte organisere sig uden mænd. Ofte var der en mand, som rejste sig op og klagede sin nød: ’Jeg prøvede forleden at komme ind i Kvindehuset, men det kunne jeg ikke få lov til.’ Så svarede Christian Kampmann: ’Så har du prøvet det, som kvinder oplever hver dag i et mandssamfund.’ Han vidste godt, hvordan det var at blive behandlet som en minoritet; som en af få mænd på det tidspunkt,” understreger Bente. Når han – en kendt mand – tilbageviste klagen, endte diskussionen der.
Se også: Podcast: Lad mig blomstre