Mange hiv-smittede føler stadig skam og skyld

Det er stadig forbundet med skam og skyld at være bøsse og have hiv.

Tonny Bønlykke Hertz var kun 17 år, da han som ung bøsse tog vejen fra Ballerup og ind til Københavns svar på Club 54 i New York – Madame Arthur i Lavendelstræde.

”Jeg tog en fyr med hjem, som var optaget af det, der senere kom til at blive kaldt for hiv og aids. Det var begyndelsen af 1980’erne, hvor der var overskrifter i aviserne om det, man kaldte for ’Bøssepesten’. Vi vidste ikke, hvad det var, og vi anede heller ikke, hvordan det smittede. Vi viste kun, at nogle bøsser i USA havde fået såkaldt gammelmands-kræft. Ellers herskede der stod uvidenhed,” fortæller Tonny Bønlykke Hertz til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcastserien ”At leve med hiv” på Regnbueland.

Bange for at blive smittet

Tonny Bønløkke Hertz fik arbejde i baren på Madame Arthur.

”Når nogen åbnede deres mund og bestilte noget i baren, så spyttede de samtidig lidt, og vi bartendere var bange for, at vi kunne blive smittet. Vi var usikre og rigtig skræmte, for vi så folk blive syge, tabe sig og dø. Der skete noget i den måde, vi gik i byen på, og den måde vi var sammen på,” husker Tonny Bønlykke Hertz.

Brugte humor som overlevelsesmekanisme

Aids var dengang en dødsdom. Mange bøsser døde i en ung alder, og Tonny gik derfor ofte til begravelser.

”Ikke for at være kyniske, men som en overlevelsesmekanisme gik vi efter mange begravelser mere og mere op i, hvad vi skulle have på af tøj til den næste begravelse. Det var ikke for at være overfladiske, men var en måde at overleve på som miljø. Vi var nødt til at gøre noget og bruge humor, for det var meget voldsomt dengang. Når jeg nogle gange tænker tilbage, så undrer jeg mig over, hvordan vi overlevede som bøssemiljø. For der var så mange bøsser, der døde dengang,” lyder det med alvor stemme fra Tonny Bønløkke Hertz, der i dag bor på Vesterbro i København.

Fra sociale spørgsmål til psykologiske

Tonny Bønløkke Hertz er uddannet som socialrådgiver, psykoterapeut og sexolog og har i over 20 år arbejdet som psykosocial medarbejder i AIDS-Fondet. Hans job har kort fortalt udviklet sig fra at handle om sociale spørgsmål til i dag noget meget mere psykologisk betinget.

”Tidligere hjalp jeg meget personer, der havde med hiv og aids, med at gå fra fuldtidsjob til fleksjob eller deltidsjob, eller med deres pension og sygemelding og så videre. Selv om der var behandling, vidste vi ikke, hvor godt den ville virkede på dem, og nogle kom også for sent til at få behandling. Mit arbejde bestod også af at hjælpe folk med at flytte, når de ikke længere kunne bo i deres lejlighed, og de ikke selv havde kræfter til at klare flytningen. Der var allerede dengang mange bøsser, der ikke havde et stort netværk,” forklarer Tonny Bønløkke Hertz.

Har svært at spørge om hjælp

Det var for mange en stor overvindelse at turde spørge om hjælp.

”Vi har herhjemme generelt svært ved at spørge andre om hjælp, fordi vi synes, at det er et svaghedstegn. Hvad det overhovedet ikke er. Det er faktisk at kunne tage vare på sig selv, når man tør række ud. Mange kommer heller ikke af sig selv og spørger om hjælp – det gælder også i dag. De kommer til os via hospitalerne. Vi har i AIDS-Fondet altid haft et godt samarbejde med hospitalerne, og de har altid været gode til at henvise til os, hvis de mente folk kunne have brug for det,” fortæller Tonny Bønløkke Hertz.

Mange føler stadig skam og skyld

Først skal man have styr på økonomien og det praktiske, så kan man bagefter begynde at kigge på andre ting. Tonny Bønlykke Hertz oplever, at mange personer med hiv lider af en stor grad af skam.

”De spørger sig selv anklagende om, hvordan de kunne jeg bringe sig selv i en situation, som gjorde, at de blev smittet. I mange situationer skal vi også et dybere lag ned, og der finder vi skammen over det at være bøsse, for dem, der er det. Skammen er der stadig i dag. I så godt som hver samtale jeg har med bøsser i dag, indgår der spørgsmålet om skam og skyld,” lyder det fra Tonny Bønløkke Hetz.

Bliver afvist på grund af hiv

Selv om man kan leve et nogenlunde godt liv med hiv i dag, så har mange unge med hiv en angst for at dø.

”Jeg hører tit nogen sige, at det at have hiv er bare at tage en pille hver dag, som man også gør, hvis man er på PrEP. Men det passer ikke.  Der er en kæmpe forskel. At tage en PrEP-pille gør man for at undgå at blive smittet med hiv. Når man har hiv, så tager man netop en pille, fordi man har det. Selv om der er nemmere at være homo i dag, har mange stadig skammen siddende dybt inde i sig. Det er også mere OK at være på PrEP end være hiv-smittet. Vi har også fordomme i vores eget miljø imod personer, der har hiv, og nogle af dem bliver afvist af andre netop på grund af deres hiv, og det selv om de ikke kan smitte andre”, forklarer Tonny Bønløkke Hertz.

Frygter ikke at kunne finde en kæreste

Frygten for ikke at kunne finde en kæreste, er noget, som fylder i næsten alle de samtaler, som Tonny Bønløkke Hertz har med personer, der har hiv.

”Når nogen så har tænkt lidt over det, så siger de, at så skal jeg bare finde en kæreste, der er smittet, så er jeg ude over alle problemer. Sådan er rationalet hos dem. Når jeg ser tilbage, så finder de fleste med hiv en kæreste, der ikke selv har det. Så det er mere tanken hos dem, der fylder meget,” forklarer han.

Har gemt det væk og får det nu dårligt

Tonny Bønløkke Hertz gør opmærksom på, at dem, der aldrig har sagt til nogen, at de har hiv eller ikke rigtig har talt om det. De kommer efter mange år og har brug for hjælp.

”De har levet et lukket liv. Det er hårdt for mange af dem, der har haft hiv i mange år, og som nu er oppe i årene. De har ofte aldrig fået talt om at have hiv eller fået bearbejdet det. Og de er både meget ensomme og har depressioner,” forklarer Tonny Bønløkke Hertz.

Trods alt lettere at leve med hiv i dag

Trods alvoren ser han dog nogle lyspunkter, der er sket i løbet af de 20 år, hvor han har arbejdet i AIDS-Fondet som psykosocial medarbejder.

”Vi kan blive behandlet mod hiv og aids, og vi kan få PrEP. Selv nogen bliver afvist på grund af deres hiv, når de dater og søger en kæreste, fornemmer jeg alligevel, at det er blevet lettere at leve med hiv i dag. Men jeg erkender, at udviklingen går langsomt. Der er derfor også stadig brug for oplysning og atter oplysning om hiv og aids, også i LGBT+ miljøet,” understreger Tonny Bønlykke Hertz.

Se også: LGBT+ miljøet godt rustet mod mpox