Velkommen tilbage til 90´erne

Collage med billeder fra udstillingen.

En ny udstilling på Københavns Museum skruer for tiden tilbage til 90´erne. Her kan man opleve tidskapsler fra det årti, hvor hiv og aids fyldte i LGBT+ miljøet. Men også et miljø, der fik sin allerførste pride, da Europriden gjorde holdt i den danske hovedstad i 1996.

500 tidskapsler sparker dig tilbage til 1990´erne, hvor København var noget nær på fallittens rand. Tidskapslerne er indsamlet i hele Storkøbenhavn, da København i 1996 var vært for Europriden og var europæisk kulturby. Her kunne borgerne lægge udvalgte ting i de skotøjsæske-store bokse af klart plexiglas. Her godt 25 år senere kan du nu gå på opdagelse blandt de mange tidskapsler.

Udstillingen byder også på et stort aids quilt, film fra den første Europride og ikke mindst kan du blive klogere på et årti med hiv og pride. Derudover kan du se dogmefilmsdokumentet, der gjorde danske film verdenskendte i 1990´erne. Men også DJ-stjernen Katrine Rings vilde outfits- og de legendariske Buffalosko med de høje såler kan du se eller gense i udstillingen. Museet har også genskabt den legendariske punk-rock bar Floss, Her kan du opleve den ægte 90´er stemning og få et skud silent disco i rave rummet.

Uanset om du var med dengang eller bare synes at 90´erne er et fedt årti, er der masser at hente. På vej ud kan du give dit bud på, hvad du ville sende ud i fremtiden, hvis du skulle lave din egen tidskapsel.

Tidskapsler – København i 1990’erne. Udstilling på Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V. Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard talte ved åbningen af særudstillingen den 4. februar 2022. DJ-stjernen Katrine Ring ses til venstre.

Video: Bert Svalebølle

 

Fun facts om tidskapslerne

1 kapsel indeholder en positiv graviditetstest
1 kapsel indeholder en sædprøve

1 kapsel er gravet ned et ukendt sted

9 kapsler indeholder ting med grevinde Alexandra

14 kapsler indeholder hygiejnebind

15 kapsler indeholder spil, lottokuponer og skrabelodder

16 kilo vejer den tungeste tidskapsel

20 kapsler indeholder noget med dyr

23 kapsler indeholder Magic-kort eller basketballkort

49 kapsler indeholder kondomer

59 kapsler handler om Kulturby 96

70 kapsler indeholder penge

78 kapsler indeholder betalingskort, sygesikringskort og medlemskort

93 kapsler har fokus på tidskapslen som fænomen

101 kapsler indeholder cigaretter, rus- eller rygestopmidler

184 kapsler indeholder mad og drikke

284 kapsler handler om IT/elektronik/EDB

Du kan opleve udstillingen frem til 31. oktober.

Billetter finder du her.

Læs også: 3,5 meter høj ammende mand i Aarhus