Kultpladen “Bøsse” genudgives efter 50 år

Foto: Pressefoto
Bent Jacobsens “Bøsse” album udkom første gang i 1975. Et album, som mange pladebutikker nægtede at udbyde på grund af albummets titel og cover. Køberne turde heller ikke spørge efter albummet, som oftest lå under disken. 50 år senere markeres jubilæet med en genudgivelse af albummet på vinyl og CD.
“Jeg er bøsse/og det er jeg glad for!” sang Bent Jacobsen i 1975 på albummet Bøsse. Et uhørt og modigt udsagn i en tid, hvor homoseksualitet stadig stod på listen over psykiske lidelser. På trods af anmelderroser solgte albummet kun begrænset. Mange pladebutikker nægtede at føre det på grund af titel og cover, og køberne turde ikke bede om det ved navn. Alligevel blev Bøsse hyldet som en af tidens mest banebrydende danske udgivelser – ikke mindst takket være medvirkende musikere som Nils Tuxen, Jens Rugsted, Anders Koppel og den dengang blot 18-årige Kasper Winding.
Albummet blev dengang udgivet på det venstreorienterede forlag Demos, der ofte stod for datidens vigtigste protestplader. Coveret blev skabt af Bo Stelling og grafisk tilrettelagt af den kendte kunstner, Per Kirkeby. Bøsse har for længst opnået kultstatus. Det er eftertragtet på internationale musikmarkeder, hvor coveret med de to nøgne mænd stadig vækker røre. Undertiden censureres coveret endda med en bjælke over kønsdelene.
For mange homoseksuelle blev Bent Jacobsens sange om følelser, familie og frihed et soundtrack til deres spring ud historier. Et album, der beviste at de ikke stod alene.
Mød Bent Jacobsen
Du kan møde Bent Jacobsen på den officielle udgivelsesdag, mandag den 15. december. Han signere albummet hos Forlaget Demos, der ligger på Elmegade 27 på Nørrebro i København.
Her byder forlaget på gratis kaffe, the og vaniljekranse fra kl. 15 – 17.30.
Bøsse genudgives i en 50-års jubilæumsudgave på både LP og CD. Desuden udgives et sanghæfte, der passer ind i LP´ens gatefold.
Pladen kan fra den 15. december købes i landets mange pladebutikker eller på Kultur Samlers hjemmeside. Derudover kan du allerede nu lytte til albummet på de streamingtjenester, hvor du plejer at hente din musik.
