SAMFUND

Fuck, er jeg er bøsse?

Marco Ernesto Miele.

Den 37-årige Marco Ernesto Miele er født og har boet hele sit liv Danmark, men han har Sydamerika i sig: Hans mor er fra Chile, og hans far er fra Argentina.

I dag bor han sammen med sin mand og kommende ægtefælle, Michael, på en firelænget gård ved Glumsø på Sjælland. Marco og Michael skal giftes den 8. august 2026.

Skjulte i flere år at være bøsse

Marco Ernesto Miele var omkring 13 år, da han havde en fornemmelse af, at han var til fyre. Han voksede op i Albertslund uden for København.

”Jeg havde en følelse af: ’Fuck, fuck, fuck, hvorfor mig?’ Jeg ville holde det som en hemmelighed og tænkte, at jeg kunne pakke min homoseksualitet væk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerede sådan. Jeg havde ellers aldrig oplevet, at min familie havde rynket på næsen af det at være homoseksuel. Men jeg sagde ikke et ord om til andre om, at jeg var bøsse ind til, at jeg blev 18 år,” fortæller Marco Ernesto Miele til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland. Her fortæller Marco blandt andet om, hvordan det er at leve med hiv.

Hele tiden på vagt

Han husker det som en meget svær periode inde i ham selv at skulle gå og gemme på, hvem han virkelig var.

”Nogle gange indordner man sig, Men i bund og grund er det pinefuldt, at man hele tiden skal gemme sig og skulle være på vagt og passe på, hvad man siger. Og jeg kan huske, at når jeg så film, og der var kærlighedsscener, så blev jeg utilpas. Fordi det mindede mig om, at det ikke var noget, at jeg kunne spejle mig i. Da blev jeg meget bevidst om, at jeg var anderledes,” mindes Marco Ernesto Miele.

Tog mod til sig

Den første han fortalte, at han var bøsse, var en veninde, og hun reagerede positivt. Det gav ham overskud til også at fortælle sin søster det.

”Min søster var også meget positiv, da hun fik at vide, at jeg er bøsse. Hun har altid været en meget rummelig person. Det gav mig modet til også at sige det til mine forældre,” forklarer han.

 Er du virkelig bøsse?

Hans mor reagerede med at sige til Marco: ”Er du virkelig bøsse?”

Hun mente det ikke på nogen måde negativt. Men hun syntes ikke, at hendes søn lignede typen på én, der er bøsse.

”Jeg mindede hende ikke om de bøsser, som hun dengang så i medierne. Det var typer som reality-stjernen Gustav Salinas. Jeg fortalte med stolthed, at jeg var bøsse. At det var sådan, at det var. Men jeg havde alligevel en sårbarhed i forhold til at være det. Ordet bøsse blev nemlig ofte brugt meget som et skældsord. Jeg var ikke bange for at blive slået ned. Men jeg var bange for at blive gjort til grin, udstødt, og ikke være en del af fællesskabet. Da mine vener fik det at vide, reagerede de dog kun meget positivt. På den måde har jeg været meget heldig at have haft nogle gode mennesker omkring mig,” fastslår Marco Ernesto Miele.

Fik et chok

I 2017 fik han konstateret et, at han havde hiv.

”Jeg blev ringet op, mens jeg gik i et havecenter og fik så at vide, at jeg havde hiv. Personen gjorde det på en professionel måde. Men jeg stivnede i det øjeblik, jeg fik beskeden, og mit hjerte bankede hurtigt.

Jeg tænkte: ”Hvad betyder det for mig, at jeg har fået hiv?” Det var en meget ubehagelig opringning, husker Marco Ernesto Miele.

Følelse af skam og skyld

Ud over chokket over at fået at vide, at han havde hiv, begyndte han at bebrejde sig selv det.

”Jeg var vred på mig selv over, at jeg havde fået hiv. Jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde ladet mig rive med af liderligheden, og jeg havde en følelse af skam og skyld i mig. Jeg fortalte også mig selv, at det var min egen skyld, at jeg havde fået hiv, og at jeg kunne have undgået af få det,” fortæller Marco Ernesto Miele. 

Frygtede ikke selv for at dø

Hans daværende kæreste var ældre end ham, og han var mere bange end Marco selv for, at han havde fået hiv.

”Min daværende kæreste frygtede hiv mere hiv, end jeg gjorde. Jeg tænkte ikke på, at jeg ville blive syg. Han var ældre og havde sammen med sine venner set mange blive syge og død af aids. Jeg frygtede ikke for, at jeg skulle dø, for jeg vidste, at der var medicin at få. Jeg var mere bange for bivirkningerne af medicinen,” forklarer Marco Ernesto Miele. 

Vi skal have magien tilbage

I dag bor Marco sammen med sin mand Michael på landet.

”Jeg har altid længtes efter natur. Jeg er meget interesseret i både planter og dyr, og jeg oplever en stor ro i mig selv på landet. Jeg er vant til at lytte og være en iagttager. Jeg finder en forståelse af noget større i naturen, og det er det, der gør, at jeg vil være med til at gøre verden lidt bedre. Derfor involverer jeg mig meget i lokalsamfundet, hvor jeg vi bor. Blandt andet i forhold til, at vi skal leve mere bæredygtigt. Jeg går meget op i at lave ordentligt mad. Vi skal have det magiske fra naturen tilbage i livet. For naturen er meget større end os selv, og uden magien mister vi os selv. Vi har alt for meget fokus på materielle værdier,” understreger Marco Ernesto Miele.

 

Se også: Vi hylder retten til at kunne være sig selv