SAMFUND

Kortfilmfest om køn og diversitet i Ringe

Filminstruktør Mathias Broe holder oplæg om køn og diversitet i film.                                                                                                    Foto: Tue Bichfeldt

Mandag den 19. februar byder Ringe Bibliotek til kortfilmfest. Med spændende LGBT+ fortællinger og oplæg.

Der dykkes ned i filmenes perspektiver på køn og diversitet, når filminstruktør Mathias Broe, holder oplæg på Ringe Bibliotek. Han ledsager nemlig aftens filmprogram, når der mandag d. 19. februar afholdes kortfilmfest om køn og diversitet. Udover den lille talk, står han som instruktør også bag den ene af aftens film.

Mathias Broe har åbnet talt om sin tvivl i forhold til seksualitet og det at finde ud af, samt acceptere, at han er flydende heri. Og ikke mindst kompleksiteten i seksualitet og maskulinitet normerne. Han har blandt andet dyrket dette fokus i sit filmarbejde, samt det at fremme en større diversitet på film, og i filmbranchen.

Filmene er udvalgt i samarbejde med Odense Internationale Film Festival, i daglig tale OFF.

Der er start kl. 19.00. Det er gratis at deltage. Dog skal man hente billet på Faaborg-Midtfyn Bibliotekernes hjemmeside.

Program:

Amphi af Mathias Broe – Danmark

Hvem har lavet grænserne? Alt flyder frit, da de tre unge mænd Anton, Sigurd og Adam mødes for første gang i ruinerne af et amfiteater fra det gamle Grækenland. Selvom de er helt fremmede for hinanden, begynder de en samtale, der afslører deres inderste lyst, skam, frygt og hemmeligheder. Sammen kan de måske løsrive sig fra begrænsende forestillinger om mænds seksualitet.

Antiman af Gavin Ramoutar – Guyana

På denne caribiske ø er cricket målestok for maskulinitet. Anil skal bare ramme bolden rent, men at slå eller ikke at slå bliver pludselig et spørgsmål om selvforståelse og erkendelse. Og så sandelig også om faderopgør og løsrivelse. Anil står på en skillevej, og den ældre dreng Dano lokker på den anden side.

Bacchus af Rikke Alma Krogshave Planeta – Danmark

Verden er gråt i gråt. Alex keder sig på arbejde, i toget, i baren. Så da en farvestrålende fremmed åbner en dør til en anden verden, lader hun sig villigt lokke. Bacchus viser vejen ind i en farvestrålende og mystisk verden, hvor dybere længsler finder form i rytme, dans og leg.

Pre-Drink af Marc-Antoine Lemire – Canada

Bedste venner drikker sig fulde sammen, før de skal ud. Ender med at blive hjemme i stedet. Alexe er en ung transkvinde, og Carl er en homoseksuel mand. De har kendt hinanden altid, kender alle hemmeligheder, har haft sex med de samme mænd. Men ikke med hinanden. Før nu.

Ztripes af Amalie Næsby – Danmark

Med charme, selvtillid og striber er Zøren den sejeste zebra på savannen. Lige indtil hans sorte zigzagdragt bliver stjålet mens den ligger til tørre. Så må Zøren genopfinde sig selv. Men boede hans sjæl i striberne, eller kan han med sine nye umage venner finde rytmen igen?

Køn, kasser og kærlighed på Filosoffen