SAMFUND

Jeg vil gerne være en god rollemodel

Rene Erik Hansen.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Den 65-årige René Erik Hansen er netop flyttet fra bydelen Nørrebro i København og til den mindre by Glumsø på Sjælland med ca. 2000 indbyggere.

”Jeg havde brug for noget mere plads, og noget lys og luft. Boligpriserne er meget høje i København, så jeg valgte at flytte til Glumsø, der ligger mellem Ringsted og Næstved. Jeg bor i en del af en gammel kønsmandsgård, og det er et utroligt hyggeligt sted”, fortæller transmanden René Erik Hansen, som er far til 2 voksne sønner, og som har 5 børnebørn.

Følte sig anderledes

Han blev født som pige og voksede op i Ballerup. Allerede fra han var 4-5 år, begyndte han at tænke over sit køn.

”De voksne sagde, at jeg var pige, og jeg tænkte, at så måtte det nok være sådan. For de voksne plejede jo at have ret. Men da jeg blev mere bevidst, tænkte jeg, at jeg mere følte mig som dreng, og jeg ville også helst lege med drengene. Der var ikke nogen, der vidste noget om, hvordan jeg havde det og hvilke tanker jeg gjorde mig. Og jeg havde ikke nogen rollemodeller, som jeg kunne genkende mig selv i ”, fortæller René Erik Hansen til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Kunne ikke genkende sig selv

Når han i barndommen, ungdommen og store dele af hans voksenliv så sig i spejlet, kunne han ikke kende sig selv.

” Forestil dig at kigge dig selv i spejlet, uden at vide, hvem du er. Sådan har mit liv været. Det har kastet mig ud i nogle meget mørke perioder i mit liv” lyder det fra René Erik Hansen.

Fik depression

Det medførte, at han i 1997-98 fik en depression og kom i medicinsk behandling.

”Jeg havde strammet elastikken for meget og havde længe forsøgt at holde depressionen på afstand”, fortæller han.

Skifter køn

Han startede transitionsforløbet i 2007 fra kvinde til mand og fik i hormonbehandling i privat regi.

”Min ældste søn sagde, at nu var der flere ting, der faldt på plads for ham. Mine to sønner skulle selvfølgelig vænne sig til, at jeg nu var mand. I dag føler jeg, at de har accepteret mig, som jeg er”, fortæller René Erik Hansen.

Vil tage del i debatten

Han var medstifter af T-gruppen for transkønnede i det daværende LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i dag LGBT+ Danmark, og blev desuden aktiv i Warehouse 9, i Kødbyen.

”Det var et meget spændende og alternativt sted i Kødbyen i København. Jeg var her med til at skabe et safe space for transkønnede”, forklarer René Erik Hansen og fortsætter:

”Jeg vil frygtelig gerne være en god rollemodel for andre. Vi transkønnede er nu blevet nogle, som man taler om i dag ved middagsbordene, og jeg vil gerne være med i den samtale”, lyder det fra René Erik Hansen, som har skrevet bogen ”Pluk”, som både handler om dele af hans eget liv og som samtidig er en debatbog.

Ligestillingsministeren i stormvejr over kronik