Ligestillingsministeren i stormvejr over kronik

Midt i Pride fejringen i København, ramte en politisk kronik, som en bombe i LGBT+ miljøet. En kronik som udløste et jordskælv af reaktioner. Midt i orkanens øje står Ligestillingsministeren.
Onsdag afholdte ligestillingsministeren, Marie Bjerre, en Pride-reception, hvor alle landets Prides, LGBT+ foreninger og organisationer var inviteret til et lille glas, lidt godt til ganen og en snak. Stemningen var god, men også akavet og med murren i krogene. Samme dag havde Ligestillingsministeren nemlig en kronik i Jyllands Posten. Og den skabte rører.
Det overordnede tema er at den såkaldte wokeisme fylder for meget i ligestillingsdebatten. At det hele risikerer at stikke helt af. Ministeren finder desuden juridisk kønsskifte meget problematisk, og her bruger hun kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard, som som eksempel.
Der er behov for at sige stop
I kronikken skriver Marie Bjerre blandt andet:
”For det er et faktum, at der er to biologiske køn, uanset hvad man føler, man er, eller hvilken kønsidentitet man har. Jeg synes, vi er ude på et skråplan, når man forveksler biologisk køn med kønsidentitet og kønsudtryk….
…Vi bliver som samfund nødt til at holde fast i, at en transkvinde ikke er og aldrig bliver en biologisk kvinde. Biologi er bestemt af gener. Det kan man ikke ændre på. Derfor er der også grænser for, hvilke rettigheder transkvinder og transmænd skal have.”
Ministeren slutter af med:
”Som liberal er det helt grundlæggende for mig, at alle mennesker kan leve deres liv, som de ønsker, og være dem, de vil. Derfor respekterer jeg også helt og aldeles, at nogle ønsker at identificere sig som et andet køn. Men lige så grundlæggende er det for mig, at der går en grænse, hvor den frie udfoldelse går udover andre menneskers frihed. For det sker netop, hvis transkvinder insisterer på at blive behandlet som biologiske kvinder. Og netop derfor er der behov for at sige stop. Wokeismen må have en grænse”.
Det er stærke og direkte ord fra Ministeren, som hun efterfølgende har stået ved på TV- og i diverse interviews, samt opslag på sine egne sociale medier.
Voldsomme og mange reaktioner
Kronikken har fået stor opmærksomhed og det har væltede ind med reaktioner. Til receptionen havde enkelte valgt at tage skilte med, f.eks. med teksten: transmænd er mænd. Susanne Branner fra LGBT+ Danmark holdt en meget passioneret og grundig tale, hvor hun sagde fra over for ministerens ytringer, og udtrykte sin skuffelse. Hun havde i øvrigt kraftigt overvejet helt at blive væk.
Talen er blevet delt på de sociale medier og mange fra miljøet har sendt rosende ord i Susannes retning.
Debatten er nu i gang og i diverse aviser vælter det nu ind med debatindlæg og kronikker som modsvar til Marie Bjerres. Også mange personer og organisationer har lavet klare statements på de sociale medier, så som Facebook og Instagram.
Dybt bekymrede
Foreningen FSTB -Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn skriver: ” Vi er dybt bekymrede over den retorik, der bruges om transkønnede børn og unge i gårsdagens artikel. Det er skuffende at se, at ministeren stiller sig så kritisk over for en sårbar gruppe i vores samfund. FSTB vil fortsat arbejde for en verden, hvor alle børn, uanset kønsidentitet, har mulighed for at leve åbent, frit og uden frygt for diskrimination. Det handler ikke om at være “woke” – det handler om at sikre basale menneskerettigheder og anerkendelse for alle”.
Foreningen Intersex Danmark, der torsdag demonterede foran Ligestillingsministeriet, har delt ord fra deres forperson, som blandt andet udtaler:
”Det virker rystende på mig, ligesom på mange andre i miljøet, at vide at vi har en Minister i Danmark, der på så usaglig vis, vælger at dømme en hel gruppe, og tale om at man bør overveje at tilbagerulle deres Menneskerettigheder, på baggrund af en enkelt persons handlinger, særligt når Ministeren er klar over, at personen hun baserer dele af sine holdninger på, er Provo kunstner – Det er da beskæmmende”.
Til tasterne – modsvar strømmer ind
I Jyllands Postens spalter, vrimler det ind med indlæg som modsvar. For eksempel skriver Lukas Lunøe, Cand.scient.pol., tidl. landsformand i Radikal Ungdom: ”Ligestillingsministeren har en forpligtelse til at beskytte alle minoriteter, ikke mindst de sårbare. Det skygger Marie Bjerres faktaresistente transfobi desværre for og det er uværdigt”.
I et fælles debatindlæg fra Rosa Lund (MF), ligestillingsordfører, (EL) og Anna Trads Viemose, Rådgiver i Enhedslisten, lyder det:
”Eksistensen og anerkendelsen af transpersoner og nonbinære forhindrer åbenlyst ingen af os, der også kæmper for biologiske kvinders rettigheder, i at gøre det… …Der er ingen modsætning mellem at kæmpe for transkønnedes og biologiske kvinders rettigheder. Ofte hænger de sammen”.
Her hos os har Niels Lautrup Holm, forperson i Rainbow Business Danmark, også kritiseret ministerens kronik skarpt.
”Jeg er helt grundlæggende chokeret og nærmest skammer mig som cis kønnet, når personer med så meget indflydelse og magt, udtaler sig så eklatant forkert, om noget så vigtigt. Der findes ikke kun to køn. Interkønnede findes – og det er dit job som ligestillingsminister at sikre deres rettigheder, Marie Bjerre. Det er pinligt, at du underkender deres eksistens, bare fordi du får kaffen galt i halsen over Ibi-pippi”.
Invitation til det Sønderjyske
I næste weekend er der Sønderborg Pride. I Jyske Vestkysten har forpersonen i LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech, skrevet et åbent brev til ministeren. Netop på vegne af hele bestyrelsen bag den sønderjyske Pride. Merie Bjerre bliver her udover en opfordring til en åben dialog også inviteret til at besøge Sønderborg Pride.
I brevet står der blandt andet:
”Vi føler, at dine udtalelser i høj grad synes at være baseret på subjektive holdninger, eventuelt udformet ud fra enkeltpersoners meninger, information fra internettet eller en mavefornemmelse. Dette finder vi dybt problematisk, da det er essentielt, at en minister med ansvar for ligestilling baserer sine udtalelser og beslutninger på solid og fagligt funderet viden…
…Vi oplever kronikken som usaglig, uacceptabel og provokerende, og vi håber, at du vil tage denne invitation som et skridt mod at forstå og støtte alle de mennesker, du som ligestillingsminister har ansvaret for”.
Om Ministeren tager imod invitationen vides ikke.
Out and About arbejder på at få en udtalelse fra ministeren.