Jagten på den perfekte kærlighed

Pocket Poetry hedder andet album fra danske Martin Baltser. Et album der berører flere LGBT+ tematikker og kredser om kærlighed.
Foto: Pressebillede

Den danske LGBT+ kunstner Martin Baltser er ude med albummet ”Pocket Poetry”. Et album, der er skrevet i samspil med hans 7000 Instagramfølgere. Albummet berører flere LGBT+ tematikker, og svarer igen på den møgirriterende og fuldstændigt umulige amerikanske drøm om den ”perfekte kærlighed “.

Martin Baltser er en dansk Indie Folk – og LGBT kunstner, som med sin sangskrivning sætter fokus på identitet og seksualitet . Hans første album “The Wasteland Incident”, der udkom i 2018 har i dag tæt på en million streams på Spotify.  Det nye album “Pocket Poetry” består af otte sange der alle cirkler om emnet “kærlighed”. Et album om at flygte fra Sønderjylland, og om håbløs moderne kærlighed og LGBT+ dilemmaer, som opstår i Danmarks 2. største by.

“Jeg har skrevet albummet gennem tre års sangskrivning på gåture alene med min notesblok. På hver gåtur har jeg tænkt, skrevet, og delt processen med mine næsten 7000 Instagram følgere, som løbende har kommenteret og budt ind med egne tanker om emnet kærlighed. Dette har været med til at skabe mit albums identitet, tanker og tekster – heraf navnet Pocket Poetry, eller på dansk; lommepoesi”, fortæller Martin Baltser til Out & About.

“Som homoseksuel mand er jeg opvokset i en lille sønderjysk by. Jeg voksede op i 90-erne som et typisk naivt millennial barn med drømmen om en ”perfekt” og ”nem” kærlighed, og på samme tid en drøm om at tage en anden mand i hånden. Med voksenliv i Aarhus, og utallige følelsesrutsjeture gennem en konstant søgen efter det perfekte, ville jeg med mit album Pocket Poetry finde ind til, hvad “god kærlighed” egentlig er for mig. Med albummet må jeg nok erkende, at kærlighed aldrig kun er “nem”, og kun i perioder føles helt perfekt. Men jeg håber at andre kan tage min musik i ørene, når kærligheden gør ondt. Måske endda lære lidt af mine sange”, uddyber Martin Baltser.

Om sangene

Om sangene på det nye album beskriver Martin Baltser et par af dem sådan:

”Fuck I Fell in Love” rummer vist meget godt hele pladens dilemma. Den finder sted midt i en 7-elleven sent en aften. Man er på vej hjem fra en fest med en fyr man har flirtet lidt med og pludselig har man forelsket sig. Fuck, dér blev jeg forelsket! Denne følelse efterfølges af total panik og commitment issues. For kærlighed er i virkeligheden skræmmende og indeholder mange af de dilemmaer, jeg skriver om på” Pocket Poetry”. Måske især som homoseksuel mand i en verden, som synes moderne og tryg.

Sangen ’Simon, I Know a Place’ er en super ærlig og personlig fortælling fra mit forhold med min kæreste Simon. Om hvordan man som homoseksuel engang imellem stadig søger efter det der sted. Det sted, hvor man bare føler sig tryg til at være to mænd i forhold. Og så er sangen en fortælling om, hvordan kærlighed mellem to mænd konstant kræver en lille smule mere mod end jeg oftest selv helt vil indrømme.

Hver sang fra mit album roder rundt i kærligheds-temaet. “Astronomer” undersøger det at være skilsmissebarn og det at få sit kærlighedsideal revet midt over.  “Baboon” tager kærlighedsdrømmen med på bøssebar, blot for at få drømmen bristet et par gange. Og til sidst er der den lidt naive sang “My Samurai” som beskriver drømmen om et langt liv mellem to mænd som forelsker sig igen, og igen, og igen – og måske er det i virkeligheden godt nok?

“Pocket Poetry” er ude nu på alle platforme, hvor du henter din musik.

Følg Martin Baltser på Instagram lige her.

Læs også: UBLU- ABBA for goths