”Hvor du er, bliver gløder til ild”
Af Silja Nielsen, LGBT+ Biblioteket
Et manipuleret liv er en selvstændig roman i samme univers som Pernille Stenbys Mestenes-serie.
Vi følger Rache, som har ”sansen”, den magiske evne, som blandt andet gør hende i stand til at flytte ting ved tankens kraft. For hendes lands diktatur, kaldet Kastellet, indgår de ”sansetive” som en vigtig brik i opretholdelsen af de sociale hierarkier. Den klasse, som formidler Kastellets magt, kaldes kontrollører. De kontrollerer de “sansetive” ved at overføre nogle af de krebs, som lever symbiotisk inde i dem, til deres underordnede. Krebsene kan efter sigende huske minder og giver allerede rigeligt stof til mareridt.
Raches sociale klasse, betvingerne, kan både danne og bruge sansen, men er alligevel de mest undertrykte. En anden klasse, kaldet skelsætterne, kan kun overleve ved at dræne sansen fra dem. Den praksis er, på samme måde som deres relationer og reproduktion, sat i et system, betvingerne ikke selv har nogen indflydelse på. Desuden er den brede befolkning uden sansen bange for dem, som det fremgår af den selvtægtsforbrydelse, historien starter med:
”Når jeg lukker øjnene, ser jeg hængte kroppe. Jeg hører rebene knage under deres vægt. Og hvis ikke jeg ser døde, forestiller jeg mig det flirtende smil om dine læber.
Begge dele hjemsøger mig.
Jeg må ikke tænke på dig.” (s. 15)
Rache er sendt i rehabilitering, fordi hendes kærlighed, Trea, har protesteret imod Kastellet, og en nabo har set dem kysse i en opgang. Selv om hendes tidligere kontrollør har vinklet det, så det ikke fremstår som Raches egen idé, er hun i problemer og må gøre sit yderste, hvis hun skal have en chance for at komme tilbage til sin fireårige datter. Kastellet, som hun har tjent og elsket, siden hun fik sansen, styrer nemlig hendes liv i en sådan grad, at hun kun må være sammen med dem, de udpeger, og kun med henblik på at avle børn, de kan bruge i deres spil. Kærlighed til kvinder er udelukket for hende. Men det er også umuligt at opgive Trea.
Sproget er en oplevelse i sig selv. Som de tidligere bøger i serien er romanen skrevet i første person nutid – en fortælleform som sjældent fungerer til lange tekster, fordi den eliminerer både afstand mellem læser og fortæller og mellem fortæller og begivenheder. Men Stenby formår at udnytte det snævre perspektiv til at afspejle, hvordan Rache er fanget i en umulig situation. Samtidig bidrager den gennemgående poetiske brug af ”du” om Trea til at holde hende i Raches og læserens bevidsthed, selv når de er adskilte. Det giver struktur til fortællingen.
Rache må forholde sig til de tiltagende optøjer omkring sig og samtidig bearbejde sin fortid. Det foregår ved i tankerne at forsøge at forklare alt det til Trea, hun ikke har fået sagt endnu. Og det fungerer bare virkelig godt.
Ud over at være en medrivende kærlighedshistorie er det også en stærk venskabshistorie mellem Rache og Esnem, der ligesom hende er blevet sendt til rehabilitering.
Selv om bogen kan læses selvstændigt, er der masser at komme efter for dem, som har læst Mestenes-bøgerne, især i Esnems historie.
Bogen er af forlaget beskrevet som dystopisk fantasy, og der er masser af dystopiske elementer som gør, at jeg kun er endnu mere bekymret for Mes og de andres fremtid. Men den bekymring skal ikke afholde mig fra at vente spændt på flere bøger.
Forlaget Ulven og Uglen, 2021, 468 sider
Se også: Et manipuleret liv
Læs også: Er lesbiske usynlige?
