Hvad pokker sker der i USA?

Allerede minutter efter offentliggørelsen stod det klart, at frygten var berettiget.

Direktiverne indeholder de juridiske retningslinjer for, hvordan landets domstole skal efterleve de såkaldte “religious freedom laws”.

Navnet er misvisende. Det handler ikke om frihed. Det handler om at begrænse den.

Vi taler om et lovkompleks, som primært er rettet mod abort-søgende kvinder og medlemmer af seksuelle minoriteter, og den “frihed”, som lovene sikrer, er religiøse menneskers og institutioners ret til at diskriminere imod begge grupper.

Retningslinjerne viser sig at være næsten ordrette afskrivninger af de krav, som fundamentalistiske kristne organisationer tidligere har stillet.

For dem som er ubekendt med det amerikanske sundheds- og uddannelsessystem og med, hvor indgroet religion er i det amerikanske samfund, er det måske på sin plads med lidt fakta:

Hver sjette hospitalsseng for akutsyge findes på hospitaler, som er styret af den katolske kirke. I ti amerikanske delstater gælder det hver tredje sengeplads. Andre kristne religioner står bag driften af hundredvis af andre hospitaler.

Flere end 7.000 af USA’s højere læreanstalter har et religiøst tilhørsforhold og forventer overholdelse af de religiøse doktriner af deres studerende.

Ifølge en undersøgelse fra det anerkendte Pew Research Center anser 70,6% af befolkningen sig som kristne. Tilhængerne af andre religioner (jødedommen, buddhister, hinduister og muslimer) udgør blot 6%. Ifølge den samme undersøgelse oplyser 36% af USA’s voksne befolkning, at de går i kirke mindst en gang om ugen.

Så hvad betyder den nye lovgivning i praksis?

Den betyder, at hvis du som kvinde ønsker en abort, kan din læge eller dit lokale hospital afvise dig, hvis indgrebet strider imod deres tro. I visse stater i det amerikanske Syden er det i praksis ensbetydende med et stop for aborter – i hvert fald for den fattige del af befolkningen, som ikke har penge til at rejse langt væk fra deres bopæl.

For USA’s LGBTI-befolkning er de nye love et voldsomt angreb på deres nyvundne rettigheder. Fremover kan religiøst baserede hospitaler nægte at tage imod dig som patient, hvis de opdager, at du ikke er heteroseksuel, og skulle de alligevel vælge at behandle dig, kan de nægte din ægtefælle af samme køn adgang til dit sygeleje.

Folkeskoler, gymnasier og universiteter med religiøse samfund i ryggen får carte blanche til at smide dig ud, hvis du springer ud af skabet, og mobning vil blive anset som acceptabelt, hvis den begrundes med religiøs forargelse over en LGBTI-persons tilstedeværelse.

Men det stopper ikke der.

Private firmaer vil frem over have ret til at afskedige eller degradere LGBTI-personer alene med deres seksuelle orientering som årsag, og da sygeforsikring i USA som oftest tegnes i forbindelse med en ansættelse i et firma, risikerer de samme mennesker pludselig at stå uden dækning i tilfælde af sygdom.

Hvordan kan dette overhovedet lade sig gøre?

Det skyldes den skarpe amerikanske skelnen mellem lovgivningen i de enkelte delstater og på føderalt niveau – altså for hele USA.

Der er ingen overnational amerikansk lovgivning, som sikrer LGBTI-personers rettigheder. Det er alt sammen overladt til delstaterne, og det er derfor de nye regler blot omtales som retningslinjer. Kun i de tilfælde hvor der anlægges sag ved USA’s Højesteret, opstår der regler, som gælder for hele landet. Vi så det for eksempel, da Højesteret i 2015 fastslog, at det stred imod landets forfatning at nægte homoseksuelle mulighed for at gifte sig – en glædens dag for USA’s homoer, hvis begejstring forplantede sig over hele kloden.

Desværre er flertallet i Højesteret skiftet siden da. En af Donald Trumps første embedsgerninger som præsident var at udnævne en ny højesteretsdommer, som er kendt for sine ærkekonservative holdninger, så de nye nationale retningslinjer kan næppe omstødes gennem et føderalt sagsanlæg.

Siden valget af Trump er antallet af hadforbrydelser i USA nærmest eksploderet. Top fem listen for hadet er indvandrere, afro-amerikanere, muslimer, LGBT-personer og kvinder. Fokuserer vi alene på LGBT-personer, er der rapporter fra Michigan, Colorado, Indiana, Texas, Washington, Tennessee, North Carolina, Ohio og Massachusetts om spraymalede hadefulde budskaber på folks biler og huse. I en femtedel af tilfældene angives valget af Trump direkte som retfærdiggørelse af hadet. Uofficielle tal tyder også på en stigning i antallet af voldelige overfald.

Da Time Magazine i juli spurgte et repræsentativt udsnit af USA’s LGBTI’ere, fastslog 2/3 af dem, at de følte sig mere utrygge under Trump end tidligere.

Hvordan reagerer USA’s LGBTI’ere så på de nye tider?

Sagt på jævnt dansk: de er pissesure!

Men når jeg taler med mine amerikanske homovenner, er der fuld enighed om, at Trump-æraen ikke har betydet det moralske tilbageslag, som man kunne have frygtet. De taler tvært imod om, at ellers upolitiske venner er vågnet op til dåd og åbent siger fra overfor den højrepolitiske og religiøse bølge, som rammer dem.

Meget tyder på, at de har ret. I samtlige 50 amerikanske delstater fik årets Pride-parader et nyt tema: under overskriften RESIST marcherede millioner af homoer, transpersoner og deres hetero-venner imod den nye regerings minoritetsfjendtlige agenda.

Samtidig ser man en bølge af politiske tilkendegivelser fra homoseksuelle Hollywood- og Broadway-stjerner, fra homo-pornostjerner, fra tv-personligheder, ja snart sagt alle de kendisser, vores miljø kan opvise på de kanter. Budskabet er hver gang det samme: vi må stå det her igennem, som så meget andet modgang, vi har oplevet. Vi skal nok sejre til sidst.

Det er måske værd at erindre om, at der skete et voldsomt positivt skred i amerikanernes opfattelse af LGBTI’ere under præsident Obama. Et stort flertal i den amerikanske befolkning støtter for eksempel homoseksuelles ret til at gifte sig, og såvel på øst- som på vestkysten er accept af homoseksuelle nærmest ikke længere et debattema, men et faktum. Her som der er det primært folk fra landdistrikterne og med korte uddannelser, som er fordomsfulde. Desværre for USA’s LGBTI’ere medvirkede USA’s valgsystem sidste år til, at netop de fik det afgørende ord, da den ledige stilling i Det hvide Hus skulle besættes.

Jeg har ledt lidt efter et passende citat til at afslutte denne lille rapport, og valget er faldet på unge Seth Sikes, som efter nogle år som instruktørassistent bag Broadways kulisser er i færd med at etablere sig som cabaretstjerne i New York med en ekstremt loyal og konstant voksende LGBT-fangruppe heppende i baggrunden. Jeg mødte Seth for et par år siden. Vi har holdt kontakten siden, og jeg er stadig lidt starstruck over bekendtskabet. Under præsidentvalgkampen stod han frem som en nærmest frådende modstander af Donald Trump. Allerede på valgaftenen sagde han de ord, han har gentaget lige siden, næsten hver gang han ser et billede af præsidenten.

Han ryster sørgmodigt på sit smukke hoved og siger stille:

There is nothing okay about this presidency.

Seth har ret, og USA’s LGBT’ere lader sig ikke slå tilbage. Det var dem, som startede den verdensomspændende kamp for vores ligeret. Det var dem, som kæmpede i New Yorks gader under Stonewall-oprøret. Det var dem, der fostrede Harvey Milk. Det var dem, som først ramtes af hiv, og hvis indbyrdes solidaritet bar dem gennem tabet af hundredtusinder af venner og kærester. Det var dem, som skabte regnbueflaget. Og det er dem, som står smilende tilbage, når Trump-æraen slutter.

Kilder
https://www.nytimes.com/aponline/2017/10/06/us/politics/ap-us-trump-lgbt-rights.html?_r=0
https://www.internationalstudent.com/study_usa/religious-schools/
https://en.wikipedia.org/wiki/Religion_in_the_United_States
https://www.lgbtqnation.com/2017/10/sessions-releases-guidance-memos-religious-freedom-targets-rights/
https://www.splcenter.org/20161129/ten-days-after-harassment-and-intimidation-aftermath-election
https://broadly.vice.com/en_us/article/xwqyeq/a-fifth-of-hate-crimes-reported-done-in-trumps-name-researchers-say
http://time.com/4842910/donald-trump-lesbian-gay-bisexual-lgbt-poll-safe/
http://www.huffingtonpost.com/entry/american-muslims-are-now-more-accepting-of-homosexuality-than-white-evangelicals_us_597f3d8de4b02a4ebb76ea3d

Skribenten, 60-årige Peer Aagaard, arbejder til daglig som sekretær i forskningsenheden CHIP på Rigshospitalet. Han er desuden medlem af den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT’s patientudvalg som repræsentant for hiv-positive patienter. Peer bor på Frederiksberg med sin mand Allan.