SAMFUND

USA vil afkriminalisere homoseksualitet i andre lande

Collage.

Donald Trump og hans administration har lanceret en global kampagne for at afkriminalisere homoseksualitet i lande, hvor homoseksualitet stadig er en forbrydelse. Kampagnen er ifølge NBC News lanceret i Berlin den 19. februar 2019.

I spidsen for kampagnen står den amerikanske ambassadør i Tyskland, Richard Grenell. Han er den højest profilerede åbne homoseksuelle i Trump-administrationen.

Indsatsen vil hovedsageligt fokusere på lande i Mellemøsten, Afrika og Caribien. Det drejer sig om omkring 70 lande, der fortsat har love, som kriminaliserer LGBT-status eller adfærd.

I 2018 har lande som Trinidad og Tobago og Indien ændret lovgivninger, der gjorde homoseksualitet ulovlig. Og med Indiens afgørelse er antallet af mennesker, der bor på steder, hvor homoseksualitet er ulovlig, faldet fra 42 % til 24 %.

Loven i Trinidad og Tobago stammede fra det britiske kolonistyre, som sluttede i 1962, da Trinidad og Tobago blev uafhængig.

Loven i Indien stammede også fra kolonitiden og gav op til 10 års fængsel for “kødelig omgang mod naturens orden”, som det hed i lovteksten. Indiens øverste domstol skrottede i 2018 den 157 år gammel lov, der forbød sex mellem to personer af samme køn.

Politisk motivation

Trump-administrationens motivation til at lancere denne kampagne var angivelig en offentlig hængning i Iran af en ung mand på grund af hans homoseksualitet. Iran er en af USA’s største politiske fjender.

For nylig søgte en 19-årig iraner asyl i Sverige. Han frygter, at han ville blive henrettet i sit hjemland, da han både var homoseksuel og kristen.

Den nye kampagne rammer imidlertid også nogle af USA’s allierede, for eksempel Saudi-Arabien, hvor homoseksuelle straffes med døden.

Skepsis blandt LGBT’ere

Flere LGBT-aktivister og -organisationer er skeptiske over for den nye kampagne og fremhæver Trump-administrationens manglende beskyttelse for LGBT-personer både i USA og i udlandet – for eksempel i Tjetjenien, hvor Donald Trump og Mike Pence har vendt det blinde øje til vold og mord rettet mod LGBT-personer de seneste to år. Blandt andet ved at sende dem tilbage til lande, der kriminaliserer dem.

Ligesom Trump og Pence konsekvent har arbejdet for at underminere den grundlæggende ligeret for LGBT-personer og deres familier i USA fra den dag, hvor de kom til magten.

Kampagnen har da også rejst mange spørgsmål i de amerikanske LGBT-organisationer om, hvad der ligger af intentioner og forpligtelser med den nye kampagne.

Kilder: NBC News, TV2 og Gaystarnews

 

Læs også: Ambassadøren holdt en tale og gik igen