KULTUR

Homopolitiker trækker sig som viceborgmester

Morten Normann Jørgensen flytter til København og trækker sig derfor som viceborgmester i Lyngby-Taarbæk.
Foto: Screendump YouTube

Lyngby-Taarbæks viceborgmester Morten Normann Jørgensen dropper ud af kommunalpolitik.

Blot som 20-årig blev SF’eren Morten Normann Jørgensen valgt ind i Lyngby-Taarbæks kommunalbestyrelse. Som den hidtil yngste i kommunens historie. Men nu meddeler den unge 2.viceborgmester, at han trækker sig fra kommunalpolitikken fra 1. marts. Forklaringen er simpel. Morten Normann Jørgensen flytter fra barndomskommunen og til Københavns kommune og er dermed ikke længere valgbar.

“Sådan er reglerne, og de er helt rigtige. Jeg har siddet der i seks år, så det er også helt fint at give plads og muligheden til andre kandidater,” siger Morten Normann Jørgensen til Out&About.

SF’eren opstillede som borgmesterkandidat ved det seneste kommunalvalg i 2013, men tabte til Søren P. Rasmussen fra Venstre. Morten Normann Jørgensen har tidligere været opstillet  som kandidat til Folketingsvalg, som han er suppleant til idag. Derudover sidder han i SF’s landsledelse.

“Jeg har stadig masser af politik at grave i, og jeg har det godt med at komme lidt væk fra kommunalpolitik. Det er hårdt arbejde med særlige forpligtelser, når man er folkevalgt, og jeg er klar til en periode med et mere almindeligt job og tid til at rejse,” siger den unge politiker, der endnu ikke ved, om han vil stille op i Københavns kommune ved næste kommunalvalg.

I Lyngby-Taarbæk har Morten Normann Jørgensen desuden siddet som formand for Børne- og Ungdomsudvalget og især inden for dette område er der et par kampe, han er stolt af at have taget. Han var bl.a. med til at afskaffe lukkeugerne i daginstitutionerne og med til at vedtage den første lokaleaftale, da lærerkonflikten – og lockouten var på sit højeste i 2013.

Selvom han stopper som kommunalpolitiker har han dog en mærkesag, han vil blive ved med at arbejde for. For ifølge SF’eren, der selv er homoseksuel, er der stadig åbenlyse steder, når det kommer til LGBT-rettigheder, hvor Danmark kan forbedre sig.

“Vi skal stadig arbejde for, at LGBT’ere og heteroseksuelle er ligestillet på alle fronter af lovgivningen,” påpeger Morte Normann Jørgensen.

“Og vi skal arbejde for, at homoer føler siger ligeså accepteret som andre. Der er folkeskolen et rigtig godt sted at tage fat, så unge ikke vokser op og føler sig forkerte. Det er en problemstilling, som rigtig mange kommuner endnu mangler at se i øjnene,” slutter han.

 

Læs også: Kommunal- og regionsvalget set med lgbt-briller