Dansk HOMO-Historie

Homopioneren Axel Axgil dør (2011)

Axel besøgte ofte mindestedet, hvor han også selv blev bisat.

Homopioneren Axel Axgil døde lørdag den 29. oktober 2011, 96 år gammel.

Axel Axgil sov stille ind ved sekstiden om morgenen på Hvidovre Hospital ved København. Flere måneders sygdom med et stort vægttab til følge havde slidt ham op, og Axel døde mæt af dage.

En avis skrev ”En international homopioner er gået bort”. Axel fik igen verdenspressens bevågenhed ved sin død, selv om det var i mindre målestok end da han og Eigil som det første homoseksuelle par indgik registreret partnerskab i 1989, så ville det have passet ham fint, som den store iscenesætter han var.

Tre dage efter Axels død, tirsdag den 1. november, modtog en udvalgt skare af Axels venner og bekendte brev fra Axel, brevet var afsendt af Axels nærmeste venner og arvinger, Ove og Ivan, men de var kun budbringere. Den egentlige afsender var Axel selv, som allerede fem-seks år før sin død havde skrevet brevet, som vennerne have lovet at sende efter han død.

I sin fulde længde lyder brevet:

Så selv helt til det sidste havde Axel styr på sin egen iscenesættelse. I brevet skrev Axel lakonisk, at han har forladt denne verden.

Axel der havde tilbragt langt størstedelen af sin liv ”under regnbuens vinger” og havde både levet i og levet af den homoseksuelle subkultur i Danmark. Det såkaldte homoseksuelle fællesskab.

Han tog initiativ til og blev den første formand for Forbundet af 1948, i dag LGBT Danmark. Han var redaktør af det første magasin for homoseksuelle herhjemme, Vennen. Han starterde det første Bed & Breakfast for homoseksuelle, Axelhus, i 1967. Og Axel og hans bedre halvdel gennem 45 år Eigil var det første homoseksuelle par i verden, som indgik registreret partnerskab den 1. oktober 1989 på Københavns Rådhus, bare for at nævne nogle af Axels mange initiativer .

Begravelsesforeningen Regnbuen

Nogle af Axels nærmeste venner ønskede at videreføre det fællesskab, som de livet igennem havde haft sammen med andre homoseksuelle. De vil skabe et fælles urnegravsted for bøsser og lesbiske. På samme måde som for eksempel muslimer har deres eget gravsted. En idé, som de ikke var svært ved at overtale Axel til at tage del i og det blev til starten af begravelsesforeningen Regnbuen.

I begyndelsen ønskede Axel, at gravstedet kun skulle være for kendte homoforkæmpere som ham selv, en slags VIP-gravsted for homoseksuelle. Axel var nemlig meget bevidst om sin egen placering i de homoseksuelles historie. Senere ændrer Axel dog mening og indså at gravstedet skulle være for alle homoseksuelle.

Den historiske Assistens Kirkegård på Nørrebro i København danner rammen om den fælles gravplads for homoseksuelle. Ved mindestedet er der blandt andet en rosafarvet bænk og en stor mindesten med regnbuens farver, et symbol på både fred og mangfoldighed og efter Axels ønske med inskriptionen: ”Kamp må der til, skal livet gro”. Axel mente at man skulle kæmpe for sine ideer og tanker livet igennem. Uanset om man møder modstand, så mente Axel aldrig det var forgæves at kæmpe for sin sag. At så et lille frø, og at se det vokse op, det havde Axel selv oplevet flere gange.

Axel ønskede ikke at der skulle være en præst der holdt tale ved hans bisættelse, og der skulle hverken være kaffeslabberas eller øl for hans penge. Men Axel ville alligevel gerne være i centrum til det sidste, så han havde også sagt: ”Hvad mine venner eventuelt måtte finde på at gøre efter min død, kan jeg af gode grunde til den tid ikke blande mig i.”

Omkring 100 mennesker deltog i Axels urnenedsættelse på Assistens Kirkegård i København, og efterfølgende var der sammenkomst i menighedshuset ved Stefanskirken.

Manden i hans liv

En af Axels største skuffelser var, at han ikke fik lov at leve resten af sit liv sammen men hans syv år yngre mand Eigil. Axel troede at han som den ældste skulle gå bort først, men sådan gik det ikke, og Axel indrømmede, at han havde savnet Eigil, hver eneste dag, lige siden Eigils død i 1995.

Eigil og Axel Axgil mødte hinanden i 1950. Til venstre et ungdomsbillede af parret (privat foto) og til højre ses de i kareten der kørte dem fra Københavns Rådhus, efter de som det første par i verden havde indgået registreret partnerskab den 1. oktober 1989.
Foto: Anja Tollan

Da Eigil døde var fællesgravstedet Regnbuen ikke stiftet, så da Axels store ønske var at blive begravet sammen med Eigil, var der en hentet lidt jord fra det område, hvor Eigil lå, jorden blev sat ned sammen med Axels urne på fællesgravstedet Regnbuen, således at Axel symbolsk var sammen med sin store kærlighed Eigil i døden.

Omkring 100 mennesker deltog i Axels urnenedsættelse på Assistens Kirkegård i København.

 

Kilde: Axel Axgil – Kampen for kærligheden

 

Læs også: Axel Axgil – den første homoseksuelle stemme