KULTUR

Historisk: Transmand vinder Mr Gay Denmark

En glad Niels Jansen umiddelbart efter det står klart, at han har skrevet verdenshistorie og er Mr Gay Denmark 2018.
Foto: Pilu Ottosen

Der blev skrevet LGBT-verdenshistorie, da transkønnede Niels Jansen lørdag aften blev kåret som Mr Gay Denmark 2018.

Danske Niels Jansen skrev et stykke LGBT-verdenshistorie, da han lørdag aften som den første transmand nogensinde vandt en official Mr Gay-konkurrence.

Kåringen fandt sted på natklubben G*A*Y Copenhagen i København. Forud gik en spændende aften, hvor den ene pris efter den anden blev uddelt.

Før vinderne af top tre blev offentliggjort voterede dommerne i henved 20 minutter. Det forlyder, at der var tæt løb i toppen. Men vinder blev altså Niels Jansen. Dommer Tommy Petersen udtalte som begrundelse: ”Vi (dommerne, red.) er målløse, og oppe at køre over det budskab om kropidealer, og at man kan være mand på 1000 måder, som du kommer med”.

Kåringen af Niels Jansen udløste et langt og stående bifald, og hovedpersonen selv var tydeligt bevæget og havde svært ved at tro på det.

Gav sig selv fuldt ud

Niels Jansens vej til den officielle titel har været fuld af tvivl og udfordringer. Kort efter sin tilmelding udtrykte han på sin Facebookside tvivl om, hvorvidt det var en god ide. Som mange andre transkønnede mænd og kvinder møder han ikke den inklusion og respekt, som man burde kunne forvente. Heller ikke fra LGBT-miljøets side. Men han valgte at gå all in i konkurrencen. Så meget at han i den del der indebærer en præsentation foran dommerpanelet, valgte at vise et nøgenbillede af sig selv. Et valg han beskriver som “stærkt grænseoverskridende” til Out & About. Men da billedet kortvarigt blev vist på tv-skærmerne ved lørdagens finale høstede det bifald fra publikum, hvilket udløste smil hos en tydeligt nervøs Niels Jansen.

I midten Mr Gay Denmark 2018 Niels Jansen. Til højre 1. runner up (2. pladsen) Bjorn Dotzauer og til venstre 2. runner up (3. pladsen) Anders Bendiksen.
Foto: Pilu Ottosen
Vandt samlet fire priser

Niels Jansen vandt også prisen for bedste LGBT-eksamen, hvor finalisterne blev testet i viden om LGBT-historie og -forhold.

Ligeledes vandt han Out & About-prisen, som blev uddelt på baggrund af de stemmer Out & Abouts læsere har afgivet. Her vandt Niels suverænt.

Og så vandt Niels Jansen den særlige Mr. Congeniality-pris, hvor finalisterne giver en rose til den de mener har været den bedste kammerat eller gjort størst indtryk. Her stod det lige, 3-3, efter første runde mellem Niels og Daniel Mortensen Jensen, som deltog via telefon efter han brækkede foden fredag. Først da dommerne blev bedt votere blev Niels Jansen valgt som Mr Congeniality til stor jubel blandt publikum.

Øvrige prisvindere

1. runner up (2. pladsen): Bjorn Dotzauer.
2. runner up (3. pladsen): Anders Bendiksen.
Sociale medier-prisen: Anders Bendiksen.
Bedste interview: Bjorn Dotzauer.
Talentshow: Bjorn Dotzauer.

Det indre der tæller

Mr. Gay Denmark 2018 blev holdt med et grundlæggende nyt koncept, hvor det modsat tidligere vægtes langt højere hvilke værdier deltagerne repræsenterer frem for deres fysiske fremtoning. Derfor var elementet med catwalk i badetøj afskaffet. Det er også første gang i dansk regi, at transkønnede mænd inviteres til at deltage. Denne drejning af Mr Gay-konceptet er også slået igennem i Mr Gay Europe. Her deltager Niels Jansen som Danmarks repræsentat ved Mr Gay Europe 2018 i Polen den 4. – 12. august. Det bliver den største LGBT-begivenhed nogensinde i Polen, og mon ikke det kommer til at vække opsigt i det stærkt katolske og konservativt indstillede land.