Har vi glemt mangfoldigheden i kampen for accept og ligestilling?

I de senere år har seksuelle minoriteter opnået større accept i den danske befolkning.

Af Henrik Ørvad

Folkestemningen omkring seksuelle mindretal er generelt positiv, hvilket blandt andet ses ved prideparaden i København, hvor ciskønnede eller transkønnede mennesker af forskellig seksuel observans, inklusiv et stigende antal heteroseksuelle deltager i en fejring af mangfoldighed med drags, nøgenhed, kink, mænd i uniform enten som udtryk for en fetich eller for deres erhverv og meget andet. Alle udtryk er velkomne.

Alligevel så Brian Kjær Capkan, redaktør for homomagasinet Out & About, sig for nyligt nødsaget til skrive opråbet ”Så tal dog pænt homo”. I sin kommentar, i kølvandet på kærlighedsbølgen, der skyllede ind over miljøet efter årets københavnske prideuge, revser han det danske homomiljøs omgangstone. Han mener, at miljøet er splittet i grupperinger og at ytringer tenderende til racistiske eller raceprofilering er normale, f.eks. på datingsitet boyfriend.dk, hvor der findes grupper som ”tænder ikke på asiater”. Dens eksistens forsvares med, at det handler om en seksuel præference.

Som aktiv bruger af onlinedating på f.eks. boyfriend.dk og Grindr oplever jeg selv tegn på, at miljøet har ondt i mangfoldigheden. Det blev endnu tydeligere for mig, da jeg valgte at skrive speciale om maskulinitetsudtryk på netop disse datingplatforme. Som bruger skal man ikke adskille sig meget fra det gængse billede af en maskulin mand, før man risikerer at føle sig ramt og forkert af andres profiltekster. Maskulint er hot. Men hvad der opfattes som maskulint, er ikke en entydig størrelse og defineres mere ud fra, hvad det ikke er.

De ”feminine” er derfor en udsat gruppe, hvis en sådan gruppe findes. Det gælder alle grader af feminine udtryk men især cross dressere, transvestitter, transpersoner og endda drags, der efterhånden og med rette fejres som de dronninger, de gerne vil være. Med mindre det feminine er målet for en decideret fetich, må bøsser, biseksuelle eller mænd der har sex med mænd for guds skyld ikke være feminine eller udtrykke sig feminint. Dette fremgår klart og utvetydigt af mange brugeres profiler, at feminint er ”klamt” eller ”ækelt” eller blot ikke ønskværdigt.

Det er min tese, at gruppen ”tænder ikke på asiater” er et eksempel på udgrænsningen af det feminine, for at definere det maskuline. Gruppens navn trækker på en stereotyp forestillinger om, at asiatiske mænd opleves som feminine. Jeg fik denne opfattelse bekræftet flere gange i mine undersøgelser. Modsat spiller gruppen ”araber-elsker” på den stereotyp, at arabiske mænd er maskuline og dermed attråværdige. Det lyder måske som en positiv steretyp, men det er egentlig ligeså racistisk, ikke særlig rummeligt og virkelig urealistisk. Ligesom der ”maskuline” asiater, er der også ”feminine” arabere.

Under min specialeskrivning fandt jeg ud af, at det fysiske udtryk af seksuel orientering og kampen mellem den feminine og maskuline udtryk hos den ikke-heteroseksuelle mand ikke er ny. Det er blevet undersøgt af forskellige sociologer. Michel Foucault går langt tilbage i 1800-tallet, hvor homoseksualitet ifølge ham blev set som en perversion, der stemplede hele mennesket og ikke kun de seksuelle handlinger eller tanker.

Homoseksuelle blev da også ifølge Peter M. Nardi identificeret som personer, der ønskede at være som eller have egenskaber fra det modsatte køn, når det kom til beklædning, frisure, beskæftigelse og adfærd. Herfra stammer stereotyper om den feminine bøsse med løse håndled, der blev mere og mere fremtrædende i starten af 1900-tallet. Som reaktion blev det hypermaskuline i stigende grad populært som udtryk i homoseksuelle kredse.

Med med HIV og AIDS blev denne tendens eskaleret i 1980’erne ifølge Nardi og Matt G. Mutchler. De flamboyante og feminine bøsser blev, fraset en kort periode i 1960’erne med The Gay Liberation Movement (og Bøssernes Befrielsesfront i starten af 70’erne), anset for at være en hindring i kampen for ligestilling med de heteroseksuelle flertal, på grund af deres fremtoning og adfærd. Hvilket i min optik er, det vi også oplever i dagens digitale homomiljø.

Sociologen Brandon Andrew Robinson ser en tendens blandt ikke-heteroseksuelle til at reproducere heteronormativet. Altså, at de gentager de heteroseksuelle normer, der i vid udstrækning, hvis ikke fuldstændigt, danner grundlaget for samfundet. Robinson skriver, at ligestillingen af seksuelle minoriteter kun sker så længe, det kan ske inden for rammerne af heteronormativet. Desuden er miljøerne omkring seksuelle minoriteter med til at reproducere denne forestilling med sine enkeltstående kampe for eksempelvis ligestilling inden for ægteskab. Det er ikke seksuel frihed, men den heteroseksuelle institution, man kæmper for.

Accepten af de seksuelle minoriteter sker på betingelse af usynliggørelse og assimilation. Minoriteten kopierer majoriteten og skjuler deres særkender af frygt for marginalisering og stigmatisering. Oversat til onlinedating, vil man helst ikke associeres med det feminine, for det kunne risikere at skade ens image og afsløre en som ”bøsse” (her forstået som et skældsord).

Er det er hele sandheden? Formentlig ikke. Men det er da værd at tænke over, om miljøets interne fordomme, i virkeligheden skyldes frygten for mødet med fordommene fra det omkringliggende samfund. I så fald, er vi så rent faktisk kommet helt så langt som vi går og tror i vores kamp for accept og ligestilling?