SAMFUND

Hård kritik af transfobisk DR3-video

Pornopsykologen på DR3.
Foto: DR3/Screendump/Facebook

En video der handler om det ”normale i at heteroseksuelle mænd ser transporno” på DR3 i serien Pornopsykologen, udsættes for voldsom kritik. DR3 svarer igen.

Den ét minut lange video med Pornopsykologen blev delt på DR3’s Facebookside onsdag, og er lørdag middag set af over 48.000. Blandt dem er Ida Louise Holte, som fredag gjorde Out & About opmærksom på videoen, og dens problematiske indhold.

”DR3 som ellers brander sig som værende den unge, open mindede og inkluderende TV-kanal skuffede mig gevaldigt i går. Jeg fatter ikke hvordan samme afsender af en dokumentarserie som ”Hunkøn”, kan lave en så diskriminerende video mod transpersoner”, skriver Ida Louise Holte til Out & About og fortsætter:

”Videoen er dybt dehumaniserende overfor transpersoner, og fremstiller dem som udelukkende værende en skamfuld fetish”.

Ida Louise Holt er absolut ikke imponeret af DR3’s “debatskabende” video.
Foto: Privat
Fremstilles ikke som ”rigtige” kvinder

I videoen siger Pornopsykologen for eksempel:
“Du er heteroseksuel, men nu har du opdaget, at du tænder på porno med transkvinder”.

”Rent retorisk konstateres det her, at transkvinder i hvert fald ikke er ”rigtige” kvinder, da man ved at sige ”men” må mene, at heteroseksualitet og tiltrækning til transpersoner ikke er foreneligt. Her tager DR fejl!”, siger Ida Louise Holte.

”Hvis en cis-mand og en transkvinde har en romantisk relation, er det et heteroseksuelt forhold, da der er tale om en mand og en kvinde, så enkelt er det. I stedet fremstiller DR transkvinder som værende mænd, der blot er klædt ud som kvinder, hvilket er helt forkert.”

Pornopsykologen siger også:
“Selvom nogle mænd kun bliver forelsket i kvinder, kan tabuet omkring en erigeret penis stadig være ophidsende”.

Citatet provokerer Ida Louise Holt:
”Endnu et citat der får transkvinder til at fremstå som udklædte mænd. Der findes kvinder med penisser, følg dog med DR! Hvor svært kan det være! Jeg håber, DR fremover vil sætte sig mere ind i kønsterminologi, inden de lemfældigt kaster om sig med begreber, og sætter transkvinder i samme bås som transvestitter, ladyboys og drag queens.”

Eksempler på den latterliggørelse videoen har medført.
Foto: DR3/Facebook
DR3 er ”ked af det”

Fredag og lørdag har ”Amalia” og ”Anders” fra DR3 besvaret en del af de mange kritiske kommentarer til videoen. Svarene er forholdsvis enslydende, og understreger, at ”Vores hensigt har selvfølgelig aldrig været at krænke nogen, og jeg er ked af, at det er sket”. Sådan indleder ”Amalia de fleste svar, og uddyber herefter:

”Pointen med videoen var faktisk at være med til at aftabuisere lysten til at se porno med transkvinder. At være med til at starte samtalen om problematikkerne om de tabuer som findes. Det har aldrig været vores hensigt at være transfobisk eller latterliggøre transkvinder. Tværtimod.”

”Amalia” lover herefter at tage kritikken med til redaktionen bag videoen, men opgiver samtidig et link til DR’s kontaktside på deres hjemmeside, med en bemærkning om, at ”klagen vil havne hos rette vedkommende” – som jo åbenbart ikke er redaktionen bag videoen, som hun selv vil videregive klagerne til. DR3 forholder sig ikke til de mange krav om fjernelse af videoen.

Hvad er formålet?

Ida Louise Holt har svært ved at se, hvad formålet med videoen skulle være.

”Jeg ved ikke hvad hensigten med videoen er andet end satire, men efter at havde scrollet et par gange i kommentarsporet, kan jeg i hvert fald konstatere, at dens udfald ikke er positivt. Unge tagger drillende hinanden og skriver med tyk ironi, at deres venner ikke skal skamme sig og ”bare rolig, det er helt normalt”.

Du kan se videoen her hos DR3 på Facebook.

Eksempler på den latterliggørelse videoen har medført.
Foto: DR3 / Facebook