KULTUR

Grønland vedtager lov om homo-ægteskaber

Et enstemmigt Landsting i Grønland har vedtaget en ny ægteskabslovgivning, som ligestiller ægteskaber mellem personer af samme køn.

Et homo-bryllup på fjeldet med den kælvende Ilulissat Isfjord som baggrund? Eller foran Julemandes hus i Uummannaq? Det er nu muligt efter landstingets vedtagelse af en ny ægteskabslovgivning.

Forslaget mødte stor opbakning fra alle partierne i Landstinget Inatsisartut, og blev enstemmigt vedtaget skriver KNR, Grønlands Radio.

“Endelig, siger jeg. Det har været fem års lang kamp. Det var en stor dag i går, og selvfølgelig også en stor dag dengang vi opfordrede den danske regering til at tage det her op, som har givet genlyd verden over, siger Justus Hansen fra Demokraterne til KNR.”

Det var ham og Demokraterne, der i efteråret 2010 først foreslog, at ægteskabslovgivningen skulle moderniseres.

Først i 2012 blev homovielser tilladt i Danmark.

Bred støtte fra alle partier
Forslaget blev modtaget positivt af alle partierne i Inatsisartut.

Alle 27 medlemmer stemte for, at homoseksuelle skal have lov til at indgå ægteskab. Det giver dem ret til at blive gift i kirken, ligesom alle andre.

“Det er ikke noget, de selv har valgt, så det er endnu en accept, som vi har brug for her i Grønland. Ja i hele verden”, siger Justus Hansen til KNR.

Loven træder i kraft den 1. oktober. Det betyder samtidigt, at loven om registreret partnerskab falder bort.

Kilde DR.dk