Giv dine nisser et skud ”queer”

En ide fra tegneren Sebastian Soelberg, der savnede kravlenisser med queertema er endt med 24 kravlenisser, der viser mange af regnbuens aspekter giver dit hjem et skønt personligt touch i julemåneden.
Mange har sikkert hængt kravlenisser op som børn. Det var i hvert fald noget tegneren Sebastian Soelberg kan huske fra sin barndoms jul. De små søde, sjove, drillende eller traditionelle kravlenisser, som også farmor kunne tåle at se på, manglede dog nogle som repræsenterede hele regnbuefamilien.
Da Sebastian i oktober måned lagde en LGBT+ kravlenisse op på Facebook-gruppen LGBT Plus 30, hvor han ofte deler sine skitser, tegninger og tegneserier udviklede det sig hurtigt til en dialog om hele regnbuens aspekter, som kønsidentitet, fetich, regnbuefamilier med mere.
”Uden jeg egentlig var klar over det, havde jeg åbenbart ramt noget som var personligt for mange – en måde at give både kontor og hjem et skud LGBT+”, fortæller Sebastian Soelberg.
Den store efterspørgsel gjorde at Sebastian besluttede at lave 24 kravlenisser og få dem trykt professionelt.
“Netop til dette projekt besluttede jeg at kravlenisserne godt måtte være frække, men altid uskyldige. Mine tegninger er ofte ret vovede. Nogle gange endda en smule pornografiske. Men kravlenisserne måtte kun være så frække, så også farmor ville kunne tåle dem”, tilføjer han.
Overskud til LGBT+ velgørenhed
Selvom langt største delen af regnbuekravlenisserne er mandenisser i mere eller mindre afklædt tilstand, har repræsentation været vigtig for Sebastian Soelberg.
”Derfor skulle der naturligvis være bøssenisser, lebbenisser, par- og singlenisser, men også transnisser og regnbuefamilienisser, fetichnisser, hiv-nisser og asylnisser. Nisser fra hele regnbuen”, uddyber han.
I år går en stor del af overskuddet af salget af regnbuekravlenisserne til LGBT Asylum. Det har nemlig hele tiden været et krav fra tegneren at mindst 50 procent af salget skulle gå til LGBT+ velgørenhed.
”Da jeg tegnede nisserne håbede jeg at kunne rejse 10.000 kr. til LGBT Asylum. Det var ligesom målet, men i skrivende stund er der rejst over det dobbelte”, fortæller en stolt Sebastian Soelberg.
Vil du også gerne have fingrene i de 24 regnbuekravenisser er der stadig nisser til salg lige her

Læs også: LGBT Asylum får årets laks