KULTURSAMFUND

Generation 9/11 – markerer 20-året for angrebet på World Trade Center

Generation 9/11 – I anledning af 20 året for angrebet på World Trade Center i New York er Betty Nansen teatret og Mungo Park gået samme nom en helt ny forestilling.

 

I anledning af 20 året for angrebet på World Trade Center i New York er Betty Nansen teatret og Mungo Park gået samme nom en helt ny forestilling.

 

11. september 2001. Datoen og årstallet husker de fleste, men vi husker også ret præcist, hvor vi var, og hvad vi lavede, da de to tårne i New York blev ramt af et terrorangreb.

Til næste år markerer BETTY NANSEN og MUNGO PARK 20-året for terrorangrebet på World Trade Center med en helt ny forestilling af dramatiker Nanna P. Tüchsen. Hun boede i New York som 11-årig, da angrebet fandt sted.

Stykket, der har fået titlen GENERATION 9/11 er en co-produktion mellem de to teatre. Anna Malzer er instruktør, og forestillingen får premiere på BETTY NANSEN TEATRET den 11. september 2021.

Historien

Danske Esther står i billedkunstlokalet på sin amerikanske skole i 2001. Hun er 11 år og er flyttet til New York året forinden. Skolens alarm lyder. I kantinen bliver mellemskolebørnene bedt om at dele sig i to grupper: De, der har forældre, der arbejder i tvillingetårnene, og de, der ikke har.

GENERATION 9/11 handler om at perspektivere den skelsættende begivenhed, der ændrede verden, igangsatte krige, redefinerede vores forhold til begrebet terror og skabte en kollektiv angst i nutiden. Dramatiker Nanna P. Tüchsen boede selv i en forstad til New York med sine forældre, da angrebet på World Trade Center ændrede alt.

“GENERATION 9/11 er ikke min private historie. Men det er en personlig fortælling for mig at fortælle, fordi jeg kan trække på egne følelser og erfaringer fra at bo i en forstad til New York. Nogle af mine tætteste venner mistede deres forældre”, fortæller hun.

Da skolens elever står i kantinen, føler Esther sig udenfor. Alle hendes venner står i en anden gruppe. Hendes forældre arbejder nemlig hjemmefra.

Om at få det første kys

“9/11 er en del af det moderne menneskes identitetshistorie. Vi har alle to tårne i maven, i overført betydning. 11. september har været med til at forme os som de mennesker, vi er i dag, og ikke mindst den politik, der bliver drevet i dag”, fortæller Nanna videre og fortsætter:

“Os, der stod på tærsklen til at blive teenagere, forstod for første gang, at verden var større end vores egen navle og langt mere kompleks, end vi troede. Det havde en kolossal indvirkning i nogle år, som ellers er skræmmende nok i sig selv.”

Forestillingen handler også om at få sit første kys efter 11. september. Om at føle sig fremmed i det land, man bor i. Om vores forhold til USA i dag – og hvordan dét har ændret sig de seneste 20 år. Om den unge arkitekt Minoru Yamasaki, der får til opgave at bygge et monument midt i New York City i 1973. Et monument som “repræsenterer menneskets tro på menneskeheden”, som han siger til åbningen. Men som ender med at få en noget mere dyster betydning for hele verdens fremtid.

Senere på turné rundt i landet

Efter forestillingsperioden på BETTY NANSEN TEATRET bliver GENERATION 9/11 en del af MUNGO PARKs faste repertoire og turnerer rundt i landet.

Læs også: AURA åbner i Holstebro

Se hvor og hvornår stykket spiller her.