Dansk HOMO-Historie

Gay & Grey – Seniorboliger (2009)

Gay & Grey projektet der blev startet op under LGBT Danmark i 2009 og havde som mål at arbejde for at skabe særlige botilbud for ældre LGBT-personer i København.

Projektet var en udløber af den første større undersøgelse om LGBT-personers levevilkår i Danmark, som blev offentliggjort i juni 2009.

Se: Sammendrag af Livsstilundersøgelse 2009 – “Lige og ulige”

Den oprindelige idé var at etablere et homo-plejehjem, men der viste sig efter gruppens første interessemøde i slutningen af januar 2011, at være større interesse for seniorboliger, så man kunne flytte ind, mens man stadig er frisk og rørig.

Interessemøde

Efter gruppens første interessemøde, holdt Gay & Grey gruppen møder med både politikere og kommunale embedsmænd og med udgangspunkt i disse møder, valgte gruppen at fokusere på at arbejde med etablering af seniorboliger, mens plejehjem for ældre LGBT-personer derimod var et mere langsigtet mål.

Men efterfølgende måtte arbejdsgruppen dog erkende at etablering af seniorboliger for LGBT-personer ikke var så ligetil, som man havde troet. Især ikke når man vil etablere boligerne som almene boliger, hvor der er strenge krav til størrelse, byggepris og anvisning af boligerne, da boligerne er opført med støtte fra kommunen.

Det viste sig da også at projektet med LGBT-seniorboliger, blev overhalet indenom af plejeboliger for LGBT-personer, da man den 12. august i 2015 kunne indvie Danmarks første plejehjem med en regnbueprofil.

Nemlig Slottet i De Gamles By i København, som er et plejehjem med særlig fokus på LGBT-personer og hvor personalet var uddannet i at modtage lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner og forstå deres livsstil og kultur.

Læs også: Regnbueplejehjem indvies i Pride Week

Ønskerne til LGBT-seniorboligerne

Men tanken om specielle almene seniorboliger for LGBT-personer var dog ikke opgivet og der blev lavet en behovsundersøgelse, for at finde ud af mere om ønskerne til de ny seniorboliger.

Det viste sig at de potentielle beboere ikke kun ønskede fællesskab, men også plads til privatliv. Man ville have mulighed for at kunne lukke sin dør og vælge fællesskabet fra i perioder. Så det var ikke et kollektiv, hvor man delte underbukser og seng, der var interesse for.

Se resultat af behovsundersøgelsen her

Til fællesarealerne var der især ønske om en gårdhave eller tagterrasse. Derudover blev der lagt vægt på beliggenhed tæt på offentlige transportmidler og butikker og at det skulle være tilladt at holde hund eller kat.

Gay & Grey planlagde derfor at opføre 20-25 almene lejelejligheder i samarbejde med et boligselskab og en kommune. Det var vigtigt at beboerne ville kunne søge og få maksimal boligsikring, derfor skulle lejlighederne være 65 og 85 m2, som er de størrelser der kan gives maksimal boligsikring til alt efter om man er en eller to personer.

Udfordringen med så ”små” lejligheder er at der nok ville gå 15-20 m2 fra hver enkelt lejlighed til fællesarealer.

Over 55 år

Ved indflytning skulle en af beboerne være over 55 år, men vedkommendes partner kunne godt være yngre. Det var også vigtigt at huslejen ikke blev højere end at man kunne blive boende, hvis ens partner gik bort.

Der måtte ikke være hjemmeboende børn, og lejlighederne måtte kun bebos af maksimalt to personer, så havde et par en fast husven, så måtte denne ikke bebo lejligheden.

Der skulle ikke være en decideret venteliste, hvor man fik tildelt en bolig, blot fordi man stod øverst. Det skulle være beboerne, der i fællesskab skulle afgøre, hvem der kunne flytte ind. Således at nye beboere i videst muligt omfang, supplerer de eksistere beboer f.eks. hvad angik alder og fysisk formåen.

Gay & Grey første mål var at finde en placering i enten Københavns eller Frederiksberg kommune. Selvom der var nogle i behovsundersøgelsen der mente, at man dermed overså provinsen.

Men man skulle jo starte et sted og Gay & Grey gruppen meldte da også ud, at man meget gerne ville dele sine erfaringer, hvis en gruppe i provinsen ønsker at starte et lignende projekt op.

Gay & Grey – Seniorboliger

Da man havde resultatet af behovsundersøgelsen gik man straks i gang med arbejdet på at finde en byggegrund og et alment boligselskab som bygherre. Det var et arbejde med både op- og nedture, og i 2014 stod man med et alment boligselskab, der gerne vil bygge.

Men Problemet var, at Københavns Kommune ikke har afsat grundkapital til seniorbofællesskaber i 2014, og det var meget usikkert, om kommunen ville gøre det i 2015.

Men i 2016 skete der så noget, da Boligforeningen 3B meldte ud at de nu ville bygge landets første seniorbofællesskab for LGBT-personer og dermed skrive Danmarkshistorie.

Illustration: Boligforeningen 3B – oversigt over den fremtidige udbygning af Sundholmsvej 6 på Amager.

Bofællesskabet kommer til at ligge på Sundholmsvej 6 på Amager og vil være et såkaldt seniorbofællesskab, hvor beboerne er 50+.

Det nye bofællesskab på Amager udelukker dog ikke hetero-seniorer, men de skal være indforstået med bofællesskabets rammer, blandt andet gensidig respekt og åbenhed og tolerance over for LGBT-personer.

Bofællesskabet forventes at stå færdig tidligst i 2020 og bestå af cirka 30 boliger på mellem 65 og 85 kvm fordelt i én blok med otte etager. Bofællesskabet bliver beliggende mellem Fabrikken for Kunst og Design, institutionen Sundholm og 3B’s præmierede boligafdeling Sundholm Syd. Ud over seniorbofælleskabet bygger 3B også 170 ungdomsboliger på grunden.

Det bliver så spændende at se hvilke ønsker til bofællesskabet der vil kunne honoreres.

De senere års prisstigninger på grunde i København, har gjort det meget svært at bygge almene boliger i høj kvalitet, der er til at betale, så det vil nok være nødvendigt at slække en del på bofællesskabets ønsker, ligesom der nok skal gøres en del kompromis under vejs.

Danmark ikke først med LGBT-seniorboliger

Der er allerede etableret lignende bofællesskaber i andre storbyer, heriblandt i Stockholm.

Regnbågens indgang og tagterrasse.
Foto: Regnbågen

Se mere om Regnbågen her

Det lykkedes dog ikke Gay & Grey gruppen at gennemføre projektet og det hele blev lukket ned i 2023.

Kilder: Out & About, Boligforeningen 3B, regbagen.net