Fra forkert til frisættelse

Lucy Ludvigsen er 78 år og bor i København. Hun har i mange år arbejdet som familieterapeut og kunstterapeut og har desuden skrevet tre romaner, der omhandler det at være bøsse og lesbisk. Blandt andet romanen ”Kærlighed og kvindekamp” om at være aktiv i kvindebevægelsen.

Hun er vokset op på Vesterbro og har blandt andet boet i Istedgade og Abel Cathrines Gade – sidstnævnte sted boede hun lige over for den lesbiske bar Vela, som tidligere hed Orientbar, hvor prostitution var meget udbredt.

”Min mor trak, og det var her, hun mødte mænd. Derfor er det nogle gange lidt svært for mig at gå ind på Vela i dag,” siger Lucy Ludvigsen til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Hun fortæller, at Vesterbro i hendes barndom var meget anderledes end i dag.

”Der var ikke så mange hårde stoffer, men til gengæld var der piller, hash og mænd, der var alkoholikere. I hele min barndom var jeg bange for børnelokkere og alkoholikere. Så når jeg krydsede gaderne og så en mand, tænkte jeg, at det var en børnelokker og gik over på den modsatte side af fortovet,” husker Lucy Ludvigsen.

Forelskede sig i en pige

Da hun var 14 år, forelskede hun sig i en pige fra sin klasse, og hun havde det meget mærkeligt med det.

”Jeg anede ikke noget om, at man kunne være forelsket i en af sit eget køn. Jeg vidste lidt om trækkerdrenge, der stod nede på Hovedbanegården og ned på Rådhuspladsen og strittede med lillefingeren og cigaretrør. Og det vidste jeg bare var no-go,” fortæller Lucy Ludvigsen.

Hun dyrkede derfor det sociale liv sammen med drengene og gik blandt andet til jitterbug. Hun dansede med en fyr og vandt forskellige turneringer. Jeg tænkte, at det var det normale at gøre. Jeg skulle ikke have fortalt nogen, jeg var forelsket i en pige,” husker Lucy Ludvigsen.

Så hun fulgte den slagne vej, som man gjorde, når man boede på Vesterbro, ifølge Lucy Ludvigsen.

”Som ung pige, skulle man finde en fyr, som man kunne gifte sig med, og se at få sig nogle børn. Det var opskriften på den måde, man skulle leve på. Det var ligesom det, der stod i Romanbladet, og det var det eneste, som vi læste i mit barndomshjem. Vesterbro var et rigtigt arbejdermiljø, hvor man ikke snakkede ret meget om tingene, og man fik ikke nogen forklaringer på det ene eller det andet. Man vidste derfor ikke ret meget. Jeg tænkte også, at det måtte være ham den sorthårede, som jeg dansede så godt sammen med, og som så sød ud, at jeg skulle være sammen med,” fortæller Lucy Ludvigsen.

Fik illegal abort og så søn

I en alder af kun 16 år blev hun gravid med sin dansepartner. Men hun endte med at få en illegal abort, og det gik helt galt for hende. Lucy Ludvigsen fik blodforgiftning og lå bevidstløs på hospitalet i fire dage.

”Jeg overlevede kun lige med nød og næppe, og hele episoden kom til at præge mig meget – og ligger stadig dybt i mig. Min mor blev også anmeldt til politiet af overlægen, og der kom en retssag ud af det. Desuden skete der også det, at ham, jeg skulle have barnet med, rendte sin vej,” fortæller Lucy Ludvigsen.

Hendes tidligere dansepartner kom dog efter nogen tid tilbage, og han var helt nedbrudt. Lucy Ludvigsen syntes, det var synd for ham, og hun indledte igen et forhold til ham.

”Oppe i mit hoved var jeg fyldt med tanker om, at aborten var Guds straf over mig og et tegn på, at jeg ikke skulle have nogen børn. Det medførte, at det eneste jeg netop tænkte på, var at få et barn. Og min tidligere dansepartner blev også far til min søn, som i dag er 58 år,” siger Lucy Ludvigsen.

Men hun kunne ikke glemme, at hun havde været forelsket i en pige, og samtidig kunne hun ikke holde ud at have sex med sin søns far.

”Jeg tænkte bare på, jeg skulle se at komme ud af forholdet,” fastslår Lucy Ludvigsen.

Mødte andre lesbiske på Tyren

Hun arbejdede som kontorassistent i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og skulle her gå i sko med stilethæle, have nylonstrømper og kjole på. Det var utænkeligt, at man som kvinde i virksomheden kunne gå i bukser. En af hendes kolleger var bøsse, og han viste hende natklubben El Toro Negro i Boldhusgade i det indre København, også kaldet Tyren, som var et kendt mødested for homoseksuelle tilbage i midten af 1960’erne.

”På den ene etage var vi lesbiske. Jeg kan huske, at tjenerne var søde, og jeg følte, det var ligesom at komme hjem. I begyndelsen kom jeg i stilethæle og stram nederdel. Men gik nu ikke ret lang tid, før jeg bare kom med en håndtaske, hvori mit tøj lå. Jeg gik ud på toilettet og skiftede tøj, så jeg havde lange bukser på, livrem og skjorte og gik i flade sko,” fortæller Lucy Ludvigsen og fortsætter:

”Alle vidste, vi var lesbiske, men to kvinder kunne ikke stå og kysse heftigt sammen i baren eller restauranten. Bøsserne, som kom på Tyren, havde jeg det godt med, og det har jeg også generelt haft. Jeg har altid set feminin ud, været sød og ikke været den hårde type.”

Ifølge Lucy Ludvigsen var der blandt de lesbiske nogle virkelig hårdtslående, og nogle af dem klædte sig ud som mænd.

”De kom i habitter, var kortklippet og havde en stålkam i lommen og bryldcreme i håret,” husker Lucy Ludvigsen.

Dækkede hinanden ind

Hun oplevede ofte, at man som lesbisk eller bøsse decideret var nødt til at lyve om sin homoseksualitet.

”Man blev nødt til at lyve, hvis man skulle have en lejlighed, for det krævede, man var gift. Som lesbisk tog man derfor en bøsse med, som man kendte og sagde, man var gift og omvendt. Og mange lesbiske giftede sig også med en bøsse for at kunne få en lejlighed eller for at dække hinanden ind, så ingen opdagede, man var homoseksuel.”

Hun oplevede, at det godt kunne være hårdere for bøsserne end for de lesbiske.

”Ofte var andre mere aggressive overfor bøsserne. Vi lesbiske kunne lettere klare os igennem og blive tilgivet lidt. Især hvis vi så lidt søde ud, gik det nemmere,” forklarer Lucy Ludvigsen.

Mens hun kom på Tyren, havde hun sin søn, og nogle gange passede hendes mor sønnen.

”Jeg blev aldrig helt en del af den faste gruppe, der kom på Tyren, fordi jeg havde min søn, som jeg skulle tage mig af. Da jeg var barn, var jeg nogle gange med min mor, når hun gik ud og dansede på kro. Hun kom mest inde på et sted nær Hovedbanegården, og her er jeg nærmest vokset op på tæerne af hende, når vi skulle ud. For jeg stod på hendes tæer, da hun skulle lære mig at danse,” siger Lucy Ludvigsen med et smil.

Selv om hendes mor fuldt ud accepterede, hun var lesbisk, så påvirkede det hårde miljø hende.

”En af mine bedste veninder på Tyren, hang sig, og det havde jeg det rigtig, rigtig dårligt med. Jeg døjede samtidig med mit selvværd, og der skete andre ubehagelige ting i mit liv på det tidspunkt. Desuden blev min mor kørt ned og døde i en alder af kun 48 år. Det slog mig helt ud, og jeg tænkte, at hvis livet skulle være på den måde som lesbisk, så ville jeg ikke være det – og jeg besluttede mig derfor for, at jeg ikke ville leve som lesbisk mere,” forklarer Lucy Ludvigsen.

Mødte mand og fik datter

Hun startede på pædagogseminariet, og i kølvandet på ungdomsoprøret dukkede der i 1970’erne en ny type af mænd op, som var følsomme og bløde og ofte havde langt hår.

”En af dem, der kom ind ad døren på seminariet, og som også havde langt hår, blev min datters far. Han var fotograf og stenhugger.

”Jeg tænkte, han var sød og rar, og at vi kunne bo i nærheden af hinanden, og at vores datter skiftevis kunne være hos os. Men han trak sig fra sin datter og passede hende ikke ordentligt, og vi endte også med at gå fra hinanden,” lyder den korte forklaring fra Lucy Ludvigsen.

Tilbage som aktiv lesbisk

En del af forklaringen på bruddet var også, at hun stadig forelskede sig i kvinder. Fra Tyren kom hun nu ind i et andet fællesskab med kvinder og mange lesbiske, nemlig Kvindebevægelsen. Og hun kom med i en basisgruppe. I basisgruppen talte hun med de andre om, hvordan det var at være kvinde og lidt om det at være lesbisk.

”Vi talte mest om, hvordan det var at være kvinde, men også om at være lesbisk. Men det var nu ikke så meget. Rødstrømperne syntes, at vi var mange lesbiske, og de var imod, vi fyldte så meget. Men samtidig så var det os, der lavede meget af det praktiske arbejde. Vi havde ofte mere tid end de heteroseksuelle kvinder, som både skulle passe deres mænd og børn,” fortæller Lucy Ludvigsen og uddyber:

”Der var også mange kvinder, der ikke fik lov til at komme med i Rødstrømpebevægelsen, fordi mændene sagde: Det er jo kun lesbiske. På møder i Kvindebevægelsen sagde nogle af de andre kvinder også, at vi lesbiske var dobbelt organiseret. Nogle af os var nemlig både med i Rødstrømpebevægelsen og i Lesbisk Bevægelse. Og da de begyndte at bruge det imod os, så sluttede min tid i Rødstrømpebevægelsen”.

Lucy Ludvigsen har skrevet romanerne: ”På den forkerte side”, som handler om at være bøsse og lesbisk i det homoseksuelle klubmiljø i 1960’erne, romanen ”Hun var en anden” – om en bøsse, der leder efter sin forsvundne lillesøster og bogen ”Kærlighed og kvindekamp” om at være med i kvindebevægelsen.

 

Læs også: Fra syg til succes