SAMFUND

Fonde løfter årets Aarhus Pride

Der er ikke gratis at afholde en Pride. De mange ønsker om indhold, kræver en rigtig god økonomi.
Foto: Nattanan Kanchanaprat/Pixabay

Hvor vigtigt er opbakningen udefra, når en Pride skal afholdes. Og hvor meget fylder det økonomiske aspekt? Out & About har været helt nede i maskinrummet hos Aarhus Pride.

Som eventarrangør er fokusset ofte stift rettet mod at skabe de bedste rammer for sit event. Skabe den bedste oplevelse for deltagerne.

Danmark er oppe på at have 19 store og små Prides. Alle kender de vigtigheden af og kampen for at sikre det økonomiske fundament for at kunne afholde de “gratis” festdage. Den næste danske Pride i kalenderen er Aarhus Pride, som afholdes 24. juni.

Også her er man yderst afhængige af den støtte man modtager fra privatpersoner, virksomheder, kommunen – og ikke mindst fonde, som gør det muligt for arrangørerne, at afholde deres aktiviteter. Det kræver hårdt arbejde at finde rundt i fondjunglen og få søgt de relevante steder. Og når der søgt, er intet sikkert. Man må pænt sidde og vente, til der tikker svar ind. Et hårdt, men nødvendigt arbejde.

“Fonde er en stor del af vores danske samfund, og er med til at virkeliggøre rigtig mange drømme og tanker til fællesskabets bedste. De er også en måde, hvorpå folk, der har haft succes og klaret sig godt, løbende kan give tilbage til landet i form af donationer til at virkeliggøre drømme, som vi jo også har i Aarhus Pride”, fortæller Jesper Fredslund, der til daglig arbejder som kulturkonsulent i Kultursamleren, og som frivillig er fondstøtte- og musikansvarlig ved Aarhus Pride.

“Det betyder alt at sikre et godt økonomisk fundament. Beløbene fra de forskellige fonde, er med til at gøre det muligt at fortsætte udviklingen af Priden”, tilføjer han.

Aarhus Pride har gjort det klart, at de er en hyldest til alle de foreninger og personer, der tager kampen i det daglige.

Stor glæde ved overvældende støtte

I år har Priden fået støtte fra C.A.C. Fonden, A. P. Møller Fonden, MeyerDonationen, Jelling Festival, Aarhus Stiftstidendes Fond, William-Demant Fonden, Nordea Fonden og Politiken-Fonden.

Det er man naturligvis meget glad og taknemmelig for. Det viser, at der er opbakning til at afholde en Pride, hvor man kan hylde det mangfoldige fællesskab. Det gør at de aktiviteter man har planlagt kan føres ud i livet. Men også at der er penge til helt lavpraktiske ting, som ekstra telte, forplejning til de frivillige og lignende. Helt kort kan det vel siges – uden støtte, ingen Pride. Ofte udgør fondsmidlerne hele 2/3 af det samlede budget for en Pride.

“Der er  ingen tvivl om, at Aarhus Pride løftes til et større og stærkere niveau med fondsmidler i ryggen. I år har vi for eksempel en scene dedikeret til børneunderholdning samt et større område med leg, hoppeborge og kreaworkshop”, fortæller Jesper Fredslund, der har svært ved at skjule sin begejstring.

“Det bliver fantastisk, og er udelukkende takket være fonde, der bakkede op om vores ønske om for eksempel at sætte ekstra fokus på børn og børnefamilier”.

Mek Pek og Habbasutterne er et af de bands, der spiller på årets familiescene. En scene, der udelukkende er mulig grundet fondsmidler.
Foto: Martin Bjoern & Lykke Rump Foto

Svær økonomi og sorte skyer

Det er ingen hemmelighed, at økonomien hos Aarhus Pride har set bedre ud. To år med Corona-aflysninger og så sidste års ufrivillige fejlplacering på Pier 3 på Aarhus Havn, har været hårde økonomisk for Aarhus Pride.

Derfor har Priden været i god dialog med kommunen om mulighed for ekstra støtte. Viljen er der. Men som så mange andre kommuner skal Aarhus også spare og derfor var der ingen ekstra penge at hente ved de seneste budgetforhandlinger. Selvom at Aarhus står lige overfor at vedtage en særlig LGBT+ politik, er der desværre ingen penge til en økonomisk ekstrabevilling.

Arrangørgruppen i Aarhus Pride har dog hele tiden holdt fanen højt og kæmpet for at der selvfølgelig også skal blive en Pride i år. Med støtte fra faste sponsorer som H2O, 7-Eleven og Sinful, samt den ekstraordinære store opbakning fra fondene. Så ser det hårde arbejde, de frivillige arrangører har lagt i planlægningen ud til at have båret frugt.

Priden tilbage i midtbyen

“I år er vi vendt hjem til hjertet af Aarhus Midtby. Her spærrer vi Frederiks Allé af, og gør brug af både Rådhusparken og Musikhusparken. Vi får skøn musik og underholdning for både børn og voksne på vores tre scener i området. Der er rigtig meget at glæde sig til”, forsikrer Jesper Fredslund.

Out and About følger de danske Prides tæt. Løbende skriver vi om alle Prides i sæsonen. Har du  en god historie, så hører vi gerne fra dig.

Mere om Aarhus Pride finder du her.

Læs også: Årets Pride kalender