SAMFUND

Fakta: Hvad er PrEP?

Sådan ser de ud, PrEP-pillerne.

Hvad er PrEP egentlig? Debatten er ved at rejse sig, og derfor gennemgår vi nogle facts omkring PrEP.

Torsdag meddelte AIDS-Fondet, at de har valgt ny formand. Læge Gitte Kronborg har sat sig i formandsstolen, og et af hendes erklærede mål er at arbejde for indførelse af den hiv-forebyggende PrEP behandling i Danmark.

Homo og hiv-aktivist anæstesilæge Rune Gärtner har fortalt om sin holdning til PrEP i et interview i den trykte udgave af Out & Abouts i juli.

Men hvad er PrEP egentlig? Hvem kan bruge det, og er det en 100% beskyttelse mod hiv?

Fakta om PrEP

PrEP er kun egnet til dig, som ikke er smittet med hiv, men som har stor risiko for at blive det.

Det er meget vigtigt at blive testet for hiv, før du starter på PrEP. For hvis det viser sig, at du er hiv-smittet, kan PrEP-medicinen taget alene skabe medicinresistens og dermed gøre det vanskeligere at behandle hiv.

Du bør følges af en læge, hvis du tager PrEP. Dels for at du bliver testet for hiv regelmæssigt, og dels for at kontrollere din nyrefunktion, så du ikke får nyreskader af PrEP-pillerne.

PrEP nedsætter risikoen for hiv-smitte med 86 procent, ifølge PROUD- og Ipergay-undersøgelserne, og sandsynligvis endnu mere, hvis du tager PrEP præcist som foreskrevet.

PrEP giver derimod ingen beskyttelse mod andre sexsygdomme såsom syfilis, gonoré, klamydia, kondylomer, herpes og hepatitis.

PrEP tages typisk som én pille dagligt. Men nogle bøsser tager i stedet PrEP i kortere perioder, for eksempel i forbindelse med en ferie eller en weekend, hvor de forudser en risiko for usikker sex. I så fald bør man tage to piller 2-24 timer inden første gang, du har sex, og derefter én pille dagligt frem til to dage efter den sidste gang med sex.

PrEP er endnu ikke officielt tilgængeligt i Danmark, men vi ved, at nogle bruger det alligevel og ofte får fat i det ved at indføre det fra udlandet.

PrEP må ikke forveksles med PEP, som er en forebyggende behandling, man kan få på hospitalet, efter at man har været udsat for hiv-smitterisiko.

Hvis du tager PrEP og/eller har spørgsmål til PrEP, kan du henvende dig i Checkpoint.

Kilde: Checkpoint/AIDS-Fondet