Et opgør med købesexforbud og nypuritanisme

Regeringen har været nød til at droppe deres adfærdsregulerende forslag om at forbyde købesex. Det glæder mig. Men hele tankegangen bag er udtryk for en snigende nypuritanisme.

Af Kaj Erik Andersen

Det glæder mig, at regeringen, som består af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, har droppet planerne om at forbyde købesex.

Først gjorde De Radikale op med købesexforbuddet, og har erklæret sig som modstander af tankegangen.

Derefter kom Straffelovrådet på banen. Det er Justitsministeriets rådgivende organ i strafferetlige lovgivningsspørgsmål. Rådet er kommet til den konklusion, at et forbud mod købesex ikke vil have nogen positiv effekt. Men jeg er sikker på, at stærke kræfter i Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og støttepartiet Enhedslisten ikke har opgivet tanken.

Jeg tilhører den del af venstrefløjen der er dybt bekymret over, at S-SF-EL vil kriminaliserer købesex.

Min viden på området kommer ikke udelukkende fra bøger og statistikker, jeg har så at sige haft problematikken ”helt inde under huden” da jeg var ung. Men selvfølgelig har jeg også fulgt med i debatten når det drejer sig om fakta, statistikker og livsstilsundersøgelser o. lign.

Jeg har været involveret i venstrefløjens diskussion om købesex skulle kriminaliseres i en del år.

Hovedargumentet for et forbud mod købesex er oftest, at prostitution er ren kvindeundertrykkelse. Et andet vægtigt argument er, at det ikke er menneskeværdigt at sælge sex. Når jeg så kan fortælle, at der er langt flere unge knægte end piger der tjener penge ved at sælge sex, at det er ligeledes et faktum, at transpersoner udgør en ikke ubetydelig del af dem der sælger sex, blive der først tavshed, hvorefter diskussionen fortsætter i samme skure, for jeg skal ikke køre debatten af sporet, med den slags fakta, der ødelægger deres forhåndsvedtagne dagsorden.

Selvfølgelig skal der støttes op om personer der sælger sex af nød, f.eks. fattigdom og misbrug. Selvfølgelig skal handlede personer der sælger sex pga. tvang have al den hjælp man kan give dem. Men et generelt forbud mod købesex løser ikke disse problemer, tværtimod, fordi chancen for at hjælper disse mennesker besværliggøres/umuliggøres når prostitutionen bliver gemt af vejen.

Undertrykkelse vil overfor disse mennesker blive endnu større og miljøet vil blive mere utilgængeligt og råt.

Derudover vil kriminaliseringen ramme alle dem der sælger sex af andre grunde en tvang, mennesker der kan lide at sælge sex (ja de findes sgu, det kan jeg skrive under på) hvad enten der er en heltidsbeskæftigelse eller en fritidsfornøjelse. Samtidig er der mange der befinder sig i en gråzone, hvor der ikke er kontante penge involveret, men hvor de alligevel ”tager sig betalt” for sex. Nogle vil mene, at de ikke prostituerer sig, mens andre mener, at de gør det. Disse mennesker vil også blive ramt af et købesexforbud.

Der er jo også prostituerede, der har specialiseret sig i at give seksuelle ydelser til handicappede. De vil ligeledes blive ramt af et købesexforbud. Det samme vil de handicappede, der ikke har andre muligheder for at få udlevet deres sexliv. Jeg ved fra mine mange år som socialpædagog på døgninstitutioner, at det både vil forringe deres livskvalitet voldsomt og påvirke deres forhold til deres omgivelser i negativ retning, idet frustrationer på det seksuelle område i høj grad kan gøre dem meget uomgængelige.

I øvrigt ønsker Sexarbejdernes Interesse Organisation, SIO, at de får anerkendelse og faglige rettigheder som alle andre erhverv og at den diskriminering de udsættes for ophører.

En af venstrefløjens mærkesager er, at kæmpe for faglige rettigheder for alle arbejdere, og støtte arbejdere overalt på jorden, der kæmper for at få disse rettigheder. Mens sexarbejdernes ønske om anerkendelse og faglige rettigheder ignoreres, samtidig med at deres eksistens- og erhvervsgrundlag ulovliggøres. Det hænger altså ikke sammen.

Det er ganske enkelt udtryk for bortforklaringer og arrogance, når argumentet er, at SIO ikke repræsenterer ret mange sexarbejdere og at de slet ikke er en rigtig faglig organisation. Det stiller S, SF og EL i et meget dårligt lys, når alle traditionelle venstrefløjsargumenter kastes overbord i ”en højere sags tjeneste”.