Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt

Pernille Ipsen er historiker og ansat ved University of Wisconsin-Madison, hvor hun arbejder med kolonialistisk historie og historien om den moderne kvindebevægelse.

Anmeldt af Silja Nielsen, LGBT+ Biblioteket

 I Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt skriver hun en kollektiv biografi om sine mødre som grundlagde det kvindekollektiv, hun blev født ind i. Vi hører om deres baggrunde, og den forandringskraft der blev udløst på den første Femølejer, i Rødstrømpebevægelsen, i Lesbisk Bevægelse, og om umulige måder at tænke på som blev mulige. Pernille har enten ramt en perfekt balance i snittet mellem hvad der er for indforstået og hvad der er interessant – eller også har hun formået at gøre det hele interessant.

Mødrenes og Pernilles stemmer blander sig i fremstillingen og også andre mennesker omkring bevægelserne inddrages. Mange års samtaler, minder og publikationer bliver i bogen vævet sammen til én lang samtale om halvfjerdsernes feministiske tanker. Det store brus af kraft i bevægelserne får lov til at komme frem og fylde før det giver efter for fløjkrig og indre konflikter.

I starten af læsningen var det lidt svært at holde mødrene adskilt, men de overlappende fortællinger passede perfekt til den kollektive bevægelse hvis medlemmer ville ændre på kvinders vilkår ved at stå sammen og spejle sig i hinanden. I en af Pernilles gengivne samtaler med moren Else Marie fortæller hun om det nye fællesskab:

”Else Marie tænker, smiler, tænker lidt igen. ”Hvis jeg skal sige det, så vil jeg sige, at det var den kraft, der lå i fællesskabet, som var frigørende.” Hun stopper. Jeg skal lige til at spørge hende om noget mere, men hun holder mig tilbage. ”Det virkede som en frigørende kraft at få del i hinanden,” fortsætter hun så. ”Vi kom fra hver vores isolerede liv som kvinder og oplevede så mange forskellige kvinders liv helt tæt på. Vi insisterede på, at alle de liv skulle være lige og fælles, og det var der i dén ramme, i det fællesskab, vi fik plads til at udvikle vores nye identiteter.”” (Et åbent øjeblik, s. 50)

Den frigørende kraft og nyvundne selvtillid kommer fx til udtryk i at moren Sanne hjemvendt fra Femø bliver spurgt hvad kvindetegnet på hendes T-shirt betyder – og uden tøven hævder at det betyder at hun har det sorte bælte i karate.

Men kvindebevægelserne som skulle frigøre kvinder, løber også selv ind i problemer. Lesbiske var ikke fra starten velkomne hvilket gav sig udslag i at en overvægt af de etablerede rødstrømper fandt det rimeligt at diskutere om de måtte være med. Mange lesbiske følte sig frustrerede over altid at skulle forklare sig og ligge under for den struktur der med tiden kom ind i Rødstrømpebevægelsen, og lavede derfor Lesbisk Bevægelse. Andre følte sig splittet mellem Rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse. En splittelse som flyttede med ind i kollektivet.

Bogen minder til tider på interessant vis om at identitetskategorier er langt mindre fastlåste end de nogle gange bliver fremstillet – og blev diskuteret heftigt i kvindebevægelserne: Kan du godt være feminist og stadig være socialist? Er lesbiske rigtige kvinder? Kan heteroseksuelle kvinder være rigtige feminister, eller er de tvunget til altid at hige efter mænds anerkendelse? Og kan et barn godt have syv mødre (og en enkelt far)?

Det er nemt at blive revet med af kraften i bevægelserne, men Pernille har også blik for skyggesiderne ved det opslidende liv, hendes mødre levede, og de konflikter som fik dem til at gå fra hinanden. I hendes søgen efter præcis hvad der bandt mødrene sammen, foreslår moren Vibeke at det simpelthen var dem der holdt ud i det første besatte kvindehus.

Bogen bygger på års samtaler og interviews mellem Pernille og mødrene, referater, avisudklip og billeder – som der også er rigeligt af i bogen. Den er medrivende og engagerende, og er bestemt anbefalelsesværdig for dem som er interesserede i feminisme og kvindebevægelsen.