Findes ordet kvindsmod

Syv inspirerende kvinder deler deres stærke personlige historier, så det går rent ind hos denne anmelder. De har valgt at sætte dem selv og deres liv på spil for at gøre en forskel i verden.
Vi kender ordet mandsmod, men betyder det, at kvinder ikke har mod? Forhenværende generalsekretær i Amnesty International Danmark Trine Christensen har bestemt sig for, at skrive en bog om 7 meget modige kvinder. Og i sammenhæng med bogen gør forfatteren opmærksom på, at vi burde have ordet kvindsmod i det danske ordforråd.
7 afsnit med hver deres kvinde er rammen for denne bog. Ikke alle navne var navne jeg kendte, men alle kvinder er nogle meget seje kvinder, som vi burde kende. De 7 kvinder har forskellige udgangspunkter og kæmper ikke samme kamp, men det er kampe som vi bør vide bliver taget også selvom vi lever i lille Danmark. De 7 kvinder er:
Kasha Jacqueline Nabagasera kæmper for LGBT+ rettigheder i Uganda
Claudia Paz Y Paz kæmper kriminalret og menneskerettigheder i Guatemala
Anabel Hernández kæmper mod narkokartellernes korruption
Sviatlana Tsikhanouskaya kæmper for demokrati i Belarus
Masih Alinejad kæmper for kvinders rettigheder
Sarah McBride kæmper som transkønnet politikker i USA
Marinel Sumook Ubaldo kæmper for kendskab til omfanget af klimaforandringerne
Spændende samtaler
Alle kvinderne fortæller forfatteren om den situation, hvor de har samlet allermest mod, og har gjort det alligevel. Deres fortællinger er på hver deres måde spændende, og jeg lover, at du mere end en gang vil tænke; ‘Det turde jeg ikke’.
Uskyldig opdatering
En af de fortællinger som påvirkede mig mest, var da jeg læste kapitlet om den transkønnede politiker Sarah McBride. Hun fortæller om den dag, hvor hun lavede en opdatering på de sociale medier med sin drøm om at kunne bruge et kønsneutralttoilet. Det var en opdatering, som hun ikke tænkte videre over, men det førte til de vildeste trusler og en utryghed. Trusler som ikke burde kunne fremkomme i den moderne verden vi lever i.
Det er altså uhyggeligt
Jeg ved godt jeg lever i en tilværelse, hvor det værste jeg bliver udsat for, er at få at vide at jeg er sindssyg, fordi jeg tror at kærlighed er skabt af Gud, ligegyldigt hvem man elsker. Jeg ved godt, at andre oplever noget andet, men lad mig sige, at det er utroligt uhyggeligt, at der findes mennesker der har behov for at føle de har ret til at dømme andre. Og den uhygge kommer vi ind bag i denne bog, og det er meget tydeligt, at der er forskel på forskellige holdninger og dødstrusler.
Vi vælger selv vores kampe
Du må have de holdninger du vil, og disse 7 kvinder har valgt deres kampe. Disse kvinder finder sig i meget, men de mener stadig at kampen er vigtig. Selv mennesker som tager valg om at kæmpe en kamp har et liv ved siden af, og det gør disse kvinders historie endnu mere spændende, fordi de holder fast i deres kampe, selv om de bliver udsat for ting som ikke kun er modargumenter.
At være modig er altså ikke et selvfølge
Der er meget få mennesker som bliver udsat for de samme ting som disse 7 kvinder, og derfor er det vigtigt, at vi ved, at nogle mennesker godt tør at være modige. Denne bog er en vigtig bog, og jeg håber der kommer flere fra Trine Christensens hånd, for der findes mere end disse 7 modige kvinder.
Kvindsmod’ af Trine Christensen er udkommet på forlaget: Lindhardt og Ringhof, den 5. marts, 2024.
Der gives fem modige stjerner.

Læs også: Bente Clod – Det lesbiske spor